Ina Ravnkilde: En julevagt

Ina Ravnkilde: En julevagt

af | 17. dec 2025 | Novelle

- Har du vagt i julen?
Nina slår asken af sin cigaret i krukken ved porten. Jeg har nattevagt fra den 22. til den 27. Surt, men jeg havde fri sidste år og ingen små børn, så det er vel rimeligt nok. Nina småhopper lidt, det er faktisk råkoldt, og kun nikotinhungeren får hende til at holde ud lidt endnu.
Jesper maser sin cigaret ned i sandet, lægger sin lighter i brystlommen, hvor den slås om pladsen med blyanter, spatler, den ene ende af et stetoskop og noget sammenkrøllet papir.

- Mig, jeg har fri to dage før jul, ellers vagt på skadestuen, det er fint nok. Julen betyder ikke noget for mig, så det er fuldstændig ligegyldigt, hvornår jeg har vagt. 
Ses, og med et nik er han væk.
Nina kigger længe efter ham, Jesper som normalt ikke taler om sig selv, holder sig for sig selv, dygtig, men ikke særlig afholdt, hverken af patienterne eller personalet. Det er heller ikke så nødvendigt på skadestuen, det er hurtig behandling og så videre. Han er vikar på ubestemt tid, der er mangel på læger her i udkanten.
 Hvis ikke det var, fordi de mødtes i rygeområdet, ville hun aldrig have en chance for at veksle ord med ham. Hun var halvgammel og bestemt ikke hans målgruppe, hvis han havde sådan en. Han var en smuk mand på sin egen måde. Kort plysset hår, slank, men med brede skuldre og et ansigt, hvor dybe linjer fortalte om oplevelser, der havde sat sig. Et spændende, men lukket ansigt. Han blandede sig aldrig i den almindelige småsnak, men passede sit og kommunikerede kun fagligt.

Der var travle dage på skadestuen, julefrokosterne gav arbejde, utroligt så mange der foråd sig, fordrak sig og så lige skulle slås ovenikøbet. Nætterne fløj af sted, og først juleaften var der lidt stille. Personalet havde fået mad bragt op fra køkkenet, så de kunne spise sammen, hvis der blev en pause.
 Stemningen var afdæmpet, tankerne var hos dem, de ikke kunne være sammen med, bortset fra portøren Hans, som altid førte sig frem med upassende sjofle vittigheder, denne aften om Helligånden og jomfrufødsler, og alle åndede lettet op, da der blev meldt tre ambulancer fra et harmonikasammenstød i tunnelen.
 Rutinerne trådte i kraft, alle vidste, hvad de skulle gøre, og hele flokken stod parat, da de første blev kørt ind. Det var ikke de store skader, en enkelt brækket arm, en med muligvis indre blødninger og resten med småskrammer, men alle skulle indlægges til observation natten over.

Nina sad på kontoret og skrev de sidste tal ind, da Falck ringede, de kom med tre personer fra en ulykke i et privat hjem. To børn og en mand, et af børnene uden livstegn. 
Nu måtte bagvagterne tilkaldes, blandt dem Jesper. Politiet mødte op. En af dem var ved mandens side i ambulancen og under hele forløbet.
Rutinerne tog over, og Nina måtte beundre Jespers behandling; kort, præcis og uden omsvøb gav han beskeder, som var nemme at følge, ingen smalltalk. Manden, som viste sig at være pigernes fader, havde skrammer fra et skudsår i ansigtet, ifølge politiet et forsøg på selvmord. Han blev isoleret fra pigerne. Derfor den massive politiopdækning.

Jesper kunne konstatere, at den ældste pige på 10 år var død ved ankomsten, og at den anden pige på syv var slemt tilredt. 
Begge piger så ud, som var de slået med en hammer i hovedet. Jesper gik lidt i stå ved briksen med den lille pige, der allerede var plastret til med drop og slanger og alt, hvad man kunne forestille sig.
 Alle ventede på hans næste ordre. Men der kom ingen. Fortvivlet så han rundt på personalet og rystede på hovedet.

- Hvad kan det nytte. Forsøger vi at redde hende, er det til et liv som en grønsag; med de skader i hovedet bliver hun aldrig til et menneske igen.

Alle holdt vejret.
 Det var Jespers ansvar.
En politisirene skar gennem stilheden. En politibetjent kom ind med moren, som fuldstændig chokeret så på opbuddet af læger og personale.
På en båre kunne hun ane omridset af en barneskikkelse med lagen over. Fortvivlet så hun sig omkring, fik så øje på briksen med den yngste med hele personalet omkring. Med håb i øjnene kiggede hun på Jesper.

