Fra 67 til 17 på 7 sekunder uden mellemlanding (6. af 23)

Efter nogen tid står jeg udenfor på parkeringspladsen og aner ikke, hvordan jeg er kommet herud. Hvad skete der lige der? Jeg er da vist en smule ustabil i dag.
Nu er det mig, der bliver forurettet, for hvad ser jeg?
En eller anden har stillet en cykel lige foran min bil, så jeg ikke kan køre. Sgu nok en elev. Eller Ole. Aldrig kan de sætte tingene på plads. Han sku´ fanme ha´, sku han. Hænges op i et træ med hovedet nedad.
Ærgerlig tager jeg cyklen og smider den over mod et træ. Hovsa! Det må være en plastikcykel, for den føltes anderledes let, end jeg forventede. Selv om jeg bare lige stillede den forsigtigt op ad træet, krøllede den sjovt om det, så for– og bagende nu peger i hver sin retning. Som om jeg har mast den.
Jeg ser mig om, men der er vist ikke nogen, der så det. Så smækker jeg hurtigt døren i og kører derfra.
Jeg gider ikke engang gå ind og sige det med cyklen.
For hver gang, jeg fortæller noget, bliver jeg åbenbart mere og mere utroværdig.

Jeg tager vejen ud af byen. En eller anden pensionist kommer ud fra en sidevej, holder lidt og venter, får øje på mig, venter en smule mere, og drejer så ud – lige foran mig.
Normalt bremser jeg bare ned og kører stille og roligt bagefter; vi pensionister har god tid og tager den som sagt med ro.
Jeg ved ikke helt, hvad der sker, for det gør jeg ikke i dag. Jeg har ikke det sædvanlige milde og beherskede styr på den gamle Toyota. Jeg presser speederen i bund, drejer uden om med hvinende dæk og giver ham fingeren.
– Idiot, hvæser jeg mellem tænderne. – Amatør! Fedtspiller! Gamle nar! Socialdemokrat!
Den slags beskidte udtryk plejer jeg nu ikke at bruge. Det kommer bare i dag.

Jeg drøner af sted, tager svingene med om ikke 180, så dog noget hurtigt, og tager hverken hensyn til dyr eller mennesker. I skoven plejer jeg at køre meget langsomt, for af og til dukker der et rådyr op og skal over vejen. I de tilfælde er det rart at kunne bremse ned og med en håndbevægelse sige til skovens dyr: Værsgo.
Den gælder ikke i dag, og jeg er hjemme på kort tid. Fræser ind i carporten og smækker fordøren op.

(Fortsættes)