Et øjeblik …
Forfatter: Finn Wilkens © www.finnwilkens.dk
1. udgave, 1. oplag 2017
Forlag: Ordfatter
Grafik: Ordfattergrafik
Opsat i Publisher og sat med Calisto MT
Tryk: Lasertryk A/S
Tryk: LaserTryk A/S – P.O. Pedersenvej 26, 8200 Århus N
ISBN: 978-87-970173-0-2
Enhver hel eller delvis kopiering på tryk, elektronisk eller på anden måde, må kun ske efter udtrykkelig forudgående aftale med både forfatteren og Forlaget Ordfatter.
Alle hændelser, personer, navne og visse lokaliteter er fiktive og frit opfundne. Ethvert sammenfald og lighed med forfatterens virkelige virkelighed er tilfældig og utilsigtet bortset fra historiske og geografiske kendsgerninger. Alle navne er googlet og krakket, og skulle der alligevel opstå en lighed eller et sammenfald med nulevende eller afdøde personer, er den tilfældig og utilsigtet.
Livet er en øjeblikstilstand
04
Tre halve stykker med forskelligt og en kold øl til. Det er dejligt, når man er sulten. Jeg har taget ølflasken ud af køleskabet og hælder den brune væske med det hvide skum op. Aaaaahh!
– Farvel, Tommy, råber Katrine ude fra entreen.
– Farvel, mumler jeg ned i glasset. Gå bare. Jeg kan klare mig uden dig. Gå bare over til din elskede Frede og nus ham. Der skælder du nok ikke sådan ud. En anden en må take to thanks med det, der falder af. Der falder dog intet af til mig. Jeg er en slags persona non grata. En person, der ikke kan elskes eller godkendes.
Hun standser op derude, kan jeg høre. Nu klaprer skoene tilbage og hen til mig. Hun stirrer ned på mig, kan jeg mærke. Det er vist meningen, at jeg skal kigge op på hende. Det gider jeg ikke. Jeg tager en god slurk af glasset.
– Alt forladt, Tommy. Jeg ved jo, hvordan du har det! Det her er en vanskelig fase, inden du engang kan komme på plejehjem.
Samtidig stryger hun igen blidt og sart min nakke. Jeg stivner lige, da hun rører mig, men slapper så af, læner mig tilbage og lukker øjnene.
– Egentlig er du en dejlig, veltrimmet fyr! Hvis man kan sige det om en ældre herre? Husk nu, at jeg ikke er Signe. Farvel!
Og går.
Sådan en sætning gør mig tryg. Det giver mig mange muligheder! Jeg bøjer hovedet. Da hun åbner yderdøren, ser jeg op og siger højt:
– Hvornår er det, at du skal på efterløn, Katrine?
– Det varer ikke længe, Tommy. Jeg både glæder mig til og frygter for den dag. Men jeg kan ikke blive ved med at holde til arbejdet. Du er jo ikke den eneste eller den mest besværlige, og vi skal løbe stærkere og stærkere hver dag. Som sagt frygter jeg det noget. Ærligt. Og måske bliver det før, for det er hårdt. Måske vil Frede og jeg flytte til Fyn, ned til vores datter.
Hun læner sig op ad dørkarmen. Jeg er vild med den kurve, en kvindekrop kan tegne. Jeg begynder at ryste lidt. Ja, men det gør jeg.
Måske ved hun det godt. Måske gør hun det med vilje. Måske kan hun lide at ægge mig, for det føles sådan.
Somme tider synes jeg ligefrem, at hun leger med mig. Det er naturligvis noget værre vrøvl, for hvorfor skulle hun dog det?
Det gælder om at trække dette øjeblik ud så langt som muligt. Jeg drejer ansigtet op mod hende. Selv om det med flytning til Fyn fornemmes foruroligende:
– Nå, hvorfor frygter du at gå på pension?
– Det er ikke bare et farvel til arbejdslivet, men til livet! Enhver ved, at fra det øjeblik man får pension udbetalt, er der kun en vej tilbage: Direkte i graven!
– Det må du ikke sige, Katrine. Du og Frede har sikkert mange gode år at leve i. Den tredje alder.
