Hjernesvindler (Del 3 af 3) ► THY.pt

Forfatter: Finn Wilkens © www.finnwilkens.dk
1. udgave, 1. oplag 2017
Forlag: Ordfatter
Grafik: Ordfattergrafik
Opsat i Publisher og sat med Calisto MT
Tryk: Lasertryk A/S
Tryk: LaserTryk A/S – P.O. Pedersenvej 26, 8200 Århus N
ISBN: 978-87-970173-0-2
Enhver hel eller delvis kopiering på tryk, elektronisk eller på anden måde, må kun ske efter udtrykkelig forudgående aftale med både forfatteren og Forlaget Ordfatter.

Alle hændelser, personer, navne og visse lokaliteter er fiktive og frit opfundne. Ethvert sammenfald og lighed med forfatterens virkelige virkelighed er tilfældig og utilsigtet bortset fra historiske og geografiske kendsgerninger. Alle navne er googlet og krakket, og skulle der alligevel opstå en lighed eller et sammenfald med nulevende eller afdøde personer, er den tilfældig og utilsigtet.

Livet er en øjeblikstilstand

Jeg tror, jeg vil motionere lidt. Det er sundt, og ingen tager skade af lidt sundhed. Slet ikke nogen i min alder. Kun hvis de har overreageret. Foråret er over mig, kan jeg mærke, og det er nu, jeg skal ud og bevæge mig.
Faktisk betyder motionen, at hjernesvindet bremses. Hvis altså der er noget. Har jeg hørt. Og læst. Motion er også godt for blodets kredsløb, for musklerne, for åndedrættet, ja, for det hele. Så uanset udgangspunktet: Dyrk motion! Kom i gang, derude!

Det kan selvfølgelig også blive for meget af det gode. Også her har der sneget sig underlige ord ind. Fitnesskultur. Før kunne man nøjes med at løbe sig en tur. Nu løber man på sådan et løbebånd i et opvarmet lokale med TV på væggen, for så keder man sig ikke så længe, og man bliver ikke våd, hvis det regner. Eller fryser, hvis der er frost.
Jeg har noget med knæet, så jeg ikke kan løbe. Men jeg kan gå, kan jeg. Ellers fejler jeg ikke noget fysisk. Måske lidt i urinkanalen, der åbenbart har en tendens til at snævre sig mere ind, end godt er.

Jeg tager min hat på og låser omhyggeligt efter mig. Da jeg tager nøglen ud af låsen, standser jeg på halvvejen. Jeg står, som om noget elektrisk har frosset mig fast til huset gennem nøglen. Det føles som to modsatrettede strømninger i min hjerne. Jeg tror, Signe har det godt, hvor hun er. Hvad regnede hun med? Når man opfører sig sådan, må man tage skade for hjemgæld. Åndssvagt gammelt og helt ubrugeligt udtryk.
Der er sgu ikke noget længere, der hedder hjemgæld.
Man må selv tage ansvaret for sine handlinger. Det er det, det betyder. Den ene halvdel af nøglen er ude, den anden endnu inde. Signe stak bare af, gjorde hun. Med ham Frede, det kedelige drys. Hvorfor går jeg så hele tiden og tror, at jeg har slået hende ihjel? Det kunne jeg aldrig finde på. Enhver, der kender mig, vil slå en latter op og udbryde: Tommy? Slå ihjel? Ha, ha, hvor er du langt ude.
Jeg har fortalt det til Mai og Stein. De så på hinanden og rystede på hovedet. Måske fortalte jeg dem det, fordi jeg ønskede at virke mere dement, end jeg er. For at få deres medlidenhed. Måske fortalte jeg det bare, fordi det passer.

