Fra 67 til 17 på 7 sekunder uden mellemlanding (11. af 23)

Til gengæld har SuperBrugsen åbent, og det er mig, der skal købe ind. Vibekes kreditkort betaler fornøjelsen, og det betyder som regel, at et par gode flasker kan snige sig med ned i kurven. Det lægger hun ikke mærke til alligevel.
På vej op mod kassen går hanken i stykker. Alle mine varer flyder ned på gulvet, men intet ødelægges, og jeg får hjælp af en venlig ekspedient.
– Ved du hvad, du har faktisk alt i alt noget tungere varer i denne kurv, end den er beregnet til. Det er da imponerende, at du har kunnet løfte den!

Han kan næppe løfte den med begge hænder. Jeg nikker kun, for det ved jeg efterhånden godt. Han slæber kurven med begge hænder hen til kassebåndet. Jeg får betalt og anbringer varerne ude i min helt rene og skinnende bil, da der lyder råb og skrig bag mig.
En mand løber, alt hvad han kan, mens et par ansatte fra Brugsen løber efter og fægter med arme og ben:
– Stop tyven! Stop tyven!

Jeg smider osten i bagagerummet og venter bag min bil. Tyven kan ikke undgå at løbe denne vej forbi, med mindre han vil klatre over et to meter højt hegn. Men det vil han ikke. Han puster lige mod mig, og jeg stiller mig ud foran ham med armene spredt ud.
Han løber lige ind i mig, mens han råber:
– Flyt dig, gamle idiot!

Men han har forregnet sig. Det har den gamle idiot ikke tænkt sig. Han bliver nemlig stående. Den unge tyv ramler ind i mig med et højt klask som en oldenborre mod en staldmur og falder om med en flaske, der går i stykker. Han krabber forvirret rundt, inden han bliver overmandet af de to mand.
– Godt gået, siger den ene.
– Kom lige med, du, siger den anden til mig. De hanker op i tyven og slæber ham nærmest med sig. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal, men traver efter dem.
Tyven sparker ud efter de to, der holder ham, og jeg tænker, at jeg da godt kan give en hånd med.
Med lidt besvær fanger jeg hans ben og holder dem i en skruestik.
– Av, aaavv, for fanden, der er en, der bider i mine ben, skriger han.

De to kan nu let holde ham og vender sig om.
Da de ser mig holde om hans ben, begynder de at grine.
– Du må hellere slippe ham, så han ikke får varige skader!

Jeg slipper ham, og han går helt roligt med dem på usikre ben.

Lidt senere har politiet været der, og det viser sig at være et røveri, hvor han har truet en ansat, og derfor bliver han taget med på stationen og kan først regne med at blive sluppet fri lidt over middag. Andre steder på jorden ville han få hånden hugget af.
Brugsuddeleren trykker min hånd:
– Tak for hjælpen. Det er uvurderligt, når kunderne sådan hjælper os! Her er en kurv! Av, siger han og tager sig til sin hånd.

Jeg får en stor kurv fyldt med chokolade, vin og godbidder til et bedre frokostbord og takker mange gange.
– Jeg er imponeret over, at du, som altså, æh, er lidt op i alderen, ikke?

Jeg nikker. Sådan er det at være 67 år. Så er man lidt oppe i alderen.
– … At du var i stand til at standse ham så kontant! Respekt, siger jeg.

Bag ham står et par andre ansatte, og de klapper, og jeg stikker hånden frem til farvel. Uddeleren tager begge hænder om på ryggen og nikker. Jeg går. Lettere konfus over kurven. Det var da ikke noget særligt.
Da jeg stiller den ind i bagagerummet, kommer en yngre kvinde til:
– Jeg så det hele. Hold da op, du må have mange muskler!

Hun ser beundrende, synes jeg, på mig og smiler hele tiden.
– Kunne du eventuelt lige hjælpe mig?

Jo, det skulle nok kunne lade sig gøre. Hun har købt en plæneklipper og kan ikke løfte den op i bilens bagagerum og ser hjælpeløs ud.
Men det kan jeg. Den vejer jo ingenting!
– Tak, siger hun smilende og tager mig på overarmen. – Du er vel nok stærk!

Yes, my boys. Doping. Man begynder at forstå det tiltrækkende ved den slags. Ikke bare til cykelløb. Doping lægger et usynligt lag af ungdom ind over en og sætter en i stand til at udføre fysiske kraftpræstationer, men det er ikke hele sandheden. Jeg kan føle en stadig stigende energimængde blive pumpet rundt i kroppen, og denne mængde påvirker mit humør og hele sindstilstand.
– Vil du have min autograf?
– Ja, tak, husk dit telefonnummer!

Nå, nå. Hvad mon hun skal bruge det til?
Jeg vinker farvel og kører omkring apoteket og køber lige de sidste tre pakker Megajoler fra recepten og snupper en, nu jeg er i gang.

(Fortsættes)

Jeg gider ikke at klage til DR. Hvorfor dog ikke, spørger du. Det skal jeg sige dig. Man skal igennem så mange formularer og skrive hele sin livshistorie ned inklusive serienummeret på ens fjernsyn og afstand til samme samt nøjagtig dato og klokkeslet og hvor mange gange, man har været gift og skilt, og jeg har ved gud været gift og skilt nogle gange efterhånden, men hvad kommer det DR ved?

Det irriterer mig, for de gør det kun for at blive fri for sådan nogen som mig.