– Hmm, ja, sikkert nok. Ja, jeg ved snart ikke … Men du skal ikke være ked af det. For vi er naboer, og naboer holder sammen.
– Tja. Hvis I flytter helt ned til Svendborg, er det godt nok et noget aflangt naboskab. Og fru Olsen snakkede om, at så længe du var her, så vi tiden an. Når du er borte, skal vi ikke se tiden an længere …
– Skal du ikke ned på værestedet?
Jeg ryster på hovedet:
– Faktisk har jeg tænkt, at jeg ikke rigtigt gider æ Kuk i dag. Skal Frede derned?
– Han snakkede lidt om det. Du har godt af at komme lidt ud …
Hun retter sig op og går. Bare og sådan lidt pludselig. Hvad er der mon? Jeg kan godt lide Katrine, selv om hun klart nok ikke er videre vild med mig. Hun er måske den eneste, jeg har at snakke med. Ja, og så Frede selvfølgelig. Med visse modificeringer. Hvis de flytter, er det ude med mig. Holder Katrine op, venter den visse plejehjemstilværelse mig. Fru Olsen sagde ret tydeligt, at Katrine var en mellemløsning før Birkely.
Det går heller ikke altid lige godt med Stein og Mai. De har så travlt med at hjælpe mig, at de ikke hører, hvad jeg siger.
Jeg drikker hele glasset og tørrer mig om munden og hælder resten af flasken op.
Jeg kigger lidt på den. Brown Ale, står der. Brun ajle. Sætter den tilbage igen. Sådan noget kan man ikke få lov at drikke på et plejehjem.
Avisen læste jeg i morges. Gider ikke igen. Gider ikke høre radio. De er så højtråbende, de københavnske studieværter, altid fulde af bæltestedsgloser, bandeord og beskidte meninger om dit og dat. Ikke til at holde ud.
Prøvåhørher.
Alle mulige statsinstitutioner flyttes til Jylland.
Hvornår bliver Danmarks hovedstad flyttet til Jylland?
Jeg tømmer glasset.
Det første stykke er med sønderjysk spegepølse, og der er fire løgringe, lidt grøn salat og noget blæver lagt ovenpå. Jeg rejser mig og henter kniv og gaffel. Det har Katrine vist glemt. Det er jo ikke til at spise med fingrene. Man er vel nok kultiveret.
Det sagde de også på skolen. Tommy, du er sgu så fin på den. Det tolkede jeg, at de mente, jeg var af en forfinet kultur. Ikke bedre, blot finere.
Tidligt begyndte jeg også at interessere mig for vin. Blev træt af den almindelige papvin og fik øje for dyrere vine. Blev kendt med vindistrikterne, de forskellige smagsretninger, fadlagring og alt det der.
Jeg snakker ofte med mig selv. Det gjorde jeg også som barn, kan jeg huske. Der var en eller anden stærk, men desværre usynlig gut, der altid var der for mig, som hjalp mig i enhver tænkelig og utænkelig situation. Han gled en smule væk, da jeg blev voksen og færdiguddannet som lærer.
Heldigvis. Det er forfærdelig pinligt, hvis man bliver afsløret i at snakke med sig selv. Og mere pinligt, jo ældre man er. Også selv om jeg kan hive min diktafon frem og påstå, at det er derfor.
Det største, jeg har været ude for i skolen, var, da jeg fik dronningens fortjenstmedalje for 40 års trofast tjeneste det samme sted med efterfølgende visit på Amalienborg.
At stå og snakke med Hendes Majestæt var i øvrigt en oplevelse. Hun viste sig at være en helt almindelig ældre husmor, der interesserede sig for lille mig og min skole og mine elever og min undervisning, hvor op til flere historier fik hende til at le på en meget simpel og uhøjtidelig måde.
Jeg spurgte også til hende og hendes mand, men hun var ikke meget for at sladre sådan, som vi jævne danskere godt kan lide det. Jeg er jo vant til at snakke med mine elevers forældre og spørger altid interesseret, hvordan de har det, hvordan det går; jeg spurgte bare dronningen, om de sov i samme soveværelse.
Da jeg gik derfra, var jeg næsten ikke republikaner længere.