Jeg finder den helt rigtige nøglestilling i låsen, hvilket kan være svært, men nødvendigt, og river den ud og puster ud.
Husene ligner hinanden her på gaden; de er alle sammen hvide med sorte tag, og mange har snakket om, at det ser pænt ud.
Det er ikke noget, vi har planlagt, men det er bare blevet sådan. Det ser i hvert fald godt ud, og mit humør bliver bedre.
Det glaserede, sorte og skinnende tag var hundedyrt, men da jeg straks kunne mærke naboernes klap på skulderen, fortrød jeg det ikke et sekund. Det er rart at føle sig som en, der et stykke tid har siddet på reservebænken, men nu er kommet på holdet. En, de andre regner med. Selv om det var dyrt at få det klap. Det er da også derfor, det er så svært med Frede. Ham kunne jeg åbenbart ikke regne med. Kan. Han er jo ikke gået bort endnu. Gået bort? Hvilken herlig eufemisme, som det hedder, når man ikke kan få sig til at sige tingene ligeud. Død er for hårdt et ord. Det er så definitiv. Afsluttet. Der er ikke mere at gøre. Hvorimod gået bort, tja, så kommer man vel tilbage på et tidspunkt? Der er i hvert fald en chance. Hvis man nu tror på julemanden.
Fornøjet skridter jeg forbi alle husene på vejen og finder en god rytme og går bort. Hæ, hæ. I min baglomme har jeg lommelærken, der er fyldt med Single Scotch Whisky fra Macallans Distillery, 43%. Hvabehar? Den fine lommelærke i sølv, jeg fik af skolen til mit 25 års jubilæum.
Hvorfor skal du have sådan en, spurgte Signe syrligt, er det, fordi de har opdaget, at du drikker en hel del og nu skal have mulighed for at drikke endnu mere? Jeg gad ikke svare hende. Men pludselig syntes jeg heller ikke om gaven.
Proppen vrides af, og to centiliter forsvinder ned i min mund. Nu kan Signe ikke bestemme det mere. Ahhh! Proppen på igen, flasken om i baglommen. Jeg beholder væsken lidt i munden, indtil den svier mundhulen af. Så først ned med det.
Jeg går og går med den brændende smag i munden, nyder den dejlige forårsdag og drejer til højre ned mod kystvejen. Derovre er skoven, og jeg skal bare dreje endnu en gang. Jeg ånder ind og ud med åben mund, så restbrænderiet kommer til sin ret. Herligt.
Det er vel nok et pænt hus, der ligger der i skovkanten. Jeg står lidt. Men – der er vel også ulemper ved at bo herude i kanten af skoven? Eller kan man bo inde i skoven?
Nej, det må man ikke. Det er nationalpark, og så er der kun skovløberne, altså Naturstyrelsens ansatte, der må bo der. Kun rimeligt, når de nu skal bestemme så meget over os andre. Hvad vi må og ikke må i skoven.

Der er ikke mange huse i skoven. Trods alt. Jeg går frisk til, for fysisk fejler jeg ikke noget. Jeg er stærk og dyrker morgengymnastik hver morgen og tager op mod 50 armstræk, dog i to omgange. Det ville mine venner og familie ikke tro på. Så smed jeg mig på gulvet og gik op og ned som et stempel. Værsgo! De sagde ikke noget bagefter. Så kunne de se, at jeg ikke snyder. Nogle af dem rystede lidt på hovedet. Ja. Så er man skør. Bare fordi man kan tage 30 armbøjninger og -stræk og er 70 år.
En så gammel mand skal sidde helt roligt i sin gyngestol. Gyng, gang, gyng, gang. Livet er forbi, bessefar. Gyng dig til døde, for sådan er det. Eller sid i det mindste og afvent din skæbne på plejehjemmet, der ligger lige ved siden af kirkegården. Så er der ikke så langt.
Andre gange, når jeg har sagt noget, er der helt stille. For eksempel dengang, en eller anden klodrian i familien til en såkaldt fest grinede om noget, jeg lige havde sagt om sex og alderdom, at jeg nok ikke kunne få den op at stå længere.
Vil du se, råbte jeg og begyndte at lyne ned. Straks overfaldt de mig og pressede mig ned at sidde. Selvfølgelig kan du det, overøste de mig med ord, mens en af dem lynede op igen. Det skal vi slet ikke snakke om mere.
Det var en af de hårde. Men skal det virke overbevisende, må der skrappe sager til. Det her var et grænsetilfælde.
Til andre tider forsvarer jeg mig skarpt og argumentationsrigt.
Til at begynde med troede jeg jo nok, at de var overvældet over klarheden og det geniale i det, jeg lige havde sagt. Men Mai forklarede mig engang, at det lød, som om jeg havde drukket.
Det havde jeg ikke. Åh, måske et par glas. Nu holder jeg lidt igen.
For der er altså nogen, der modtager det, jeg siger og gør, med en del skepsis. Aaaah, kan det nu passe, siger de og ser på hinanden. Somme tider forstår jeg det ikke. Sådan var det ikke før.

