Uggi André Larsen fortæller i seks afsnit om oplevelser i sin barndom og ungdom i Vestervig.
– Da jeg var omkring 10 år, blev jeg bydreng i Vestervig hos en bager, altså cirka 1952. Jeg skulle køre rundstykker ud om søndagen. Bageren var vist en grandfætter til min mor. Han ville give to kroner. Det, syntes jeg dengang, var mange penge.
Han var slem til at sove over sig, og da jeg så kom, der var også en lærling samt en pige i butikken, ja, så stillede han i skyndingen jødekager på et bord på et stativ. Og jeg kom til at vælte jødekagerne! Jeg fik sådan en på siden af hovedet, at jeg røg hen i den anden ende af bageriet. Og så gik han hen og ville samle dem op, gik ned i knæ, og det benyttede jeg mig af. Jeg for hen til ham og sparkede ham i æ røv, så han dejsede om, og så var jeg ellers på vej ud a æ dar!
Han nåede lige at smide en drager fra ovnen efter mig! Jeg kan lige så tydeligt huske den cykeltur hjem: Nu kan du få lov til at sove om søndagen, lige så længe du har lyst.
Der gik blot en to-tre daw, det var jo rygtedes i byen, så kom der bud fra den anden bager: Uggi, vi har høt, at du mangler en plads? Vi mangler en bydreng! Ku du tænke dig at komme her hen til wos? Men det er hver daw! Lige før skoletid, og når du er færdig med skolen, kommer du lige forbi igen. Der var jo sygehus og domhus og alting i byen, og alle de fine folk, dommere og dommerfuldmægtige og advokater skulle ha brød. Bageren ville give 15 kroner om ugen! Du kan få alle de rundstykker, du kan æde, inden du skal i skole! Med smør på! Det var vældig. A så ja til æ plads, og så kunne jeg få råd til selv at betale for undervisning i harmonikaspil ude ved kapelmester Poul Jensen i Thisted!!