Fra 67 til 17 på 7 sekunder uden mellemlanding (20. af 23)

Jeg vågner. Det er tidlig morgen. Solen står lige akkurat ind gennem det lille vindue, der sidder højt oppe på væggen. Briksen er hård, men ikke for hård til mig.
Det banker på døren, og klappen går op:
– Der er besøg.

Nå, for søren. Jeg rejser mig besværligt, lader en hånd stryge gennem de sparsomme lokker, gaber, går over og børster tænder, det vil jeg i det mindste, og banker på døren indefra.
Betjenten åbner den, giver mig håndjern på og fører mig til besøgsværelset.
Der sidder Vibeke. Hun har røde øjne og ser enormt traurig ud. Sådan rigtig ked af det.
– Det kan ikke gå på denne måde, Per Ole. Der er alt for meget med dig og dit ustyrlige temperament. Jeg kan ikke klare det mere.
– Ja, men, – jeg, æh, jeg har …
– Hvordan vil du nogensinde slutte det her?
– Ja, men det vil jeg, så snart jeg kan komme ud herfra. Jeg er allerede holdt op med at tage Megajolerne, Vibeke. Jeg har dem jo heller ikke her i fængslet, så det var let nok.
– Men hjælper det? Jeg vil have min gode, gamle, rolige Per Ole tilbage. Hverken mere eller mindre. Gider ikke den der gajol-befængte pubertetssvend, der tænker som en 17-årig. Gider ham ikke længere. Selv om …

Der er pause i lang tid. Jeg får ikke at vide, hvad hun kunne have af indvendinger mod at stoppe dette vanvid.
– Jeg gider ham heller ikke, skat. Jeg er også træt af at spille he–man og Batman og verdensmand. Træt af det. Vil bare hjem og sidde lige så stille i min gode stol, læse lidt avis og glæde mig til et glas rødvin i aften. Og hvis det går helt vildt til, måske se en golfudsendelse.
– Jeg kan få dig ud i dag, hvis du lover mig, at det er slut med de piller der. Jeg har talt med politiet og en advokat.
– Advokat? For den. Men. Vibeke. Det er slut. Her er min hånd. Jeg lover det.
– Av!

(Fortsættes)