Erik Odder dirigerede dagsordenens faste punkter med hård hånd og høj stemmeføring, hvilket var nødvendigt, da det interne forstærkeranlæg ikke var samarbejdsvillig. Han konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt indvarslet ved annonce i Hanstholm Posten, hvilket ikke lader sig gøre fremover, da Hanstholm Posten snart afgår ved bladdøden. Bestyrelsen finder på en løsning.
Formand Birthe Eisum lod sin beretning som vanligt udføre af de enkelte grupper med hver sit ansvarsområde. En udmærket måde at få indblik i de forskellige dele af den mangesidede forening og forretning, som Æ Redningshus er.

Først uddelte hun dog anerkendelse til mange sider, især til KLF, hvor samarbejdet er forbilledligt for lokale foreninger. Der var stor ros fra bestyrelsen til de frivillige, som altid er parat til at stille op, når noget skal ordnes, repareres eller nylaves.
Året 2018 blev gennemgået, men bumpene på vejen kom først, da Nils Høvring fremlagde regnskabet.

Som sådan var det et fint regnskab med et pænt overskud og en tilsvarende forøgelse af egenkapitalen. Men indførelsen af momsen var ikke for amatører, kunne man forstå, idet på noget af indtægten er der slet ingen moms, på noget andet den sædvanlige og på noget tredje igen tvivl. Hvad er momsbelagt og hvad ikke? Til hjælp er der heldigvis kvalificeret råd og vejledning fra et professionelt revisorfirma, men det er ikke barnemad at være kasserer. Om det er derfor, at Nils i år nedlægger sit hverv, er uvist.

Han redegjorde for det lidt ømtålelige, at det kræver medlemsskab af Æ Redningshus at leje det. Og omtalte en kunde, der efter at have lejet redningshuset til et kæmpegilde trak sig ud af foreningen straks efter den første medlemsbetaling. Jeg vender nok tilbage om nogle år, når vi har sølvbryllup, mente han. Både Nils og Birthe udtrykte stor frustration over, at man viser så ringe forståelse for foreningen og ikke lige forbliver medlem nogle år.

Thisted Kommune står for det udvendige vedligehold. Det indvendige står foreningen selv for. Loftet i salen trænger for eksempel til fornyelse, men de punkterede vinduer, er de udenfor eller indenfor? Når man kigger ud, skulle man nok mene, at det måtte være kommunen, der skulle reparere, men set udefra vil foreningen påtage sig arbejdet.
– Ellers bliver det vel ikke til noget de første mange år, mente Nils.

Han blev under punktet valg til bestyrelsen afløst af Henning Vognstrup, der lovede at tage sig kærligt af regnskabet. Samtidig fik Nils en flot afskedsgave, en Thy-gin med tilhørende gavekort, som blev overrakt af viceformanden, stiborgmester Niels Jørgensen. Der var genvalg til de andre bestyrelsesmedlemmer på valg.
For en gangs skyld blev en kontingentforhøjelse vedtaget. Et enkelt medlemsskab koster fremover 100 kroner mod nu 75. Til gengæld fastholdes prisen for et par, nemlig 150 kroner. Så er du alene, må du finde en makker at være sammen med.

Nu må vi hellere spise, meddelte dirigenten, for ellers bliver skipperlabskovsen altså kold. Et højt og fortjent bifald mødte bestyrelsen for veludført arbejde i årets løb. Og Nils Høvring fik et ekstraordinært langvarigt bifald for sin indsats.
Skipperlabskovsen var overhovedet ikke kold. En enkelt brændte ligefrem læberne. Og så smagte den fremragende.

Forfatter

  • Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive. THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord. Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog. På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.

    Vis alle indlæg