05
Så. Nu gør de hunde igen.
Det er mærkeligt, at han bare tager af sted og lader dem stå ude i hundegården overladt til sig selv. Ved han ikke, at de savner ham? At de savner førerhunden? Også om natten. Somme tider tænker jeg på at stå op af sengen og gå derover og holde dem med selskab. Måske er han heller ikke hjemme om natten? Hvis han er, hvorfor skal de hunde så være udenfor?
Godt, det ikke er Fredes hunde, for så …
Inden jeg tager den første mundfuld smørrebrød, griber jeg mit glas og vil drikke. Nå, for pokker. Der er ikke mere. Så rejser jeg mig og skyller det under vandhanen. Skulle man tage en øl mere?
Nej, det er fråds, ville Signe have sagt. Hun ville straks opdage de to flasker og spørge, om jeg har haft besøg. Om Frede har været her igen. Hvis jeg ikke svarer øjeblikkeligt, ville hun se på den her bestemte måde og sige hm.
Måske skulle jeg have sagt: Det ved du vel bedst? Kommer han ikke mest, når du er alene hjemme?
Så er det bedre at tage et glas vin. Jeg tager hvidvinsflasken fra køleskabet og hælder ølglasset fuldt. Jeg ved godt, jeg burde drikke af et vinglas, de små, men så kan Katrine se det.
Hun erstatter Signe på godt og ondt. Holder øje med de samme ting. Lærer kvinderne sådan noget af deres mødre?
Underligt, at Katrine aldrig opdagede de to. Hun er trods alt gift med Frede og burde da være opmærksom på ham.
Katrine er en af de flittigste kvinder, jeg kender. Hver dag arbejder hun for andre, mens Frede bare går i bukserne på nabokonerne. Lidt yngre end os andre og snart på efterløn. Siger hun.
Signe var den skarpeste kvinde, jeg kendte. Jeg havde ingen hemmeligheder for hende. Absolut ingen. Hun havde desværre nogen for mig.
Somme tider var jeg bange for at miste hende. Altså før det andet der. Køre galt i trafikken eller få en truende sygdom eller – finde en anden. Da vi var unge, holdt jeg almindeligt øje.
Når jeg kigger på bryllupsbilledet, og det gør jeg tit, for det står fremme lige ved siden af min lænestol, ser jeg to flotte unge mennesker, der i den grad er forelskede. Jeg var så nervøs, mens Signe smilede ad det hele. Fra dag et var hun ovenpå. Intet af det, vi var udsat for, kunne slå hende af pinden.
Da først mistanken om hende og Frede opstod, blev jeg hele tiden mere og mere bekræftet. De havde masser af lejlighed til at gøre både det ene og det andet. Som sådan nogen nu gør, når de ikke kan holde sig i egne bukser.
Fra da af holdt jeg ekstra, skærpet øje.
Hun og Frede har naturligvis snakket om, hvad de skulle stille op med ham der Tommy. Hun har tit stået og kigget over mod deres hus. Som om hun ventede på ham.
Skal du ikke snart køre, hvis du skal kunne nå det, sagde hun, mens hun så på sit ur. Jeg skulle bare ud, ja, jeg skulle, så de kunne …
Katrine var de nok ligeglad med. Hun var jo altid på arbejde som sagt.
Jeg kan ikke anbefale nogen at vandre den vej. At gå fra at være forelsket i en dejlig pige, at se hende blomstre, og for hvert år hun bliver ældre blot at transformere sig til noget endnu skønnere. Hendes krop blev fyldigere, håret grånede, stemmen mere sexet hæs, og jeg elskede hende i den grad.
Og omvendt.
Der var selvfølgelig dønninger i ægteskabet
Det med at ældes sammen gør, at man ikke ser ældningen. Man ser hinanden som dengang. At se sit spejlbillede er en konstant og vedvarende fastholdelse af sig selv som ung. Først når man – og undskyld udtrykket – ser en selfie, forskrækkes man over den gamle mand der på billedet. Man kan næsten ikke tro på, at det skulle være en selv, der står der med svage skuldre og hundehoved.
Altsammen noget, jeg troede, var fast og uforanderligt.