- I kan redde hende ikke? I kan, I skal!

En af sygehjælperne satte hende på en stol i venteværelset og blev hos hende, mens Jesper og hans flok gik i gang med Marianne, som hun hed.

Det var ved at lysne, da Nina endelig kunne gå ud i porten, hun måtte have en cigaret nu. Jesper stod der, hans cigaret var brændt ned til fingrene, asken hang ved i cigarettens længde. De var begge tavse.

- Grusom nat, sagde Nina, hendes stemme rystede, og det var ikke kun af kulde.
 - Men du fik da reddet hendes liv Jesper. Det var fantastisk.

- Fantastisk! Jespers stemme var rusten og næsten uhørlig. Reddet til hvad! Et liv hvor hun skal passes døgnet rundt, og hvis hun nogensinde bliver i stand til at fatte det, med bevidstheden om, at hendes far havde prøvet at slå hende ihjel, hendes søster død, faren i fængsel og moren totalt nedbrudt. Nej, jeg var for fej til at lade hende få fred. Var moren bare ikke dukket op, så…

- Men lægeløftet! Nina så undrende på Jesper, er det ikke at redde liv, uanset hvad?

- Jo, det er lægens forbandelse. Og nu skal jeg ind og høre på morens tak.

Jesper smed resterne af asken, de ramte ikke krukken.

Ina Ravnkilde: Julekurven Omkring 1950

Ina Ravnkilde: Julekurven Omkring 1950

af | 16. dec 2025 | Novelle

I 1950, som også i dag, var der behov for ekstra julehjælp.
Sognerådet mødtes, og de bestemte, hvem der trængte. Der blev lavet julekurve ved købmanden og dem bragte min far og jeg ud. Han kørte og så måtte jeg gå ind. Det mente han var mindst ydmygende for modtagerne, som ikke altid selv havde bedt om hjælp, men som sognerådet mente kunne trænge.
Modtagerne var tit forlegne, når jeg kom. Min far havde måske ret. Det var nemmere at tage imod, når det var et barn, der kom. Et af stederne husker jeg meget tydeligt.

Far havde sat mig af ude ved vejen, som bare var et hjulspor og givet mig kurven med. Jeg var ikke meget for det: banke på og så stå der og vente og forestille sig, hvordan de ville tage imod mig.

I dette lille stråtækte hus, nabo til missionshuset i Byrum, havde jeg aldrig været før. Ingen svarer på min banken. Jeg er gået til bagdøren, herude bruger man ikke fordøren til daglig.
En kvalmende lugt af kål får mig til at spile næsen ud. Jeg skubber forsigtigt til den grønmalede trædør. Den er todelt og kun den øverste del glider op.

- Jamen jøsses, lyder det indefra. Får vi fremmed?
En lille tyk kone i kittel og med forklæde dukker frem fra det bageste af bryggerset. På hovedet har hun et klæde bundet op i hovedrengøringsmodellen, som mor sagde.

- Kom dog indenfor. Konen trækker det nederste af døren indad med en skurrende lyd. Pigstenene i bryggerset er fedtede og ujævne og jeg må gribe fat i halvdøren for ikke at falde.
- Værsågod, når jeg at sige, inden konen tager kurven, som hun sætter på enden af det lange træbord, hvor syltetøjsglas står på række.

- Hvem er det? Lyder det inde fra køkkenet.
- Det er Aina, præstens den bette, siger konen, hun har en kurv med til os.
- Julekurven! lyder det vredt indefra og jeg får ondt i maven, han lyder så arrig og det er altid meget værre, når man ikke kan se stemmen.
- Har du tigget om den?
- Nej da, siger konen og blinker nervøst..
Kurven kan lige akkurat stå på enden af bordet, og da den bliver tømt, er der ikke mere plads.
- Ja, jeg koger grønkål i dag, siger den lille kone og tørrer hænderne af i forklædet, inden hun giver hånd; og så er det praktisk med en gruekedel.
Jeg tænker på, at i gruekedlen hjemme, bliver der lagt vasketøj i blød og godt nok bliver tøjet kogt bagefter, men alligevel!
- Men gå ind og hils på far, han er ikke så slem, som han lyder til.
Ved køkkenbordet sidder en meget gammel mand, med sorte bukser på af Holmens klæde, det som de gamle søfolk på øen går i. De bliver holdt oppe af seler.
Bukserne er stive af snavs, så måske er selerne unødvendige, tænker jeg.
Manden har skæg over hele hovedet og ser lidt småsur ud. Han lugter også lidt surt, det er lige før det overdøver kållugten. Jeg nejer, og rækker hånden frem til goddag. Den overser han.
- Er du alene helt herud, brummer han og harker en klat op, som bliver sendt hen i hjørnet, hvor den rammer komfuret, hvor det hurtigt syder op.
- Nej, far sidder ude i bilen, så jeg må hellere…
- Pastoren har nok ikke tid i dag. I skal vel flere steder?
Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare, det kommer jo ikke ham ved.
- Joh, et par steder mere, siger jeg. Men jeg må hellere…
Nu kommer konen ind i køkkenet og giver mig den tomme kurv.
- Værsgo og hils og sig tak. Og så skal du lige have en knald, og ned fra en hylde tager hun en rund, blank dåse, som hun møjsommeligt får taget låget af.
- Det er vaniljekranse, tag bare et par stykker, siger hun og rækker dåsen hen foran mig.
-Tak. Jeg kigger ned i dåsen, øverst ligger en stor skrå, men synet af den gennemtyggede skrå og kållugten bliver næsten for meget.

