Den 4. april 2021 bragte Jyllands-Posten en artikel med overskriften ”Trafiksikkerhed deler Danmark: Ni gange farligere i Thisted end i Dragør”, hvor det bl.a. fremgik, at Thisted Kommune topper listen over antal trafikdræbte pr. indbygger i perioden 1998-2019.

Færdselssikkerhedskommissionen havde en national målsætning for perioden 2010-2020 om, at antallet af dræbte og tilskadekomne skulle halveres fra 2010 til 2020. Overført til Thisted Kommune betød det, at der sidste år måtte være maksimalt 24 dræbte og tilskadekomne (ift. 49 dræbte og tilskadekomne i 2010). De foreløbige tal for 2020 viser, at 15 er kommet til skade, og ingen er blevet dræbt i 2020, hvorfor kommunen har gjort det bedre end målsætningen – og bedre end gennemsnittet på nationalt plan.

I Færdselssikkerhedskommissionens nye handlingsplan frem mod 2030 er der udpeget fem fokusområder, hvor et af fokusområderne er særligt relevant i kommunen. I Thisted er hver 3. ulykke med personskade en soloulykke (oftest med en forulykket bil). Til sammenligning gælder det kun hver 5. personskadeulykke på landsplan.

De unge er overrepræsenterede i ulykkesstatistikken

Det er særligt de unge (mænd) i alderen 15-24 år, der kommer til skade i Thisted Kommune, og risikoen for at komme til skade i en ulykke er omtrent dobbelt så stor for unge mellem 15 og 24 år sammenlignet med de øvrige aldersgrupper. Fra Vejdirektoratets dybdeanalyser af de seneste års dødsulykker i kommunen fremgår det, at andelen af ulykker, hvor den dræbtes manglende brug af sele har været med til at forværre personskaderne, er større i Thisted Kommune sammenlignet med landsplan.

Indsatser de kommende år

Samlet set viser analysen at de seneste års investeringer i nye cykelstier, mere sikre veje, kampagner m.m. har medvirket til en gunstig udvikling i trafiksikkerheden i Thisted Kommune. Der er dog fortsat et stort potentiale for at forbedre de fysiske forhold, ligesom der bør være fokus på kommunikation og holdningsbearbejdende tiltag, særligt rettet mod de unges adfærd i trafikken.

Forfatter

  • Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive. THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord. Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog. På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.

    Vis alle indlæg