Jeg har dækket kaffebord og henter bollerne, mens Lene sætter sig.
- Hvad er det, der dufter? Hun ser sig omkring. Det er en sød og stærk duft, den kender jeg ikke.
Jeg sætter fadet og henter så en lille grøn plante med tykke blade og gule blomster.
- Det må være denne her. Det er en gardenia. Jeg elsker den plante, selv om den er stærk, den minder mig om en af mine venner, kan man godt sige… Jeg sætter den lige hen i vinduet igen, ellers tager den duften af kaffen.
- Kom indenfor, du kan sætte din paraply her i bryggerset, så den ikke dypper på mit fine gulv.
Jeg kan ikke rigtig samle mig om at lytte til Lenes snak, sidder i mine egne tanker og svarer kun med ja eller nej. Lene holder en pause i sin talestrøm, ser spørgende på mig.
- Du er langt væk, hvad tænker du på?
- Nu jeg viste dig min blomst, kom jeg til at…har jeg nogensinde fortalt dig om Gardenia?
- Er det hans rigtige navn?
- Nej, det var hans kunstnernavn, men det er også uinteressant, det er 20 år siden, han døde, og han har ingen nulevende slægtninge, bortset fra en fætter, som ofte optræder i den kulørte presse, men det er for så vidt ligegyldigt.
Vi tankede kaffekopperne op, jeg lænede mig tilbage og fortalte.
Gardenia var ikke kendt i systemet, som man siger, og han var meget ulykkelig over at blive hængt ud på sine gamle dage, for noget så ydmygende, som at blive beskyldt for at have blottet sig for en dreng. Jeg skulle skrive en personundersøgelse til brug for retten, en slags dokumenteret livshistorie.
Vi aftalte at mødes et neutralt sted første gang, og det blev på det lokale konditori. Han var en nydelig ældre mand i lyse bukser, blå blazer og med et kulørt silketørklæde om halsen. Han havde tydelig farvet sort hår, som lå klistret ind til hovedet. Da han så mig, kom han mig i møde, bukkede, præsenterede sig, trak min stol ud og lagde sin store bredskyggede hat fra sig på bordet, hvor der i forvejen lå en stok. En meget smuk en af slagsen, et unikum. Den var sort, med en lang spids af sølv, håndtaget var L-formet, ligeledes af sølv, ciseleret og med inskriptionen: Tag mig i hånden, så følges vi ad. P.A.
Under hele samtalen sad han og fingerede ved den, mens vi drak chokolade og spiste rosinboller til. Han havde haft et interessant liv, var kendt i kunstnerkredse gennem flere årtier som akkompagnatør i revyer osv.
Lene får fyldt op igen, hun smuldrer diskret sin bolle.
- Hvad endte det med, siger du?
- Han nægtede sig skyldig, men fik en betinget dom og 1 års tilsyn. Jeg besøgte ham en gang om måneden, meget atypiske besøg. Der var altid dækket op med kaffe, chokolader, sherry og cigarer. Jeg blev behandlet som en kær veninde, der skulle kræses for, og vi blev gode venner.
Han viste mig sine scrapbøger, fortalte om sit liv, sin ven, som han boede hos i over fyrre år, en kendt jurist, som nu var død. I alle årene havde de måtte skjule deres forhold. Stokken var en gave fra ham. Den skulle med ham i graven, betroede han mig.
De sidste måneder Gardenia var i tilsyn, havde han en ung trækkerdreng Mikkel boende. Mikkel trængte til at komme væk fra København og til at komme sig, han var tydelig mærket af at have fået tærsk. Mikkel var utrolig god ved Gardenia og blev til gengæld behandlet som den søn, Gardenia aldrig havde fået. Jeg nød mine ”visitter” hos dem.
Mikkel ringede en formiddag. Han havde fundet Gardenia død i sengen og var helt hysterisk, vidste ikke sine levende råd. Politiet havde været der og bedemanden. Gardenia var blevet kørt op i kapellet og han havde ikke fået sin stok med.
Jeg aftalte et møde med bedemanden, så Mikkel og jeg kunne sige farvel. Mikkel ville tage stokken med og lægge den i kisten til ham.
Kun en lille, tungt duftende buket gardenier lå på kisten, og vi var de eneste, som overværede bisættelsen. Hans ven, den forslåede trækkerdreng, og så mig.
- Men den stok, du snakker om, er det ikke den, der hænger i entreen?
- Jo, jeg fandt den hos byens marskandiser. Hvordan den er havnet der, ved kun guderne og måske bedemanden.
Et øjeblik …