- Må jeg gemme dem? siger jeg og fisker to op fra den side af dåsen, der er længst væk fra skråen.
- Du er velkommen, siger konen. Nu skal jeg lukke dig ud.
Den lille kone går foran ud i bryggerset. På vejen ud løfter hun stolt trælåget på gruekedlen, hvorfra kållugten stiger op med dampen og fylder hele bryggerset.
- Jeg koger grønkål i dag, som du ser, hils hjemme.
Jeg skynder mig ud til bilen.
- Her er et par vaniljekranse til dig, far, siger jeg og sætter den tomme kurv ind bagved sædet. Jeg har fået.

Ina Ravnkilde: Julens Glæde

Ina Ravnkilde: Julens Glæde

af | 14. dec 2025 | Novelle

Erindring fra min barndom i Byrum præstegård på Læsø i 1950erne

 

Præstegården er kæmpestor.
Gulkalket stuehus, en længe med lade, garage, svinesti og hønsehus. Den 3. længe er kun en kampestensmur, det eneste der blev tilbage, da kohuset brændte i syttenhundrede og hvidkål, som mor siger. Det hele kranser gårdspladsen ind på praktisk Julens Glæde.

Midt i gården står et kæmpekastanjebrandtræ, der er plads omkring det, en helt lille rundkørsel, meget praktisk. Min far har lavet stensætning rundt om træet, plantet til med efeu, og om foråret dukker der pinseliljer og påske liljer op gennem det grønne.
Stuehuset har en fordør og en bagdør. Dem, der skulle tale med præsten, min far, om bryllupper, begravelser, dåb og almindelig sjælesorg, som jeg ikke ved hvad er, går til fordøren. Alle andre med mindre vigtige ærinder går til bagdøren, købmanden, honningmanden, skorstensfejeren, landstrygerne og den slags.
Baggangen er lang, mørk og skummel, gulvet har kvadratiske brune og bordeauxfarvede fliser lagt i fint mønster. Nogen gange hopper jeg i firkanter.
Der er syv døre i baggangen. Til bryggerset, konfirmandstuen, mit værelse, badeværelset, kælderen, spisekammeret og så køkkenet. En dag kom en af konfirmanderne i sidste øjeblik, tog fejl af dørene og tog så trappen ned i kælderen på enden. Han kom ikke noget til, sagde far, men blev lidt til grin, det er også slemt nok.

De skramler, når folk sætter træskoene, så er vi forberedt, og hvis de ikke kommer her til daglig, er de meget længe om at banke på køkkendøren, som har glas i.
Hver anden uge kommer ”Julens Glæde”, en meget lille mand, som banker stille på, stiller sig på dørtrinet med kasketten under armen og en frygtelig slidt mappe i hånden.
Det er så spændende. Jeg sparer sammen, så jeg kan købe mærker. Vi henter vores sparemærkebøger, så vi kan holde øje med, hvor meget det bliver til.
Og tiden går og pludselig er det november, og så har ”Julens Glæde” en stor kasse med. Den er lige ved at vælte ham omkuld og så sætter vi os ved køkkenbordet, mor og jeg, mærkerne bliver talt sammen og vi får vores penge.
- De skal kun bruges til julegaver, siger mor og vil have jeg skal holde regnskab.
Det er svært at finde på, det meste af november går, og der er ikke et hjørne af Brugsens bagerste hylder med nips, der ikke er blevet undersøgt. Udvalget er ikke stort og mine penge er få.
Det ender med et askebæger til min far, han drysser over hele huset, siger mor, så nu kan han få et ekstra at drysse i. Det er af glas og enormt tungt.
Mor, det er håbløst, hun er aldrig glad for mine gaver, hun er heller ikke så glad for andres gaver, hun bytter og bytter.
Det ender med en lille svane af hvidt porcelæn.
Og nu skal jeg så holde det hemmeligt hele december.
Der er ikke penge nok til at købe gaver til min bror, men så kommer jeg med i min mors gave, siger hun. Et par gange har hun glemt at skrive mig på, men min bror, som er den bedste i verden, er ligeglad. Han vil bare være sammen med mig, spille Ludo og Matador.

