Den unge mand stod med tomlen i vejret øst for Sorø den sidste søndag i efterårsferien i 1970 på vej hjem til jurastudiet i Jylland, da en bus fra Hjørring Bybusser standsede.
En mand med langt hår og hvid kjortel, ved navn Amdi, thi ham var det, vinkede ham ind.
Amdi gav ordet centrum ny betydning, bag ham sad Poul Jørgensen, og omkring dem sværmede unge piger med hede kinder og våde bukser.
Bussen blev kørt af en slave fra Afrika.
På en Essostation hældte en måbende ferieafløser dieselolie på, mens Amdi og dermed alle andre i bussen råbte til ham:
-Esso napalm! Esso napalm!
Vietnamkrigen var på sit højeste.
Amdi lænede sig tilfreds tilbage og tog en slurk hvidvin af sin vandflaske, hørte sine disciple skrige af fuld hals og så, at det var godt og vendte sig om mod sin apostel Paulus og sagde:
-Engang skal du følge mig i paradis!
Helt konkret tænkte han på at etablere et mindre kongedømme i Mexico.
Poul Jørgensen nikkede og foreslog, at alle skulle drikke vin, men Amdi svarede og sagde:
-Nej, det skal vi ikke. Og hvis du kommer med flere tåbelige forslag, kommer du slet ikke med til paradiset, men kan rykke i fængsel.
Blafferen ville ikke i paradis, han ville bare gerne være offentlig anklager.
Et øjeblik …