Nej, der er ingen huse her. Jeg kan lige så godt vende om.
Men hov, når jeg ser mig tilbage, deler vejen sig her i skoven. Hvilken kom jeg nu med?
Jeg tager den ene og vandrer af sted. Den er godt nok lang, denne vej. Det må være den forkerte. Jeg vender om og går tilbage. Jeg skal så bare ned ad den anden, når jeg kan se det kryds. Der må være et kryds.
Jeg går længe, solen bliver svagere og svagere, og efterhånden kan selv jeg blive en smule træt. Jeg kigger op i trækronerne. De ligner ærligt talt hinanden. Der står birketræer her ude ved vejen, længere inde er det mest gran og fyr. Der til højre står en klynge bøgetræer. Der er endnu ikke kommet blade på dem.
Jeg er i alvorlig tvivl nu. Går jeg den rigtige vej, eller er jeg på den helt forkerte?
Jeg bliver nødt til at tænke mig godt om, og hvad er bedre end endnu et sjat whisky fra baglommen?
Det er også blevet noget køligere, kan jeg mærke. Min tynde jakke, der næsten var for meget, da jeg startede, er nu både klam af sved og kold at have på. Jeg tager den af. Det er trods alt bedre. Min undertrøje og skjorte er fin nok. Et glimt af Signe dukker op. Hun står i det åbne badeværelsesvindue uden tøj på overkroppen og vinker, eller hvad hun nu gør med armene, og har ikke hørt mig liste ind. Da hun opdager mig, farer hun sammen, tager hånden op til munden og har store øjne. Brysterne duver blidt i modtakt.
Jeg tager et skridt frem mod vinduet og ser ud. Der står Frede nede i sin have. Eller stod. Han har nemlig skjult sig, fordi hun sikkert lige har nået at advare ham. Har hun vist dem frem for ham? Stod hun ligefrem og vinkede med dem? Lokkede ham?
Det var der, jeg fik den første mistanke. At hun havde noget for med Frede. Der ændrede tiden sig. Fra det øjeblik blev alt forandret.
Herefter begyndte jeg at lægge mærke til, hvad hun gik og lavede. For eksempel noterede jeg mig, når hun og Frede stod og snakkede over hækken. Frede var som forandret. Livlig, gestikulerede, grinede helt i modsætning til, når han og jeg er sammen. Så sidder han modfalden, sammensunket, snakker alvorligt hele tiden og drikker øl.
Stakkels Signe! Hun vidste ikke, hvad jeg er og var i stand til. Det vidste jeg heller ikke selv. Jeg troede ikke, jeg kunne noget. Jeg troede, jeg for altid skulle være den usikre, famlende, tvivlende. Ham med lavt selvværd. Men med stor selvtillid. Hellere omvendt.
Nu ved jeg det. At jeg kan noget. Eller det vigtigste: At jeg er noget. At jeg har værdi som det menneske, jeg er. Selvfølgelig skal man rette sig ind efter hinanden. Selvfølgelig skal man bøje af. Ikke være stædig og holde på sit.