Min far bliver glad for askebægeret, jeg kan høre over hele huset, når han banker sin pibe ud i det.
- Kram, siger han, det kan slå en hest ihjel. Ikke fordi vi har en hest, forpagteren har en, en nordbagge, men det er kun for sjov, han siger det.

Jeg ved ikke hvad der blev af svanen. Der stod en mage til i Brugsen efter jul, hun har nok byttet den, det plejer hun.
Næste år får hun ingen gaver, så vil jeg købe en Tarzanbog til min bror, den vil han blive glad for, det hedder jo julens glæde, ikke?

Ina Ravnkilde: Angsten for angsten

Ina Ravnkilde: Angsten for angsten

af | 26. feb 2024 | Artikler, Debat

- Det der skal du vist have hjælp til, så jeg sender dig videre, sagde min gode huslæge og fulgte mig til dørs.
Derfor sad jeg nu i en god lænestol af slidt læder overfor en lille mand med butterfly, notesblok og venlige, interesserede øjne.
- Fortæl mig, hvordan du oplevede dit angstanfald, sagde han og lagde benene over kors, fugtede blyanten på sin tungespids og rettede på blokken.
Hvorfor bruger han ikke en kuglepen, tænkte jeg, blyant, det er jo oldnordisk. Måske har han brug for at kunne viske ud, hvis han misforstod eller ikke turde skrive ned hvad han hørte. Nå min oplevelse var ikke noget særligt, selv om jeg troede min sidste time var kommet.
- Ja, sagde jeg, mens mine øjne fandt hvile på ”svigermors tunge” som stod rank og grøn i en blå urtepotte i hjørnet. Typisk sådan noget langtidsholdbart grønt, som ikke går ud, hvis sekretæren glemmer den.
- Ja, gentog jeg, det var en morgen ved 7 tiden. Min mand var lige kørt på arbejde, drengene var gået ned til skolebussen og jeg skulle lige dampe af med en ekstra kop kaffe. Jeg havde nemlig for en gangs skyld sat min mand stolen for døren.
Der er tre muligheder, havde jeg sagt.
Enten køber du en bil til mig, eller vi flytter nærmere til universitetet, eller jeg flytter.
Psykologen, herefter kaldet P. løftede spørgende de smalle øjenbryn. Flytter, sagde han?
Mit blik forlod ”svigermors tunge” og lagde sig til rette på Ps ansigt.
Gud ved, om han plukker dem, øjenbrynene, tænkte jeg, de ser sådan ud. Butterfly, jakkesæt og plukkede øjenbryn, han burde gå til psykolog.
- Ja, De må forstå, at jeg havde fået mulighed for at læse på universitetet, en livsdrøm, som jeg pludselig kunne få opfyldt, men uden en bil ville det være urealistisk. Vi boede langt ude på landet, ingen offentlige transportmuligheder, derfor…
Jeg gik i stå, så igen for mig hans forbløffede blik. Han var ikke vant til at få stillet et ultimatum. Som regel bøjede jeg af, fandt kompromisser og den slags. Men dette ville jeg, uanset prisen.
Han gik uden at svare, og nu sad jeg så der med min kaffe og mine tanker. Besluttet på, at denne gang ville jeg tage konsekvensen af min beslutning.
- Og hvad så? P. som var begyndt at tegne cirkler på blokken, holdt en pause og så op. Hvad så?
- Jo, mens jeg sad der, begyndte mit hjerte at storme af sted, jeg kunne mærke pulsslagene helt ud i tæerne, faktisk nærmest høre stolen dunke rytmen ned i gulvet.
Det var de eneste lyde. Jeg begyndte at svede og halsen snørede sig sammen.
Jeg sad fuldstændig stiv og fastlåst i samme stilling i uendelig lang tid. Turde ikke rejse mig, måske ville huset falde ned over mig, hvis jeg stod op.
Jeg fik øje på telefonen, turde ikke tænke på, hvad der ville ske, hvis den ringede.
Så ville huset eksplodere. Det eneste jeg kunne gøre, var at sidde helt stille, prøve at trække vejret roligt og vente..
- Vente på hvad, afbrød P.
- Jamen det ved jeg ikke, men jeg var fuldstændig ude af stand til at rejse mig, Var overbevist om, at gjorde jeg det, ville der indtræffe en katastrofe.
P.s øjenbryn vandrede igen lidt op i panden og krusedullerne på blokken fik en tur mere. Det kan sekretæren vist ikke læse, tænkte jeg. Hvad mon han så bruger hende til. Sekretæren, som havde lukket mig ind, var mindst 50, begyndende gråhåret og i en uklædelig spadseredragt, der strammede de forkerte steder. Næppe en man havde på skødet. Skulle ikke undre mig, om… tanken nåede lige akkurat at få et smil frem, men heldigvis kun i tankerne, i ansigtet blev det kun til en trækning.
- Hvor længe sad du der? P.s øjenbryn faldt på plads og rynkerne i panden glattede sig ud.
- Jeg sad der i mange timer. Lige til det var tid til min mand ville komme hjem. Så tænkte jeg på, at blev jeg siddende, ville han få mig indlagt på den lukkede eller hvad den nu hedder.
Jeg blev nødt til at rejse mig, ske hvad der ville. Og så kom jeg på benene, afventede en katastrofe, men der skete ingenting. Jeg gik udenfor, der kom ingen lyn og slog mig ned. Jeg gik rundt om huset. Alt åndede fred og ro. Mit hjerte faldt til ro og jeg gik inden for, gik igennem alle rummene og det var det angstanfald.
- Har du haft andre? Blyanten, som nu havde tegnet noget, der lignede et garnnøgle i fri dressur, fik en hvilepause.
- Ikke i den grad, kun lidt uro. Men det anfald var virkelig skræmmende, jeg går faktisk og er bange for det kommer igen.
Nå - min mand kom hjem med en bil. Jeg har aldrig fortalt ham om den dag i stolen, stiv af skræk, og jeg ved ikke engang, hvad jeg var bange for.
P. lænede sig frem, så mig ind i øjnene og sagde langsomt, men tryk på hver stavelse. Angst er vre-de, du ik-ke er kom-met af med.
Tænk over det.
Og det gjorde jeg så.
P. sad og så på mig.
- Er du med?
Ja, jeg var med og dermed forsvandt angsten for angsten.
Jeg skulle bare lære at komme af med min vrede.
Og det har jeg så øvet mig på lige siden…

