Det´ ik´ kun duer, der dør (3 af 3)

En dag kom der en meget langhåret mand ind i vores farvehandel. Han hed Gunnar og Funch til efternavn og sagde goddag Dres til min far. Han blev overrasket over, at han allerede var færdig med at lave malingen.
Jeg havde aldrig set en mand, der havde så langt et hår og heller aldrig set så grimt noget tøj. Der var jo store pletter af maling på hans jakke. Der var også en stor orange klat og to små gule og røde klatter. Mærkeligt. Da maleren, som ikke var maler, men kunstmaler, hørte hvor meget dåsen kostede, rystede han på hovedet og sagde, at så mange penge havde han ikke, men du må få den her, sagde han og lagde et lille billede med farver på. Mærkeligt. Det var ikke noget, der lignede noget af det, jeg havde set før. Men så fik jeg alligevel øje på noget, der lignede to fiskekuttere, der fløj oppe i luften. Helt nede ved jorden var der noget som lidt lignede en masse træer. Min far fortalte, at Gunnar Funch boede langt ude i en plantage, som lå ude ved havet.

Gunnar spurgte, hvad jeg hed og gav mig sin hårde hånd. Min far sagde til ham, at han bare skulle lade døren stå åben. Go ide, sagde min far, da Gunnar var på vej ud ad døren. Hr. og fru Funch havde 10 børn. De boede alle sammen i et lille træhus og var meget fattige.
Jeg fortalte min far, hvad jeg skulle gøre, hvis jeg osse gerne ville være en kunstmaler. Han syntes godt om ideen. Uden at sige noget gik han ud i vores baggård og kom tilbage med en blikspand og en stor pensel, der lignede sådan en, som murer Bach gik rundt og malede med. Vil De gøre mig en tjeneste, hr. malermester. Underligt, at han sagde De til mig, der jo kun var syv år gammel. Så tog han mig med ud på fortovet. Han ville have mig til at male alt det sorte, som var forneden hele vejen hen. Jeg sagde, at den farve altså ikke var sort, men grå. Min far smilede, som han næsten altid gjorde og sagde, at jeg skulle male den kulsort. Jeg blev virkelig glad og gik i gang. Dem, der kom gående, standsede og sagde, at jeg var dygtig og flittig. En af dem der sagde dygtig til mig var murer Bach. Jeg blev meget flov, men kun indvendig. Jeg gjorde det samme, som min far gjorde, når han lavede malerier. Da jeg havde malet hele vejen hen, gik jeg baglæns for at se, om det så pænt nok ud. Hvad i al verden. Det sidste jeg malede var helt sort, men så så jeg, at det var gråt og grimt. Jeg kløede mig i nakken og løb ind og fortalte far, hvad der var sket. Min far smilede næsten altid. Nu smilede han meget og sagde, at solen skinnede så meget, at det sorte igen var blevet gråt. Jeg syntes nu alligevel, at det var sjovt, og jeg var stolt af, at den kendte hr.murer Bach havde rost mig. Han fortæller nok til byen, hvor dygtig en maler, jeg var. Hele eftermiddagen malede jeg den grå stribe sort. Og sådan blev jeg ved og ved, indtil min mor råbte ud af vinduet, at der var mad.