Billedskøn. Smuk. Jeg var afhængig af hende. Indrømmet. Jeg var voldsomt betaget af hende. Og var parat til hvad som helst for at beholde hende. Jeg var vild med hende, og det forfærdelige var, at jo større min mistanke om hendes utroskab blev, jo mere tiltrækkende syntes jeg, hun var.
Jeg tilbad hende, elskede hende, satte hende højere end alt andet.
Indimellem var hun ked af det. Sad længe med mig i hånden.
– Jeg er så ked af at skulle miste dig, sagde hun og havde tårer i øjnene.
– Ja, men det skal du da heller ikke, sådan …, svarede jeg.
– Ingen ved jo, hvor længe det varer, inden du ikke kan genkende mig mere.
– Ja, men Signe! Det kommer da ikke til at ske. Hvem har bildt dig det ind?
Hun græd, gemte hovedet i hænderne, og skuldrene rystede. Jeg kunne ikke gøre andet end at holde om hende. Jeg blev også ked af det, og vi sad sådan en stund.
Det var lige før, jeg opdagede, at noget var galt. At hun interesserede sig mere for Frede, end godt var.
Pludselig at erfare at noget hænger sammen på en anden måde, var et stort chok for mig. At man havner i et had, der er større end Vesterhavet og mere vild end Nationalparken og højere og koldere end Hanstholmfyret en mørk januarnat. Et had steg op i mig; et had, der fylder en døgnet rundt både i vågen og i sovende tilstand. Hadet er kun så stort, fordi kærligheden var det.
På andre tidspunkter gør det mig modløs. Kraftløs. Livløs. Så er det, at jeg går ud på badeværelset, åbner medicinskabet og ser på det røde pilleglas. Nembutal hedder stoffet. Nemt og brutalt. Hurtigt, enkelt, smertefrit. Købt i Mexiko, en ferie, som skulle få os tilbage på sporet, hvilket ikke skete.
Det var et lavpunkt, hvilket fik mig til desperat at overveje mordet – på mig selv.
06
Vinen smager såmænd godt. Jeg tager glasset med ind i stuen og åbner min tablet for at læse lidt mere. Der står noget om danskernes madvaner, og læsningen sætter sig i maven på mig.
Sulten gnaver godt og grundigt.
Så er det ud i køkkenet. Nå, for den, der står min mad jo. Men jeg har stadig ikke noget at drikke. Der står i hvert fald ikke noget på bordet. Tager et hvidvinsglas og hælder hvidvin i det. Åh, hvor dejligt.
Jeg sidder og spiser langsomt og tygger godt og længe. Det har lægen fortalt mig, og så gør jeg det. Naturligvis. Min læge er meget klog. For det meste.
Men, – man skal nu ikke tro på alt, hvad han siger. En gang sagde han, at jeg var syg, og at det kun ville blive værre. Jeg måtte ryste på hovedet. Det er jeg vel nok ikke, sagde jeg bare og gik derfra og spekulerede på, om jeg burde skifte læge.
Signe var ude af den, og vi snakkede hele aftenen og natten med, indtil vi faldt i søvn. Næste morgen gabte vi, gik en tur og snakkede videre. Jeg mente slet ikke, at det var så slemt, men blev alligevel betænkelig over Signes reaktion.
Jeg har tænkt over det siden. Somme tider læner jeg mig op ad den tanke, at lægen måske har lidt ret. Jeg husker ikke så godt længere, og jeg glemmer også indimellem. Men jeg læser om det at huske og glemme og ved derfor, at mange mennesker har svært ved at huske alt og glemmer indimellem. Ja, nogen lægger somme tider bilnøglerne i køleskabet! Det har jeg nu aldrig gjort.
Jeg læser også, at det er særdeles normalt for ældre mennesker at glemme og glemme mere end tidligere.
Uden at man af den grund straks skal udskriges som dement.
Jeg forestiller mig, at alt, man oplever, stuves ind på hjernens bibliotek. Noget af det gemmes bagerst på de inderste hylder, beregnet til at blive gemt så længe som muligt; noget andet lægges bare på de forreste hylder med henblik på at skulle bruges i morgen og derefter aldrig mere.