Ina Ravnkilde: Undskyld, fru tyv!

Ina Ravnkilde: Undskyld, fru tyv!

af | 30. jan 2024 | Gamle Dage, Historie

Lørdag formiddag var jeg på arbejde i genbrugsbutikken. Mit ringe bidrag til hjælp til dem, der ikke har så meget som os andre.
Vi har udsalg, så der er dejligt mange kunder. På et tidspunkt skulle jeg selv købe lidt og gik ind i bagbutikken for at tage min pung op af tasken. Men den var væk.
Nå, den er nok faldet ned bagved, eller, eller?
Nej den er og bliver væk og så bliver jeg rigtig ked af det, så vred, så ked af det igen, for jeg må indse, at en af de damer, som har været gennem baglokalet for at prøve tøj, har taget den op af min taske.
Det er altid oprivende, når andre træder over ens grænser, men så er jeg kommet i tanke om et samfund i Indonesien, jeg har læst om, som havde været uden kontakt med den såkaldte civiliserede verden, da det en dag blev ”opdaget” i forrige århundrede.
Stammen var speciel på den måde, at når en tyv blev fanget, så straffede man den, der var blevet stjålet fra! Vedkommende havde nemlig ikke været opmærksom på, at tyven manglede det nødvendige, og derfor var nødt til at stjæle.
Se, det var et meget civiliseret princip, som vi kunne lære en masse af.
Så derfor undskyld fru tyv.
Jeg havde ikke set, at du manglede og var nødt til at tage selv. Det må ikke have været nemt for dig.
Jeg handlede selvfølgelig, som vi nu gør i vores samfund, fik spærret mit dankort, men der var lidt kontanter, må du bruge dem fornuftigt.
Det bliver selvfølgeligt lidt besværligt at anskaffe ny tegnebog, nyt kørekort og nyt sygesikringskort, men aftalerne på min små visithuskekort, kan jeg nok finde frem igen.
Du kunne dog gøre mig en stor tjeneste og smide ovenstående i min postkasse.
Med medfølende hilsen Ina Pedersen.

NB! Politiet sendte den til mig 3 måneder efter. Den var smidt i en postkasse!