Hvad er den rigtige forståelse af ordet ældrebyrden?

Man hører ofte ordet ældrebyrde, der i følge ordbog betyder: den del af befolkningen som pga. alder ikke længere er på arbejdsmarkedet, men helt eller delvis forsørges af det offentlige, og som derfor betragtes som en økonomisk byrde for samfundet også om denne økonomiske byrde.
De store årgange fra 40´erne og 50´erne begynder at slå igennem i vores velfærdssamfund. Her opstår problemet: Har vi råd til at have alle de gamle mennesker; hvem skal betale for deres folkepension; da vi ikke kan sende dem hjem, fordi de jo på en måde bor her; så vi er da virkelig ved at få en ældrebyrde!

Det stigende antal ældre mennesker slår nu så kraftigt igennem, at det har givet anledning til overvejelser om fornyet lovgivning på Christiansborg.

– Rettidig omhu, erklærer formanden for de rød-grønne, Jens Grøn. – Vi har brug for en meget mere fleksibel politik, når det gælder gamle mennesker over 65. De er jo stort set unyttige, samfundet har ikke glæde af dem mere, tværtimod. De bliver oftere syge end yngre; de sidder bare der og får deres folkepension uden at røre en finger, og hvis de yder noget frivilligt arbejde, er det sgu bare for at få noget kaffe og en snegl; de skal have rabat til hvadsomhelst; de drikker rødvin og ryger smøger, som det passer dem; de stemmer også ret ofte på borgerlige partier. Dem har vi ikke meget glæde af. Derfor har vi lagt et lovforslag om et paradigmeskift  frem. Det bygger bare på det enkle princip, at aldersintegrationen ikke er lykkedes, og at aldersintegration som politisk løsning aldrig vil lykkes. Så vi skal ikke sprede dem, men samle dem. Så er de ikke i vejen for os erhvervsaktive.

– Ja, men havde S ikke lovet de nedslidte tidligere pension?

– Ved du hvad? Det var jo bare varm luft! For at få medvind i meningsmålingerne! Lad nu være med at skrive noget om det. Men det kommer aldrig til at ske, for det vil Harald Børsting ikke have. Næh, du. Vi påtænker følgende:  Når man er fyldt 65, skal man have mindst 10 timers erhvervsarbejde. Har man ikke det og har man ovenikøbet i sinde at ligge samfundet til last, og samfundet er alle os andre skaffedyr, der betaler vores skat, ja, så træder artikel 3 i funktion.

– Og den går ud på?

– Så skal de ældre samles på en ø, hvilket ville være enormt ressourcebesparende. Vi grubler i øjeblikket for at finde den rigtige; den skal både være stor nok til at rumme 1,1 million gamle over 65, og det er endda tal fra 2017 kun, og samtidig skal det ikke være for let at komme til fastlandet. Rømø har været nævnt …

Han klør sig lidt i nakken.

– Nej, Rømø er sgu nok for lille. Men faktisk behøver det ikke at ende her. Der er jo visse elementer i befolkningen, der har store problemer i det daglige. Lige fra de intellektuelt udfordrede til alle kontanthjælpsmodtagerne. Danmark har mange øer, og det ville være en smart og fin måde at udnytte dem bedre end nu. Den gamle regering viste jo vejen.

– Hvad bliver der så tilbage til fastlandet?

– Alle der arbejder og børnene. Simpelthen. Bliver man arbejdsløs og er under 65, flyttes man til for eksempel Fanø. De psykisk syge kunne bo på Fur, en dejlig ø. De kriminelle burde op på Færøerne, men det giver nok visse problemer med færingerne. De kan godt være nærtagende. Nordøstgrønland er nævnt.

– Man kunne tage hele Fyn til de gamle. Men det er lidt synd for dem, der bor der i forvejen. Den ligger også for meget i midten. Samsø er bedre. Så kan de ligge der med deres krogede rygge og samle kartofler, kan de.

– Hvad så med fællesskabet, det højt besungne fællesskab?

– Ja, men altså … Ja, men altså … Ja, men altså …