Fra 67 til 17 på 7 sekunder uden mellemlanding (21. af 23)

Ud på eftermiddagen er vi hjemme igen. Vibeke har kørt hele vejen. Hun skal ikke nyde noget.
– Din sælger hos VW vil ikke melde dig. Jeg har overtalt ham.
– For hvad?
– Åh, for så meget. Ydmygelse, vold, trusler. Men jeg sagde til ham, at du havde en forbigående psykose, og så lod han sagen falde.
– Det var da godt. Psykose? Det må jeg nok sige. Agter han at gå på slankekur?
– Der er også ham i den lille grønne bil, der ville overhale dig, som ikke fik lov. Ham har jeg også snakket med. Han vil heller ikke indgive anmeldelse.
– Det var også godt. For ellers ville han da have fået en fartbøde.
– Men den unge pige fra cafeteriet har meldt dig for sexchikane. Du havde vist sagt til hende, at hun havde en god røv.
– Nå, for pokker. Ja, men det havde hun. Skal jeg så sige undskyld, det har du ikke alligevel?

Jeg viser hende med hænderne, men når ikke at forklare mig nærmere,
– Den var …

før hun afbryder mig:
– Hende har jeg ikke snakket med endnu. Men det kommer. Og så er der Ella Bella på efterskolen. Hun er stadig sygemeldt.
– Sygemeldt? For hvad dog?
– Ja, det tror jeg nok, du selv må vide …
– Ja, men … altså jeg aner det sgu ikke.
– Du har taget på hende.
– Hvad??
– Ja, du har befamlet hende.
– Av for den. Men – hun har garanteret inviteret mig først, ellers kan du jo godt forstå, at jeg aldrig ville …
– Og så har jeg været i kontakt med forældrene til Peter. De var vrede og forbitrede og ville ikke trække deres anmeldelse.
– Så – der kan jeg forvente en over fingrene?
– Jeg tilbød dem et beløb, hvis de ville lade være. Det sagde de ja til. Så det koster at være gift med dig.

Jeg ryster lidt på hovedet:
– Han vil aldrig mere sætte sig på min stol. Det er jeg sikker på. Og moderen har altså en psykose. Mindst.

Jeg sidder et stykke tid med den sorte gajolpakke.
– Skal jeg stoppe med det her? Førhen levede vi – eller jeg – et roligt og stille liv uden de store dramer. Men var jeg ikke også lidt kedelig?
– Indrømmet, jo. Æh, det er ikke let, det her.
– Jeg kan forsøge at styre mig?
– Ja. OK; lad os prøve.

Jeg tager Vibekes hånd. Hun har tårer i øjnene.
– Skat.
– Er det ikke tilfredsstillende, stopper du. Har vi en klar aftale?
– Ja, skat. Ganske klar. Vil du have det på skrift? Eller skal vi lægge arm?
– Du er ustyrlig. Det er problemet! Du er ustyrlig, Per Ole. Vi starter fra scratch. Du får tre dages chance. Betingelsen er, at du bliver herhjemme, forholder dig i ro, du går ikke uden for en dør, snakker ikke til nogen, ruller gardiner ned og for og tager ikke telefonen, samt …
– … ingen spiritus!
– Nemlig! Har vi en aftale?
– Vi har en deal. Det bliver hårdt, men hva fanen …
– Og heller ikke noget med at sidde og drikke dig skæv i rødvin.
– Er du tosset? Ved du ikke, jeg er gået over til Cola? Jeg drikker 1,5 liter hver dag. Det er meget bedre. Det gør alle unge.
– Og tag så den hættetrøje ned. Jeg ved ikke, hvad du ligner. En gammel mand med hættetrøje! Indenfor!
– Det ser sejt ud. Hvorfor tror du, alle andre går rundt med sådan en?
– Per Ole! Det er jo kun de unge, der gør det. Det er et ungdomsfænomen!
– Jeg føler mig også ung, skat. Skal vi lige besegle aftalen med et hurtigt …

(Fortsættes)