Jeg bliver våd i øjnene. Lige nu føler jeg et savn så stort, så stort. Signe, min elskede.
Sorgen kan være så tung, at døden er at foretrække.
Jeg tørrer øjnene med bagsiden af hånden og ser mig tilbage. Var det vejen frem eller tilbage? Jeg tripper nogle skridt tilbage igen, men synes også, det er underligt formålsløst, hvis jeg lige før ikke syntes, jeg skulle gå i den retning.
Jeg vender igen og går et godt stykke tid. Nu er jeg helt forvirret. Jeg kan ikke finde ud af, om jeg skal gå den ene eller den anden vej.
Af og til har mit liv været sådan. Jeg har stået i et valg og ikke kunnet bestemme mig, fordi jeg ikke kendte målet.
Det var værst, da jeg blev forelsket i Signe og hun tilsyneladende ikke i mig. Jeg var vel knap 17.
Samtidig dukkede Lise op og smiskede for mig. Hun kunne godt lide mig, tror jeg, mens jeg var noget usikker på det foretagende. Nu havde jeg jo også lige set på Signe, og det, jeg havde set, havde fået topkarakter.
Jeg mødte Lise hos købmanden, og vi faldt i snak. Udenfor butikken fortsatte vi med at snakke, og hun var på en måde så sød. Selvfølgelig var jeg også nervøs, for jeg havde aldrig prøvet noget med piger før. Dengang vidste jeg ikke så meget. Ikke andet, end at mit underliv havde forandret sig. Jeg vidste ikke, at det aldrig mere skulle blive det samme.
Lises øjne hvilede længe i mine; hun prøvede helt klart at overtage mit syn, og hun tog min hånd og spurgte, om jeg ikke havde lyst til at se hendes værelse.
Det var et pænt værelse, og jeg havde knap nok sagt noget om udsigten, før hun trak mig ned til sig på sengen og kyssede mig, og før mine tanker havde indhentet mig, skete der en hel masse. Det var hurtigt, det var ukendt, det var overvældende. Faktisk gik det så hurtigt, at hun ikke engang nåede at få trusserne af.
Bagefter, da jeg havde fået vejret igen, fortalte jeg lidt om Signe.
Lise så på sit ur og sagde, at hun skulle nå en bus, så det.
Hun fulgte mig ikke ud.
Da jeg gik hjemad, foregik det noget langsomt. For hvert klistrende skridt brændte det sig fast i mig, at hver gang, Lise kyssede mig, tænkte jeg på Signe. Hvordan kan man kysse en pige og samtidig tænke på en anden?

Det er ved at blive mørkt. Jeg har gået nu i flere timer og ved ikke, hvor denne vej fører hen. Jeg har ingen mobil, eller rettere, jeg har glemt den. Jeg ved godt, jeg skal have den med, for det har Stein sagt. Han vil mig det godt.
Men nu har jeg altså glemt den.
Trækronerne danner et mørkt net mod den trods alt lysere himmel. Endnu. Men mørket er på vej.
Jeg har taget jakken på igen. Det blev alligevel for koldt. Så hellere …
Mine fødder er langsomt begyndt at slæbe noget. Lommetørklædet fra panden vrider jeg, men uden held, og længere nede på kroppen ryster jeg lidt. Lommelærken har været fremme et par gange mere, men på en måde duer det ikke. Lige nu.
Derimod duer det at snakke til sig selv – og diktafonen.
Det minder mig om vores første møde. Date hedder det nu om dage. Det var et stykke tid efter det der med Lise.
Poul og jeg havde været ved stranden, og min cykel var punkteret, Poul skulle skynde sig og kørte bare, og så kom hun tilfældigvis forbi og spurgte, om hun kunne hjælpe, og hun hjalp mig med at lappe forhjulet, og hun fik tak og var så fortryllende smuk og sød og med helt vidunderlige øjne og spurgte, om hun skulle gå med lidt, og vi fulgtes ad og standsede uden for hendes hus og aftalte, at vi mødtes næste dag efter skoletid.
Den nat sov jeg ikke ret meget.
Vil du følge mig hjem, spurgte Signe næste dag i skolen, da jeg som sædvanlig stod og øjenflæbede efter hende, men – denne dag med et vist håb.
Jo, tak, svarede jeg, mens min puls straks strøg til vejrs, og så gik vi. Egentlig skulle jeg være cyklet hjem, men da hun skulle den anden vej, var det lige meget. Vi fulgtes hen ad fortovet, og efter et par hundrede meter standsede hun: Nøj, hvor er min taske altså tung og tørrede sig over panden. Ja, men skal jeg ikke tage den, tilbød jeg.
Jeg bar tasken resten af vejen. Hun sagde ikke meget. Tak, blev det dog til, da vi stod der i hendes dør. Du er sød, tilføjede hun og lukkede døren efter sig. Jeg vendte mig om og husker ikke længere turen tilbage til skolen. Selv om den ikke var opfundet på den tid, har jeg nok i overført betydning kørt tilbage på en Segway, mens jeg hele tiden så Signe for mig.
Næste trin var at mødes hos mig. Jeg havde lavet et eller andet arrangement med saft og kage eller lignende, og så sad vi der. Du må godt kysse mig, sagde hun efter en lang periode med tavshed. Jeg bøjede mig frem og ramte hendes læber med mine. Mit hjerte larmede så meget, at jeg var bange for, at min mor skulle komme rendende. Det ville være katastrofalt lige der.
Du har tørre læber, konstaterede hun. Har du ikke kysset før?