En hel del smides simpelthen i entreen. Det bliver smidt ud ved første lejlighed. Det gider jeg ikke gå og gemme på.
Måske kommer mit rod af, at oplevelserne lægges forkert? At nervebanerne i hjernen håndterer det hele forkert? Jeg ved jo, at når jeg ikke kan komme i tanker om, hvilket ord jeg savner, skal jeg bare sætte hjernen i gang med selv at finde ordet. Når der er gået tid, kommer ordet frem, hentet af hjernen selv, uden at jeg har skullet tvinge det frem.
Hjernebibliotekaren ved nok bedst, hvor oplevelsen er sat.
Det gør mig godt at indse, at nok har jeg hukommelsesvanskeligheder, hvis jeg da ellers husker rigtigt, men det er til at tage og føle på.
Nogen kalder det for hjernesvind. At min hjerne langsomt svinder ind, så jeg kun kan bruge noget af den, eller at det kan gå hen og blive svært for mig at kombinere flere ting. At der kommer et tidspunkt, hvor jeg ikke længere vil kunne beherske det sprog, som jeg holder så meget af, og som jeg har undervist i i over 40 år. Som jeg har videregivet elever til gavn og glæde. Håber jeg da.
På det seneste, og det vil jeg godt indrømme, har jeg befundet mig på steder og tidspunkter, som jeg skulle spekulere en del over hvorfor. En dag stod jeg således foran Netto uden at vide, hvorfor jeg stod lige præcis der.
Så tog jeg da bare min mobil, slog dagen op og læste, at jeg skulle til øjenlæge samme dag klokken 14.00.
Derfor stod jeg foran Netto. For øjenlægen bor lige i nærheden.
Det har heldigvis hjulpet, at jeg havde den der smartphone. Nu noterer jeg ned i kalenderen, når jeg laver en aftale. Så fortæller kalenderen mig med høje lyde, når tiden er kommet. Selv det glipper dog en gang imellem, når jeg har lagt mobilen et dumt sted.
Jeg er glad for min diktafon. Stein og Mai hjælper mig med at kopiere filerne til min computer og i øvrigt gøre diktafonen klar til nye optagelser.
Det er dog lidt nemmere med phonen.
Alt i alt er jeg frisk og rask og i godt humør.
Bare fordi man er fyldt 70, skal I ikke tro, at man er gammel, ubrugelig, affældig, aseksuel og står med det ene ben i graven. I skal ikke tro, at jeg ikke har følelser, lever og drømmer om små og store begivenheder.
Der er mennesker, der stædigt forbliver på samme arbejdsplads i 40 år og derefter rejser til København for at modtage dronningens fortjenstmedalje, som om det var topmålet for hele ens liv. Sådan en er jeg! Jeg har befundet mig godt på min arbejdsplads; Signe havde sit gode sekretærjob og var glad for det.
Åh, Signe. Du kommer ud fra brusebadet, og jeg er stolt af dig. Jeg kan godt se, at din hvide, bløde hud efterhånden har måttet strække sig for at kunne rumme det hele. Men det er præcist det, jeg godt kan lide ved dig. Runde former, det er lige mig. Formerne sidder præcist der, hvor jeg godt kan lide det.
Du så så skide godt ud, selv om du havde nået skelsår og alder, som man siger.
Og vi har altid snakket så godt sammen. Du har eller havde (jeg er noget usikker på det punkt) en evne til at lytte, jeg ikke er stødt på hos andre. Fik mig til at føle, at jeg var den vigtigste person for dig i hele verden.
Men det med Frede ødelagde alt. Jeg turde ikke sige det til dig, for jeg havde på fornemmelsen, at du blot ville grine ad det og sige: Se, hvad sagde jeg: Du er utilregnelig!
Nu har jeg kun én ven i hele verden, og det er Frede. Ven og ven. Hvor meget ven kan man være med den, der ligger i med ens elskede?
At jeg har forstået at udnytte tilstanden til min egen fordel, skyldes kun min sammenbidte og stædige personlighed.
Og en lille bitte smule, at jeg har udnyttet min såkaldte sygdom til det yderste.
