– Det der skal du vist have hjælp til, så jeg sender dig videre, sagde min gode huslæge og fulgte mig til dørs.
Derfor sad jeg nu i en god lænestol af slidt læder overfor en lille mand med butterfly, notesblok og venlige, interesserede øjne.
– Fortæl mig, hvordan du oplevede dit angstanfald, sagde han og lagde benene over kors, fugtede blyanten på sin tungespids og rettede på blokken.
Hvorfor bruger han ikke en kuglepen, tænkte jeg, blyant, det er jo oldnordisk. Måske har han brug for at kunne viske ud, hvis han misforstod eller ikke turde skrive ned hvad han hørte. Nå min oplevelse var ikke noget særligt, selv om jeg troede min sidste time var kommet.
– Ja, sagde jeg, mens mine øjne fandt hvile på ”svigermors tunge” som stod rank og grøn i en blå urtepotte i hjørnet. Typisk sådan noget langtidsholdbart grønt, som ikke går ud, hvis sekretæren glemmer den.
– Ja, gentog jeg, det var en morgen ved 7 tiden. Min mand var lige kørt på arbejde, drengene var gået ned til skolebussen og jeg skulle lige dampe af med en ekstra kop kaffe. Jeg havde nemlig for en gangs skyld sat min mand stolen for døren.
Der er tre muligheder, havde jeg sagt.
Enten køber du en bil til mig, eller vi flytter nærmere til universitetet, eller jeg flytter.
Psykologen, herefter kaldet P. løftede spørgende de smalle øjenbryn. Flytter, sagde han?
Mit blik forlod ”svigermors tunge” og lagde sig til rette på Ps ansigt.
Gud ved, om han plukker dem, øjenbrynene, tænkte jeg, de ser sådan ud. Butterfly, jakkesæt og plukkede øjenbryn, han burde gå til psykolog.
– Ja, De må forstå, at jeg havde fået mulighed for at læse på universitetet, en livsdrøm, som jeg pludselig kunne få opfyldt, men uden en bil ville det være urealistisk. Vi boede langt ude på landet, ingen offentlige transportmuligheder, derfor…
Jeg gik i stå, så igen for mig hans forbløffede blik. Han var ikke vant til at få stillet et ultimatum. Som regel bøjede jeg af, fandt kompromisser og den slags. Men dette ville jeg, uanset prisen.
Han gik uden at svare, og nu sad jeg så der med min kaffe og mine tanker. Besluttet på, at denne gang ville jeg tage konsekvensen af min beslutning.
– Og hvad så? P. som var begyndt at tegne cirkler på blokken, holdt en pause og så op. Hvad så?
– Jo, mens jeg sad der, begyndte mit hjerte at storme af sted, jeg kunne mærke pulsslagene helt ud i tæerne, faktisk nærmest høre stolen dunke rytmen ned i gulvet.
Det var de eneste lyde. Jeg begyndte at svede og halsen snørede sig sammen.
Jeg sad fuldstændig stiv og fastlåst i samme stilling i uendelig lang tid. Turde ikke rejse mig, måske ville huset falde ned over mig, hvis jeg stod op.
Jeg fik øje på telefonen, turde ikke tænke på, hvad der ville ske, hvis den ringede.
Så ville huset eksplodere. Det eneste jeg kunne gøre, var at sidde helt stille, prøve at trække vejret roligt og vente..
– Vente på hvad, afbrød P.
– Jamen det ved jeg ikke, men jeg var fuldstændig ude af stand til at rejse mig, Var overbevist om, at gjorde jeg det, ville der indtræffe en katastrofe.
P.s øjenbryn vandrede igen lidt op i panden og krusedullerne på blokken fik en tur mere. Det kan sekretæren vist ikke læse, tænkte jeg. Hvad mon han så bruger hende til. Sekretæren, som havde lukket mig ind, var mindst 50, begyndende gråhåret og i en uklædelig spadseredragt, der strammede de forkerte steder. Næppe en man havde på skødet. Skulle ikke undre mig, om… tanken nåede lige akkurat at få et smil frem, men heldigvis kun i tankerne, i ansigtet blev det kun til en trækning.
– Hvor længe sad du der? P.s øjenbryn faldt på plads og rynkerne i panden glattede sig ud.
– Jeg sad der i mange timer. Lige til det var tid til min mand ville komme hjem. Så tænkte jeg på, at blev jeg siddende, ville han få mig indlagt på den lukkede eller hvad den nu hedder.
Jeg blev nødt til at rejse mig, ske hvad der ville. Og så kom jeg på benene, afventede en katastrofe, men der skete ingenting. Jeg gik udenfor, der kom ingen lyn og slog mig ned. Jeg gik rundt om huset. Alt åndede fred og ro. Mit hjerte faldt til ro og jeg gik inden for, gik igennem alle rummene og det var det angstanfald.
– Har du haft andre? Blyanten, som nu havde tegnet noget, der lignede et garnnøgle i fri dressur, fik en hvilepause.
– Ikke i den grad, kun lidt uro. Men det anfald var virkelig skræmmende, jeg går faktisk og er bange for det kommer igen.
Nå – min mand kom hjem med en bil. Jeg har aldrig fortalt ham om den dag i stolen, stiv af skræk, og jeg ved ikke engang, hvad jeg var bange for.
P. lænede sig frem, så mig ind i øjnene og sagde langsomt, men tryk på hver stavelse. Angst er vre-de, du ik-ke er kom-met af med.
Tænk over det.
Og det gjorde jeg så.
P. sad og så på mig.
– Er du med?
Ja, jeg var med og dermed forsvandt angsten for angsten.
Jeg skulle bare lære at komme af med min vrede.
Og det har jeg så øvet mig på lige siden…
