Mona Lisa Olsen: Selvfølgelig er bibliotekernes udlån faldet i coronatiden. Dels har de været lukket - sådan helt lukket, dels er der nu krav om coronapas for at komme ind. Det har givet færre læsere.
300 meter nede ad gade  i Thisted ligger Rema 1000, hvortil der ikke kræves coronapas. Her er der til gengæld tirsdag klokken 10.55 cirka 35 kunder, der skal købe ind. Biblioteket har klokken 11.10 omkring 5 besøgende.
Det ulogiske er ikke, at Rema 1000 ikke skal kræve passet.  Det ulogiske ligger i, at biblioteket skal. Det har Folketinget bestemt.

Der har været megen snak om det logiske i flere af de restriktioner, der er udmeldt. 30 minutters ventetid på et bord i en restaurant, for eksempel. Ulogisk forekommer det i hvert fald, at bibliotekerne ikke er på niveau med almindelige forretninger. Folk, der stille og roligt besøger et bibliotek, sætter sig ned med en bog eller avis og læser -, det kan da ikke være forbundet med den helt store smitterisiko.

Samlet set er antallet af udlån faldet fra 7,4 mio. udlån i første kvartal 2020 til 4,1 mio. udlån i første kvartal 2021 ifølge Danmarks Statistik. Det svarer til et fald på 45 pct., hvilket kan tilskrives COVID-19-restriktionerne, hvor bibliotekerne i perioder var lukket for offentlig adgang. Antallet af fysiske udlån var faldet fra 5,8 mio. udlån til 1,8 mio., svarende til et fald på 70 pct. Antallet af digitale udlån fra eReolen var til gengæld steget fra 1,6 mio. til 2,3 mio. svarende til en stigning på 42 pct. Opgjort på månedsbasis var udlån fra folkebibliotekerne stigende i første kvartal 2021, hvilket kan skyldes øget brug af fx afhentningsordninger, dog stadig under sidste års niveau. Omvendt var udlån fra eReolen over sidste års niveau alle tre måneder i første kvartal.

Har du aldrig været på Kulturrummet/ biblioteket i Thisted eller kun nogle få gange, så forær dig selv oplevelsen af Jens Søndergaards 7 store malerier, en bestillingsopgave til biblioteket.

Gå lidt rundt i de lyse lokaler og udvælg dig i ro og mag en eller flere bøger. Læg  mærke til den fine måde, musikskolen er bygget til det gamle bibliotek og gå ned i kælderen, hvor der ligger aviser og findes andre muligheder for kulturelle stimuli.

Thisted Bibliotek er et besøg værd!

Forfatter

  • Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive. THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord. Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog. På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.

    Vis alle indlæg