fjernsyn?

“Her er fjernsynet”, sagde damen på fjernsynet. Lidt underligt. Hvad ellers?
I 1959 vandt min onkel en tolver i tipning …
Dermed fik familien råd til at købe et 17″ Arenafjernsyn. Det blev den lille bys første og en stor begivenhed. Naboen stak hovedet indenfor og spurgte, om rygtet talte sandt. Ja, sagde min onkel begejstret og viste ham vidunderet, der stod inde i stuen. Må jeg godt komme forbi en aften, hvor der er udsendelse, spurgte naboen så.
Det var her, min onkel måske skulle have tænkt sig om. For da naboen kom, havde han taget sin kone med. Aftenen efter var det genboens tur, der selvfølgelig fulgtes ad med naboen. Tredje aften var halvdelen af gaden på besøg, og min onkel fik travlt. De skulle jo da også have kaffe, selvfølgelig, og måske et stykke kage.
Stuen blev fyldt, og vendepunktet kom, da de sidstankomne forlangte at komme på venteliste. De stod i kø ude i gangen, og her måtte min onkel sætte hælen i. Han bekendtgjorde, at fra nu af ville familien selv overtage ansvaret med at kigge fjernsyn, og det fremkaldte naturligvis surhed. Byens beboere hilste ikke på ham de næste par dage.
Det gik heldigvis over, da også genboen købte sig et fjernsyn. Og efterhånden fik alle indbyggerne råd til et fjernsyn.
I dag gider de unge ikke glo på skærmen aften efter aften, men vælger det ud, de gerne vil se. Det mønster breder sig.
Mens vi ældre ser flydende TV, som vi har gjort siden 50´erne, bliver den måde at se fjernsyn på trods alt stadig sjældnere i de øvrige aldersklasser.

