Læs 1. afsnit her.
Ida og Mortensen mødes igen på en af byens caféer. Solen skinner fra en klar himmel og det er som om livet har fået ny mening efter regnskyllet.
- Drikker du altid latte, spørger den rødhårede kæmpe. Hun er nok to meter høj. Iført shorts, tanktop og flipflops fremstår hendes muskuløse krop som et indbydende landskab med geometriske tatoveringer som accenter på venstre skulder og overarm. Hun har sat de viltre krøller op i en top på hovedet.
- Tja, for det meste, hvis jeg ved hvilken mælk der er i. Maskine-latte med mælkeerstatning holder jeg mig langt fra. Ida er iført en kort sommerkjole og sneakers. – det var hyggeligt, du ringede. Jeg har ikke kunnet få historien med Paludan familien ud af hovedet.
- Var det dit første dødsfald?
Ida griner, – nja men, det var da første gang jeg snublede over et lig i parken, kan du nok forstå. Hele hendes ansigt stråler af latter, og Mortensen slår sig på lårene, så bordet med hendes Chai falder ned og sprøjter ud over hendes shorts. - Ah ha, av! de to kvinder kan ikke stoppe deres grineflip. Folk vender sig fra de omkringstående borde, og en tjener kommer springende for og hjælper til med at tørre op.
- Undskyld, fremstammer Mortensen, da hun er kommet sig lidt, - det var da helt forfærdeligt. Kan jeg ikke få en ny Chai? Tjeneren tager imod bestillingen med en rysten på hovedet og et smil.
- Åh herregud, det var da helt ….. Mortensen inspicerer hele sig for stænk og tørrer den tatoverede overarm med en af servietterne, som tjeneren har givet hende. – Utroligt!
- Ved du, begynder Ida, - retslægen ringede til mig i går. Angående Camilla Paludan.
- OK? Mortensen løfter hovedet, og skønt hendes øjne er gemt bag store solbriller, er det tydeligt, hun retter al opmærksomhed mod det, Ida har at fortælle.
- Gamle kraniefrakturer. Specielt et voldsomt traume mod venstre øre. Kan have påvirket hendes balanceevne. Kan potentielt være grunden til at hun mistede fodfæstet og faldt.
- Men hvad lavede hun der på stien? Mortensen løfter øjenbrynene.
- Ja det får vi nok aldrig at vide, svarer Ida, - måske gemte hun sig. Hvis nu moderen løj? Altså løj om at hun gik ind i den der dør. Hvis det nu var faderen som var i gang derhjemme? Og datteren flygtede hjemmefra på grund af al ballade, af angst for selv at blive slået. Og hvis hun så løb ud for at gemme sig i parken?
Mortensen lægger to steviatabletter i sin nye Chai.
- Ikke usandsynligt, ingen tvivl om at han er en tyran den der far, replicerer Mortensen, - der findes ikke nogen lov, som kan beskytte mod den slags.
- Nej, men retslægen skrev det ind i journalen, det med de tidligere skader på kraniet, så forhåbentlig får familien informationen.
- Mm, hvis de hører til dem, der læser den slags.
- Jeg spurgte også akutklinikken, om moderen var kommet tilbage for at få tilset sine skader.
- Og? Mortensen drikker en ordentlig slurk.
- Hun udeblev naturligvis; uden at aflyse tiden. Ida bider sig i læben. – Ja hvad kan man gøre? Jeg skrev nogle linjer om både datteren og det udeblivende besøg i Fru Paludans journal. Forhåbentlig kan det blive til nytte.
Mortensen klapper Idas hånd, og deres øjne mødes.
– Du, ehm, jeg synes det er lidt akavet at kalde dig Mortensen. Er det ok hvis jeg kalder dig for Emma?
Mortensen slår en stor latter op og nikker, men hun bliver helt stille igen, da en besked tikker ind på mobilskærmen.
– Det ser ud som om retfærdigheden alligevel sejrer, Ida!
– Kari skriver her, at moren, Fru Paludan, befinder sig på politistationen. Hun vil melde manden for vold. Han synes jeg skal hjælpe til med forhøret.
– Jamen gå bare, smiler Ida, - lad mig bare sidde her tilbage, helt alene med min kolde Latte. Jeg forstår.
Ironien er ikke spildt på Emma Mortensen, som ser med alvor på Ida:
– Det var dejligt at se dig igen. Det må vi gøre om. Hvad siger du til at ses her igen i morgen?
Ida nikker bifaldende, mens hun tørrer mælkeskum af læberne.
Et øjeblik …
