Hvordan var det at gå i skole i halvtredserne? En række skribenter i passende alder husker tilbage
Kirsten
Fra min skoletid, 1959-1968, husker jeg tydeligt en episode i min klasse. Vi gik i 6. eller 7. klasse og der var to brødre (tvillinger) i klassen. De var meget urolige i timerne og havde svært ved at indlære noget, i dag ville de nok begge have fået stillet diagnosen ADHD. En dag blev det atter for meget for vores klasselærer med de to brødre, han blev så rasende på dem. Han stillede sig foran dem, tog så med den ene hånd fat i den ene drengs hår og med den anden hånd tog han så fat i den anden drengs hår. Så klaskede han begge hoveder sammen, altså ind i hinanden og den knasende lyd der opstod ved "sammenstødet" kunne høres højt i hele klasseværelset. (den lyd glemmer jeg aldrig). De blev meget blege begge to, den ene af dem var ved at besvime. Læreren skældte ham ud og sagde til ham at han skulle sætte sig ordentligt på stolen. Læreren fortsatte derefter undervisningen som om intet var hændt. Vi elever blev meget, meget stille resten af timen og dagen. Begge brødre kom efterfølgende ikke i skole i et par dage og rygterne gik på at de havde fået hjernerystelse.
Har sommetider tænkt på hvordan mon det er gået/gik med de to brødre efter de gik ud af skolen og videre i livet.
Forfatter
-
Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive. THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord. Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog. På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.
Vis alle indlæg