En dement kan tillade sig noget mere end en almindelig person.
Jeg kan stadig blive ked af, at du, Signe, først gjorde mig vanvittig af forelskelse, siden af afhængighed, og til sidst ude af mig selv af jalousi. Jeg har det ikke godt med sådanne komplekse følelser.
Godt, at dronningen i det mindste holder fast ved en oldgammel tradition. Selv om jeg gerne så kongedømmet afskaffet.
07
Jeg må hen til købmanden. Aner ikke, hvad jeg skal spise til aften. Brændende kærlighed? Jeg skal købe ind. Signe kommer nok ikke hjem. På en måde er hun allerede hjemme og kommer aldrig ud. He, he. Nu har jeg hende, hvor jeg til sidst vurderede, det var bedst.
Det ringer på døren.
– Hallo, far?
– Hej Stein! Nå, hvordan går det?
– Godt. Hvad med dig? Du har ikke glemt, at du snart skal indlægges, vel?
– Nej, selvfølgelig har jeg ikke det, min dreng. Kommer du bare forbi for at fortælle mig det?
– Jeg skulle alligevel denne vej.
Jeg prøver at anstrenge mig for at huske det. Ærlig talt, hvornår var det nu med den operation? Min pande er fuld af rynker. Jeg leder efter min mobil. Det må stå i den, hvad det er. Jeg roder i den ene brystlomme, men der ligger diktafonen. Så i den anden?
– Æh, Stein …
– … Ja?
– … Æh, hvad er der nu med det der hospital?
Jeg finder mobilen og tapper på kalenderen og ganske rigtigt. “Indlægges”.
– Vi har også længe snakket om, at du har sværere og sværere ved at klare det derhjemme, far, og derfor …, og selv om demensvisitatoren endnu ikke har besøgt dig, har vi da en stående aftale med forstanderen på Birkely om et lille besøg. Så ved du lidt om dagcentret, som er en god mulighed. Kan du ikke huske det?
Han sukker, mens han et kort øjeblik himler og løfter begge arme opad. Som en anden Jesus.
– Jo, jo, det ved jeg godt, men både mor og Karina, øh, hjælper mig …
– Katrine.
– Ja, det er det, jeg siger, og jeg ved ikke lige med det der plejehjem?
Stein trækker vejret dybt.
– Vi har talt om det masser af gange, far. Mai og jeg har siddet i timer her i din stue og vendt og drejet alting. Til sidst blev vi enige om at begynde med at se et plejehjem og besøge deres dagcenter, hvor andre i samme situation kommer et par timer hver dag. Det vil gøre dig godt. Du kommer jo ikke uden for en dør ellers. Det går jo ikke.
– Går det ikke? Jeg har da æ Kuk her. De kalder det ovenikøbet et værested, fordi der kan vi være, der er lidt overflødige.
– Nej, far. Du må se det i øjnene. Der får du jo ikke nogen behandling. I sidder bare og drikker øl. Hvad hjælper det?
Jeg ser ham i øjnene.
– Behandling? For hvad?
Han slår sine ned og svarer mig slet ikke:
– Nå, men jeg kommer i hvert fald i overmorgen, og så tager vi den derfra.
Tager den derfra. Plop! Et moderne udtryk. Der dukker så mange nye sproglige vendinger op, og hver gang skal jeg tænke mig godt om. Jeg må lære mig dette udtryk. Så tager vi den derfra. Det lyder så beslutsomt, så afgørende. Handlekraftigt.
Forleden sagde en journalist i radioen: Det er en no-brainer. Helt ærligt, mand. Should we all speak english from now on? And skip that ridiculous danish language. Or is it rather american? I reklamer vælter det ud med ikke-danske udtryk: Outfit, clutch, teaser, beach, you name it. Er dansk ikke længere “et fint sprog”?
Hvorfor sige bitch, når kælling lyder meget bedre? Hvorfor de evindelig RIP, når det på dansk hedder HIF? Tror folk, at der er brug for engelsk, når man er død?
Det var lettere i gamle dage. Dengang alle spurgte mig, hvad hedder det, Tommy? Kan man sige sådan, Tommy? På en måde var det mig, der bestemte, hvad der var rigtigt. Det var nok derfor, jeg blev lærer. Dansklærer.
