Så sidder jeg der i vente- værelset
og kan endelig få sendt den der lykønskning
til min gode ven,
der har fødselsdag i dag!
Derfor frem med mobilen
og jeg begynder at taste. Efter to minutter lyder pludselig en kvindestemme til venstre for mig. Jeg kigger op og ser et ældre ægtepar en fem meter fra mig.
– Altid sidder alle og kigger i deres mobil! Kan man virkelig ikke lave andet?
Jeg kigger forbavset på hende. En nydelig, ældre dame uden særlige udadvendte ulemper. Så rømmer jeg mig:
– Er det mig, du mener?
– Ja! Det er irreterende, hvor meget de små firkantede metaltingester betyder i dag!
Jeg nikker forstående, men kan ikke lade være:
– Ville du foretrække, at jeg bare sad og kiggede ind i væggen?
– Jeg er ligeglad, hvad du laver; det er bare underligt, at alle mennesker sidder og hiver mobilen frem, hver gang de lige har fem minutter, hvor de ikke skal noget!
Jeg nikker igen. Klog snak kan man ikke få for meget af. Jeg spekulerer lidt over, hvad jeg skal sige til mit forsvar. Eller skal jeg forsvare mig? Hun har på en eller anden måde ret i det, hun siger. Vi hiver faktisk mobilen frem, hver gang vi har et ledigt øjeblik. Alle mennesker? Hun gør jo ikke …
– Må jeg spørge dig: Hvad er der egentlig galt i at se på mobilen, når man nu alligevel skal sidde her på denne stol i dette rum og vente?
– Vi kunne jo snakke sammen!
– Ja, det er vel det, vi allerede gør. Takket være dit udbrud.
Manden smiler. Han har til nu intet sagt, men nikker samstemmende, må jeg forstå.
– Det er bare en smule uvant, hvis alle mulige fremmede mennesker bare begynder at snakke med hinanden, mumler jeg.
– Måske er det ikke så dårlig en tanke, siger damen og smiler for første gang.
Den interessante samtale afbrydes, da det bliver min tur. Bagefter ryster jeg lidt på hovedet. Har den samtale i det hele taget fundet sted?