Niels Jørgensen, garageejer

– Sikke et vejr, hvad? Udbryder Niels, i hvis dobbeltgarage et af dagens fire garagemusikindslag finder sted inden selve begivenheden opleves klokken 20 i Kassehuset. En masse mennesker i alle aldre har i dagens anledning fundet vej, om man så må sige, til Ørgårdssti for at lytte til god musik. Selv fra Tyskland er de strømmet til. Musik er sproguafhængig.

 

– God dag alle sammen, lyder det fra scenen og Niklas Knudsen, der introducerer det første nummer: "Dit sande jeg" og sit band, der hedder Niklas Knudsen.

– Det er jo et lidt blandet publikum, vurderer Niels, der er stiens stiborgmester, dog uofficielt. I disse formandsvæltningstider skal man nok være lidt forsigtigt med den slags. Så tror man, man er formand, og så er man væltet.

Niels står for salg af væske til tørstende folk, for varmen er oppe på 28 grader allerede her klokken godt 14. Overskuddet af salget går til noget godt.

– Man kunne godt have taget entré - ikke til musikken, for den er jo gratis -, men til at få lov at gå eller køre på stien hen til Niels´ garage, foreslår en beboer med glimt i øjet.

– Det kunne have givet et fint tilskud til andre aktiviteter på vejen.

– For eksempel til vinsmagning, mumler Deres udsendte rytmiske medarbejder.

 

Niklas Knudsen

Forfatter

  • Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive. THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord. Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog. På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.

    Vis alle indlæg