Det var der, jeg skulle bestemme mig for at være ærlig eller ej. Det kunne have uoverskuelige konsekvenser, hvis jeg begyndte vores evigtvarende forhold med en løgn. Jeg rystede på hovedet og svarede: Ikke sådan æh på den måde.
Så tog hun fat i mit ansigt og trak det ind til sig. Nu skal du se, hviskede hun. Du skal lige fugte dine læber, ja, sådan med tungen.
Hun viste mig, hvordan. Så skal du åbne munden en lille bitte smule, så tungen kan komme ud.
Der blev jeg hed om ørerne. Tungen ud? Det var noget frækkere, end jeg i min vildeste fantasier havde forestillet mig. Og jeg havde forestillet mig en hel del.
Nå vi så har læberne tæt sammen, stikker du tungen ind i min mund og spiller med den mod min.
Hun satte sin læber mod mine, før jeg kunne protestere, og så spillede vi tungerne mod hinandens. Jeg havde aldrig været så tæt på nogen pige før. Pludselig trak jeg mig bort fra hende og hev efter vejret.
Blev du forpustet, smilede hun. Så rejste hun sig og sagde farvel, og vi ses i morgen.
Jeg sov heller ikke meget den nat. Det havde været stærke sager, og jeg havde ikke oplevet noget af den kaliber før som sagt.
Næste dag smilede jeg til hende, men hun så bare bort. Nå, tænkte jeg. Hun har ikke set mig.
Så i det store frikvarter gik jeg hen til hende. Hun vendte sig om og gik med sine veninder. Uden at sige noget. Hun så bare kold ud. Den grønlandske indlandsis var som en Mallorcastrand i sammenligning.
Jeg blev ulykkelig, og da vi netop var i gang med den unge Werthers lidelser, var jeg parat til selvmord eller det, der lignede. Igen fik jeg kun ringe søvn, og denne gang af den helt modsatte grund.
På tredjedagen smilede hun til mig og kom hen og tog min hånd. Nå, min lille kæreste, sagde hun med sin mest indsukrede stemme, har du savnet mig?
Jeg kunne bare nikke, for jeg var forvirret og tummelumsk. Samme eftermiddag kyssedes vi hos hende i et lyserødt værelse, der var noget større end mit. Jeg var meget omhyggelig med at kysse på den rigtige måde med tungeslask, så hun kunne blive tilfreds med mig.
Vi kyssede meget længe. Så længe, at jeg listede mig til at kigge på mit armbåndsur imens, for jeg skulle være hjemme inden aftensmad.
Derefter sov jeg godt den næste nat. En tung, drømmeløs tilstand, og da jeg vågnede, var jeg lykkelig.