Dennis Defekt: Jeg øver mig i at være krænkelsesparat!

Jeg kan af flere medier forstå, at ordet krænket er oppe i tiden. Det er en menneskeret at føle sig krænket. Det forstår jeg godt. Der opstår en sær tilfredshed i at være krænket. Man får som erklæret krænket mange klap på skulderen af andre, der også synes, det er for galt. Det er der i sig selv en stor glæde ved. Man bliver opfyldt af retfærdig harme, og der er ikke noget, der er så godt for ens psyke som netop dette.
Derfor er der mange, der ligefrem øver sig i at blive krænkede over de mindste ord.
Det vil jeg også! Altså øve mig.

Et sted gik jeg ind i en butik og spurgte om noget til min mobil:
– Det tror jeg ikke, vi har, mente hun.
– Er du ikke ekspeditrice, svarede jeg, så burde du da vide det!
– Jeg synes, du er kønsdiskriminerende, sagde hun koldt, og jeg anede, at jeg var ude i noget uføre.
– Du kan vel sige ekspedient, mente hun og knejsede med nakken.
Tja. Jeg blev misundelig over, hvor let det var at blive krænket, hvor naturligt hun tog sin krænkelse, man kunne tydeligt se, at hendes dag var reddet. Det er åbenbart ikke så svært; man skal bare øve sig.

I forgårs blev jeg heldigvis selv krænket. En tysk turist spurgte om vej til museet, og jeg kunne lige på stående fod ikke huske, hvilken vej der var den nærmeste.
– Sie sind vielleicht nicht von hier, sluttede han. Totalt uden fornemmelse for at han dermed krænkede mine Thy-følelser. Jeg vendte mig om, gik væk og sagde noget meget grimt for mig selv, hvilket jeg nær var blevet krænket over. Jeg tror, at hvis man øver sig, kan man gå og krænke sig selv. Og blive en gladere person!

Forleden var der en her i byen, der spurgte mig, hvor jeg kom fra. Sønderjylland, svarede jeg. Han blev helt stille og så bare på mig: Så er du da langt hjemmefra!
Se, der blev jeg krænket. Når han mener sådan helt direkte, at Sønderjylland er langt borte i forhold til Thy og derfor langt ude, bliver jeg alvorligt krænket.
I Klitmøller skelnes mellem mølboer, thyboer og andre mennesker. Da man altid hører til en af kategorierne, de første faktisk til alle tre, bliver man aldrig krænket. Det er da ærgerligt!

Man bør absolut øve sig i at blive krænket. Så kan man stå imod hvad som helst og alligevel føle sig både god og veltilpas. For er man krænket, har man en retfærdig følelse af at have ret, at blive værdifuld på en måde, og det er uhyre tiltrængt for mit eget vedkommende.
Forleden da jeg var på sygehuset, ville jeg afprøve strategien, da sygeplejersken spurgte mig ud om mit alkoholforbrug. Det krænkede mig i den grad. Jeg vidste godt, hun ville spørge, for det er obligatorisk ved alle henvendelser i sundhedssystemet, så jeg havde på forhånd øvet mig i at tage spørgsmålet meget fortrydeligt op, og her rev jeg mundbindet af og satte krænkelsesmasken på i stedet. Men trods det fortsatte hun forbløffende nok med at spørge mig ud om mine rygevaner. Og fortsatte med mine sexvaner. Der satte jeg hælen i og spillede helt op til den standardvrede, jeg ved, gør indtryk.

Min plan og dens udførelse lykkedes til fulde. Hun blev lettere rød i hovedet og kom med mange undskyldninger, så det var en tilfreds og seriøst krænket mand, der senere forlod hospitalet.

Jeg leder nu seriøst efter et on-linekursus i krænkelsesparathed. Finder jeg det, skal jeg gerne anmelde det.