Her er de mest almindelige årsager til fortrydelse på dødslejet, ifølge en amerikansk sygeplejerske i palliative afsnit på amerikanske hospitaler.

1. Jeg ville ønske, at jeg havde haft modet til at leve et liv, som var tro mod mig selv og ikke det, som andre forventede af mig.

- Dette var den mest almindelige fortrydelse af alle. De fleste havde ikke engang udlevet halvdelen af deres drømme og skulle dø velvidende, at det var på grund af de valg, de havde truffet eller ikke havde truffet. Det at være rask giver en frihed, som kun få mennesker opdager, indtil de ikke længere har den, siger hun.

2. Jeg ville ønske, at jeg ikke havde arbejdet så hårdt.

- Dette udsagn kom fra alle de mandlige patienter, som jeg passede. De savnede at være en del af deres børns opvækst, og de savnede deres partners selskab.

3. Jeg ville ønske, at jeg havde haft modet til at udtrykke mine følelser.

- Mange folk havde undertrykt deres følelser for at holde fred med andre mennesker. Som resultat af det har de affundet sig med middelmådige tilværelser og aldrig udviklet sig til de mennesker, som de havde potentiale til at blive.

4. Jeg ville ønske, at jeg havde holdt kontakten med mine venner.

- Ofte havde disse mennesker ikke indset vigtigheden ved at få det fulde udbytte ud af gamle venskaber indtil ugerne op til deres død. Det var ikke altid muligt at opspore de gamle venner. Mange var blevet så optaget af deres egne liv, at de havde ladet gamle venskaber glide ud i sandet. Alle savner deres venner, når de ligger for døden.

5. Jeg ville ønske, at jeg havde tilladt mig selv være mere lykkelig.

- Dette var en overraskende almindelig fortrydelse. Mange havde ikke opdaget, at lykke er et valg. De havde siddet fast i gamle mønstre og vaner. Frygt for forandring havde gjort, at de bildte sig selv og andre ind, at de var tilfredse. Men dybt indeni havde de længtes efter at fjolle og grine igen.

Tænker danskere på samme måde?

DR Nyheder har spurgt en dansk sygeplejerske om de danske fortrydelser på dødslejet.
Oversygeplejerske Rita Nielsen fra Diakonissestiftelsens hospice i København siger:
- Det er sjældent, jeg hører, at mennesker fortryder noget på deres dødsleje. Men hvis der er noget, de fortryder - eller noget, de ikke synes er så godt, så er det som regel noget med relationer at gøre. Hvis man kan nå det, vil man gerne have repareret det forhold eller forsone sig med det, siger Rita Nielsen. Så forholdet til andre mennesker på ens vej gennem livet har stor betydning. Dødslejet er sidste chance for at genoprette, reparere, afgøre et forhold til en, der engang har betydet noget for en.
Og når reparationerne er gjort, så er danskerene gode til at se tilbage - og komme i tanke om de gode ting fra det levede liv.