Dennis Defekt er journalist og meningsindehaver. Hans holdninger er ikke altid flot velbegrundede, men han giver udtryk for centrale problemstillinger. Læseren bedes ryste på hovedet, smile bredt, irriteres eller blive vred, men engageret journalistik og meningshaveri udløser en slags reaktion. Dennis påstår selv, han er borgerlig med venstreorienterede holdninger hen over midten.

Det viser sig måske, at nedlukningen og tidligere forslag om  lukkede grænser om Nordjylland ingen effekt på cluster-5 har. Hvad er så det næste skridt? Dennis har fået bange anelser

Hvis det viser sig, at grænselukningen til Nordjylland ikke har virket ordentligt, må der nødvendigvis skrappere midler til. En aflivning af alle nordjyder er dog for vidtgående, alene af den grund at statsministeren har en hel del vælgere der. Men hun trøster sig med, at nordjyder er tolle og derfor manøvredygtige.

Så spørgsmålet melder sig helt naturligt: Hvad kan den socialdemokratiske regering mere finde på?

Det er egentlig ikke så svært at forestille sig. For cluster-5 skal slås ned, mener regeringen.

Grænsedragningen er ikke tilstrækkeligt til at standse smitten, så derfor har regeringen i al hast forberedt en mere effektiv, men også en mere drastisk reaktion. Alle nordjyder skal deporteres! ALLE!

– Vi skal simpelthen have tømt Nordjylland, erklærer sundhedsministeren på et af regeringens  utallige pressemøder. – I følge vores beregninger vil det tage alt for lang tid at få smitten under kontrol, hvis nordjyderne får lov at blive deroppe. Så derfor har regeringen besluttet, at samtlige nordjyder, jeg gentager, samtlige nordjyder, skal sendes til Nordøstgrønland.

– Det er selvfølgelig kun for en kort periode her fra 10. december til 10. januar. Når nordjyderne derefter testes, kan de negative sendes tilbage til det nordjyske reservat, som vi åbner en smule for.

– Det er vigtigt at vise samfundssind, og det med julen kan jo bare udsættes til februar. Vi danskere kan meget mere, end vi selv tror, så derfor er det her en god idé. Vi har allerede fået opbakning fra Venstre, selv om Jacob har skiftet mening 12 gange.

– Spørgsmål fra salen?

– Hvorfor Nordøstgrønland?
– Der er det så koldt, at coronavirussen ikke kan overleve. Det siger Kåre Mølpose selv. Næste?
– Hvordan kommer 280.000 nordjyder til Nordøstgrønland?
– Vi har allerede bestilt et par busser hos Hanstholm Rejser. Samt Norwegian. De har ikke så meget at lave for tiden.
– Har I sikret jer flertal i Folketinget samt undersøgt lovligheden?
– Nej, nu holder I altså. Tak for i dag!

Forfatter

  • Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive. THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord. Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog. På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.

    Vis alle indlæg