Nyheder i medierne fokuserer på krig, elendighed, fattigdom, rædsler af enhver art som for eksempel coronakrisen, og som om det ikke er nok, kan man så også altid skrive om, hvad skattestyrelsen nu har begået.
KlitPosten.dk bringer i den forbindelse nogle positive nyheder.

FN præsenterer den nye verdensorden

Både Sikkerhedsrådet og Plenarforsamlingen i FN har i går under indtrykket af corona-krisen vedtaget, at alle nationer og lande skal lave en grundlov, der efterligner de nordiske landes. Der skal være demokrati eksemplificeret i magtens tredeling, ytringsfrihed, frihed for religion, og love og regler, der giver det enkelte individ maksimal og optimal beskyttelse.

NATO afskaffes, men fortsætter sammen med Kinas og Ruslands hær som Jordens Politikorps. Opgaven er at sørge for, at alle lande overholder de nye bestemmelser.

Saudi-Arabien er selvfølgelig med

Saudi-Arabien vil ikke gøre noget særligt.
– Vi har allerede udbygget vort samfund til et af de mest demokratiske, erklærer lederen af den kongelige familie, der er født til at lede landet.
– Nu tillader vi - for eksempel - kvinder både at tage kørekort og rejse til udlandet! Naturligvis under forudsætning af deres mandlige værges tilladelse. Det går forsåvidt langt ud over de nye demokratibestemmelser, men alligevel har vi gavmildt taget dette skridt i vort almægtige storsind. Vi vil også tage andre skridt efter mottoet: Et skridt ad gangen. Således har vi besluttet, at et begrænset antal kvinder kan se fodbold på stadion her i Rhyad. De får et særligt område med plads til 20.
– Ja, jeg ved godt, det lyder revolutionerende. Tak, tak! Og så har jeg endda holdt tilbage den største nyhed af dem alle: Kvinder må eje deres egen mobiltelefon!

Forfatter

  • Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive. THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord. Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog. På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.

    Vis alle indlæg