1. del
Dejligt med et brusebad. Jeg trådte ud, rystede mig og strøg vandet af. Badehåndklædet duftede frisk som jeg selv, og jeg tænkte, jeg lige ville supplere med en øl fra køleskabet. Jeg var 25 år, nygift og var i gang med at erobre verden.
Efter sådan en løbetur kan man også være for sund, så en god, dansk ølbajer ville være prikken over en rigtig fin start på sommerferien.
Jeg smed håndklædet over tørreren og bappede på bare tæer ud i køkkenet. Tog en øl i køleskabet og famlede i skuffen efter oplukkeren, da en skygge gled forbi vinduet.
Satan og helvede! Besøg på dette tidspunkt? Konen var på arbejde, så ingen burde dukke op nu.
Jeg dykkede ned under karmhøjde og forelagde residensen ind i stuen. Sad der splitternøgen, og splitternøgen betyder altså her i Jylland, at man ikke har tøj på, på hug bag spisebordet, for det store vindue ud mod gaden var som et tre-dimensionelt lærred til en bedre biografforestilling. Heldigvis kom der ikke mange mennesker forbi på denne tid af dagen.
Bortset fra Laura, der som plejemor to gange om dagen skulle lufte sin fem børn, og de kom netop meget langsomt forbi, mens børnene pegede og spurgte.
De gloede ind ad vinduet og pegede og sagde en hel del, og da Laura også gloede ind og fik øje på mig, svarede hun dem meget hurtigt og pegede væk fra huset på noget pludselig interessant derovre.
Irriterende at sådan nogle stuevinduer skal gå så langt ned til gulvet.
Det bankede på yderdøren. To gange. Så åbnedes den.
– Hallo? lød en damestemme, som jeg genkendte som måleraflæserens. Det var for nogle år siden, hvor man ikke selv blev betroet at aflæse tallene, og den digitale aflæsning var slet ikke indført. Faktisk var der slet ikke noget, der hed digitalt.
Jeg vidste fannemer ikke, at just i dag var der måleraflæsning på Multevej.
Rædslen stod ud af alle min porer. Hun var kendt for at overvinde enhver modstand mod måleraflæsning. Hun havde den stædigste og mest vedholdende personlighed i hele byen, efter hvad folk sagde. Rygterne florerede.
Vores måler sad uheldigvis indenfor, hvilket jeg hele tiden havde påpeget var uheldigt. Meget uheldigt. Men min kone havde affejet mig med, at jeg var pjattet.
– Det betyder da ikke noget, herregud.
– Hvad så med at få nogle store gardiner, så man kan bo og leve her uden at føle sig overbegloet af hele gaden?
– Der er sgu da ingen, der gider at glo på dig alligevel, sagde hun med en høj og frastødende latter.
Selv ville hun aldrig kunne finde på at vise sine svulmende yndigheder frem på samme måde. Nej, nej, uha da.
Nu sad jeg altså så her på hug uden tøj på kroppen. Jeg var et nøgent menneske.
Fandens, at jeg absolut skulle have den øl uden at gide tage tøj på først.
Man troede jo nok, at i ens eget hjem kunne den slags tillades. Nej, nej. Det var ikke tilladt.
Hvorfor fanden læste hun ikke bare den måler af? Den hang jo i entreen, og det vidste hun alt om.
– Hallo? lød det nu højere. – Er der nogen hjemme?
Man skulle tro, hun kunne forstå, at når ingen svarede, var det nok, fordi der ikke var nogen hjemme. Når yderdøren er åben, kunne hun jo bare gå i gang med den måleraflæsning. For helvede.
Nu bankede hun på køkkendøren, og med skrækken stående listede jeg døren i her ind til stuen så lydløst som muligt. For jeg sad jo lige foran den.
Døren ind til køkkenet åbnede knirkende.
– Hallo, er der nogen? sagde hun igen. – Hallo?
Nu kunne jeg da slet ikke give mig til kende.
Skulle jeg rejse mig med hånden dækkende vitale dele af legemet og sige:
– Hej, hej. Jeg står lige her og skal til at ha´ en øl. Vil du ha´ en med? Åh ja, hæ, hæ, tøj har jeg ikke lige fået på, hæ, hæ.
Den ville ikke gå.
Hun lukkede gudskelov døren igen.
Jeg lyttede efter at høre yderdørens sædvanlige klemt, men lyden kom ikke. Derimod gik målerlæseren nu ihærdigt i gang med at banke på alle de døre, der var ude i gangen. Det betød, at hun til sidst ville ende her inde i stuen. Hvad ville den gamle heks mig?