Et øjeblik …
Jeg er havnet i en dum situation. Lige trådt ud af badet efter en løbetur, trådt ud nøgen, altså helt nøgen, ville jeg have en bajer i køkkenet. I det samme går yderdøren op, og ind træder måleraflæseren, en kvinde. Hun afskærer mig tilbagetoget fra stuen til soveværelset, så jeg kunne få tøj på. Så her står jeg – eller rettere, gemmer mig.
2. del
Jeg gjorde mig klar til at snige mig ud i køkkenet, hvis hun kunne finde på at banke her ind til stuen. Bank, bank, lød det på samtlige døre i gangen. Vi skal nok have en fem-seks stykker.
Og så bankede det på døren herind.
Jeg sprang op, flåede køkkendøren op og søgte ly der. Stadigt på hug, så jeg ikke også kunne ses fra vinduet.
– Hallo? lød det i stuen.
Nu var det værste, at målemosteren fandt på at gå gennem stuen og ud i køkkenet igen og på den måde afspærre mig tilbagetoget. Men så ville mit modtræk være at fortrække til gangen og derfra hoppe over i soveværelset. Altså hvis hun kom denne vej.
Men det gjorde hun ikke. Jeg gættede, at hun nu gik tilbage ud i gangen og derfra ud i det fri og væk. Helt væk! Hun burde køre helt ud til Vesterhavet og fortsætte til England.
Så jeg åbnede forsigtigt døren ind til stuen igen og kikkede ind ved at stikke hovedet frem på siden af døren. Der stod hun.
– Ja, god dag, nå der er I, er du alene, nå, jeg mente nok, jeg så et eller andet, men jeg var ikke helt sikker. Må jeg få lov at aflevere en regning?
– Jo, jo, stammede jeg skjult bag døren. Gør det endelig! Kan du ikke lægge den der på bordet? Jeg pegede.
– Jeg skal altså helst have penge med.
– Nå, for pokker.
Måleraflæseren stod lidt. Jeg gjorde jo det samme lige bag døren med ansigtet stikkende frem. Jeg ved ikke, hvad hun forventede. Eller overvejede. Hun kunne eksempelvis bare gå ud og aflæse den fandens måler.
– Nå, sagde hun. – Hvad så?
– Ja, du bliver nødt til at blive stående der, for jeg skal altså ind på soveværelset og have tøj på.
– Det gør jeg bare.
Men hun stod med fri udsigt til gangen, og den skulle jeg jo just passere.
– Kan du ikke sætte dig her til bordet?
– Nej, det skal du da ikke tænke på. Jeg står så udmærket her.
Så opgav jeg. Jeg blev ligeglad, gik gennem køkkenet over gangen og ind på soveværelset, hev noget tøj på kroppen, fandt pengene og gik igen ind i stuen og gav hende dem.
– Værsgo.
– Tak for det, unge mand. Her er en kvittering.
– Tak. Ja, men så farvel.
– Farvel. Øh, er der et bedre tidspunkt for mig at komme næste gang?
– Nej, det er såmænd godt nok.
Jeg tænkte, at næste gang låser jeg yderdøren.
Så gik hun ud i gangen, og jeg lukkede døren ind til køkkenet igen, hvorfra jeg afventede hendes afgang fra matriklen.
Omsider kunne jeg med et lettelsens suk se hendes hårtot vippe op og ned ude i indkørslen – og væk.
