Hvad laver vi egentlig, når vi ikke laver noget?

Svar: Vi hiver mobilen frem! I hver en ledig pause, vi under os under indkøbsturen, på shopping, mellem to aftaler, under ethvert stykke arbejde, selv hvis den elskede er inden for berøringsafstand, tænker vi på mobilen.

Hvert et ledigt øjeblik hiver vi mobilen frem og ser, om Putin har opgivet krigen, eller SVM har udskrevet valg, eller Trump har fået et sammenbrud. eller onkel Hans har fødselsdag i dag og skal have en hilsen, eller naboens kat har endelig fundet hjem og og og …

Hvad i alverden lavede I gamle mennesker egentlig i gamle dage, da der ikke var noget, der hed mobilos? Gik I bare der og snakkede sammen? Og var afhængig af dem, der mere eller mindre med vilje var i nærheden? Det må have været frygteligt!

Jeg tilstår, at jeg faktisk også hiver mobilen frem ved enhver lejlighed. Nu er jeg ikke så gammel, men alligevel. Hver eneste stund, hvor jeg for eksempel skal vente, hiver jeg straks mobilen frem for lige at se, om der er sket noget, om nogen har skrevet til mig, eller om der er noget interessant på Facebook.

Jeg siger til mig selv, at som journalist skal man altså følge med – hele tiden. Være opmærksom på, hvad der sker hvor, med hvem og hvor længe. Det kræver naturligvis en tændt mobil. Hvad ellers?

Men vi er jo ikke journalister alle sammen. Så jeg forstår ikke helt, hvorfor alle andre også hiver deres mobil frem.

Måske en besked: Kan du ikke hente Camilla? Jeg har fået overarbejde!

money-mouth

Ved et tilfælde stødte jeg så alligevel ind i et menneske, der ikke havde en mobil i hånden: