For hvis du er det, har du mulighed for at tage imod Thisted Kommunes tilbud om dels at deltage i en lille festlighed i anledning af 75-åriges fødselsdag i kommunen, dels at blive orienteret om de mangeartede hjælpeforanstaltninger, kommunen har sat i værk for denne aldersgruppe. Læs her referatet fra den sidste 75-årsfest, fundet hos Ældre-/Seniorrådet.

8. Evaluering af 75-års fødselsdag

Den 29. maj 2019 blev der afholdt 75-års fødselsdag i Thy Hallen. Arrangementet er et alternativ til de individuelle forebyggende hjemmebesøg med det formål bl.a. at appellere til den gruppe af friske 75-årige, som typisk takker nej til besøg i hjemmet. Evaluering af arrangementet viser positive tilbagemeldinger fra både borgere og deltagende organisationer, hvorfor forvaltningen indstiller, at lignende arrangementer gennemføres 1-2 gange årligt fremover.

Thisted Kommune tilbyder forebyggende hjemmebesøg til en række målgrupper, hvoraf den ene målgruppe er ældre borgere i det år, de fylder 75 år. Det forebyggende hjemmebesøg er en forebyggende indsats, som består af et uopfordret, men ikke uanmeldt besøg i borgerens hjem. Besøget har til formål at yde råd og vejledning om aktiviteter og støttemuligheder med henblik på at bidrage til øget tryghed og trivsel samt forebygge eller løse eventuelle problemer i opløbet. I Thisted Kommune gennemføres de forebyggende hjemmebesøg af 3 sygeplejersker, som sidste år gennemførte 672 forebyggende besøg i borgernes hjem.

Besøgenes indhold varierer afhængig af borgerens ønsker, ressourcer og funktionsniveau. Erfaringen viser, at de mere sårbare borgere ofte har et større behov for at tale og modtage råd og vejledning i hjemmet, mens de nye 75-årige ofte er velfungerende og aktive ældre, som enten takker nej til besøget eller kun har få behov i forbindelse med et besøg. Forvaltningen ønsker med udgangspunkt i erfaringerne fortsat at prioritere individuelle besøg til de mere sårbare ældre og samtidig at tilbyde alternative forebyggende indsatser til de, som takker nej til de individuelle besøg i hjemmet. Derfor afholdt Sundheds- og Ældreafdelingen den 29. maj 2019 75-års fødselsdagsfest som en afprøvning af en alternativ forebyggende indsats. Formålet med dagen var at give de 75-årige en hyggelig dag med mulighed for at møde nye bekendtskaber, høre om aktiviteter i deres lokalområder og ikke mindst at få viden om sundhed samt hvordan de skal reagere den dag, de begynder at få det dårligt.

På dagen var i alt 274 borgere inviteret med mulighed for at tage en pårørende med. Kriteriet for at blive inviteret til 75-års fødselsdag var, at man var blevet 75 år fra september 2018 til og med marts 2019. Af de inviterede deltog 45 borgere. De borgere, som ikke deltog i arrangementet, modtager i stedet en invitation til et individuelt besøg i hjemmet. Foruden 45 inviterede deltog der ligeledes 25 pårørende, hvilket betød, at i alt 70 borgere deltog i 75-års fødselsdag. Derudover deltog politikere fra Social- og Sundhedsudvalget, medlemmer af Ældre-/Seniorrådet, personer fra forskellige organisationer samt medarbejdere fra Sundheds- og Ældreområdet.

Selve arrangementet forløb som planlagt. Dagen startede med velkomst ved formand for Social- og Sundhedsudvalget Ida Pedersen, hvorefter der var oplæg fra de forebyggende sygeplejersker og en sundhedsmedarbejder. Oplæggene gav deltagerne en forståelse af, hvad det forebyggende hjemmebesøg er, og ikke mindst hvordan de kan komme i kontakt med de forebyggende hjemmesygeplejersker. Sundhedsmedarbejderen fortalte om betydningen af fysisk aktivitet for seniorer. Dernæst var der kaffe, boller og lagkage og snak ved stande, og dagen blev afsluttet med en koncert af Nadja Broholm. På dagen deltog forskellige relevante organisationer med en stand, hvorfra de havde mulighed for at fortælle deltagerne om deres gode arbejde i netop deres lokalområde. Følgende havde en stand på dagen:

  • Ældre Sagen
  • Aktivkomitéer fra 6 af kommunens plejecentre
  • Frivilligcenter og Selvhjælp
  • Aktivcenter Traant og Hopla
  • Sikkert Seniorliv
  • Kommunale hørekonsulenter
  • Kommunal diætist
  • Kommunale sundhedsmedarbejdere

Evaluering af dagen

75-års fødselsdag er blevet evalueret med udgangspunkt i tilbagemeldinger fra både de deltagende borgere og deltagerne med stande. Evalueringen danner baggrund for indstillingen om, at Sundheds- og Ældreafdelingen gennemfører lignende arrangementer i fremtiden.

De deltagende borgere blev ved afslutning af dagen bedt om at udfylde et evalueringsskema. I evalueringsskemaet blev deltagerne bedt om at vurdere indholdet af oplæggene, muligheden for at få information om aktiviteter i lokalområdet, sandsynligheden for at de vil anbefale arrangementet til andre, en samlet vurdering af dagen samt hvorvidt de vil tage imod et forebyggende hjemmebesøg, hvis de senere bliver tilbudt et. Derudover havde deltagerne mulighed for at give bemærkninger i evalueringsskemaet. Bemærkningerne var primært ros, mangel på mikrofon til oplæggene og et ønske om mere fællessang.

Tilbagemelding fra organisationerne, som havde stande, var ligeledes positiv, dog blev det bemærket, at de godt kunne have ønsket sig flere snakke ved standene, hvilket blandt andet skyldes, at der ikke var nok plads foran standene, samt at tiden til at snakke var for kort.

Sammenfattet viser evalueringen en positiv tilbagemelding fra både de deltagende borgere og organisationer. Endvidere var antallet af borgere, som accepterede invitationen, lavere end ønsket. Årsagerne hertil er ukendte, dog kan det have haft betydning, at arrangementet blev afholdt for første gang, og at manglende forståelse af dagens indhold kan have afholdt nogen fra at tilmelde sig. Såfremt udvalget godkender afholdelse af lignende arrangementer i fremtiden, vil tilbagemeldingerne fra både borgere, de deltagende organisationer samt nye tiltag for at få flere til at acceptere invitationen blive indarbejdet.

Retsgrundlag

Serviceloven § 79a.

Økonomiske konsekvenser

Afholdelse af 75-års fødselsdag havde en samlet omkostning på 19.053 kr. Finansiering af arrangementet afholdes inden for eksisterende budget.

Indstilling

Beskæftigelses-, Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller, at:

  1. Forslaget sendes i høring.
  2. Forslaget om at afholde lignende arrangementer 1-2 gange årligt fremadrettet, med eventuelle bemærkninger fra Ældre-/Seniorrådet, godkendes.

Forfatter

  • Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive. THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord. Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog. På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.

    Vis alle indlæg