Jeg husker som elev i 2. real, at vi på bånd (spolebånd på en tysk Grundig båndoptager med tre hastigheder) hørte Poul Reumert deklamere “Guldhornene”. Vi så vantro på hinanden. Kunne man virkelig tale sådan?
Poul Reumert, Clara Pontoppidan og Gunnar Nu Hansen er døde, og med dem deres sprog. Jeg satte mig for at bibeholde det tydelige og ordentlige danske sprog.
Nu er næsten alle døde fra dengang; alle mine tidligere lærere er i hvert fald. Jorden drejer; livet forgår; livet består. Ja, slet ikke Signes, hvis I tror det. Livet er en øjeblikstilstand. Når man dør, er det lige meget, om man er gammel eller ung. Alt det levede er uopnåeligt alligevel.
Jeg skal også passe lidt på med at overdrive, især når jeg er sammen med Mai og Stein. Det der plejehjem er et både betænkeligt og uheldigt resultat af mine bestræbelser på at virke mere eller mindre dement. Tror jeg. Jeg kan ikke længere huske, hvordan de fik mig lokket til læge. Eller var det Signe?
Jeg påstod, at jeg bare var alderdomssvækket. Men de påstod, at det var der ikke noget, der hed længere.
Nå, nå. Fik I den? Det er ligesom med ordet åndssvag, der blev afskaffet for mange år siden. Pist – så forsvandt alle de grimme antydninger, ikke sandt?
Nej, de gjorde ej.
Måske har jeg ikke helt kunnet undgå at virke en smule dement, og den smule har de tolket på. De har så vurderet det som lidt mere end en smule, og det er jeg en smule eller lidt mere end en smule ked af. For det var ikke meningen. Nu synes jeg, det er svært at slippe ud af plejehjemsfælden. Man sparker med bare tæer til en bold, der viser sig at være en sten.
Nogle gange kan det være en fordel at være dement. Så er man fritaget for ansvar, skyld, moral og kan for eksempel rage på damer, uden at der sker noget ved det.
– Men, Stein, øh, det er hele tiden jeres vurderinger, ikke? Det er dig og Mai, der mener, at jeg ikke længere kan klare mig selv, ikke?
– Jo, far, men det er også lægens vurderinger, og vi mangler det besøg af visitatoren, for alle, vi taler med, siger, at …
Jeg sænker stemmen og ser mig om:
– Det med mor, altså, du ved, jeg blev nødt til … jeg kunne jo ikke blive ved med at lade to og fem være lige, hvis du forstår?
– Det har vi snakket så mange gange om, far, og vi tror godt, vi ved, hvordan du har det.
– Du ville heller ikke finde dig i, hvis din kone var dig utro!
– Nej, selvfølgelig, far, det er klart. Men jeg er ikke sikker på, at hun har …
– Så er der heller ikke så meget at snakke om. Jeg er ret sikker på, at hvis mor havde handlet anderledes, ville vi ikke stå i den situation, vi gør, i dag.
– Nej, far, selvfølgelig ikke. Med hensyn til det dagcenter, siger sådan en som Katrine, at det vil være godt for dig. Hun kender dig efterhånden, og på den måde giver hun os andre ret.
– Hun snakker jer efter munden, gør hun. For ikke at støde jer. Til mig siger hun noget andet.
– Jeg tror helt ærligt trænger du til en eller anden fagperson, der kan snakke med dig om din situation.
– Ja, men var det ikke tryghedskoordinatoren, der skulle det? Det gjorde hun i hvert fald ikke.
– Jeg eller Mai burde have været der også. Det ærgrer mig nu.
– Det skal du ikke ærgre dig over, Stein. Du har så meget at se til.
– Ikke noget, der er alvorligere end dig.
Han lægger sin hånd på min arm. Et øjeblik, men kun et lille øjeblik, synker jeg nedad.
– Du skal vide, at jeg sætter stor pris på din hjælp, Stein.
– Ja, ja. Jeg henter dig i hvert fald i overmorgen, så kører vi op til sygehuset.
