Flere timer i thisted kirke

En anden dag, mens jeg sad i kirken, så jeg en masse piger og drenge, som alle havde det samme tøj på. Så kom nogle af de store drenge med nogle store røde flag. Jeg blev bange og hoppede op i luften og min far vågnede, da orglet begyndte at spille. Alle de andre rejste sig. Jeg tænkte, at det skulle jeg nok også, så det gjorde jeg så. Lige ved siden af mig stod der en af de store drenge med et flag. Han så mærkelig ud i hovedet. Han var helt hvid i hovedet lige som morfars duer. Så væltede det røde flag, fordi han skulle bruge begge hænder til noget andet. Han sagde en mærkelig lyd, og så kastede han op og ned i hænderne. Meget af det, han kastede op, faldt ned på hans tøj. Nu løb han ned til udgangen, og døren smækkede i med et stort brag. Hvorfor kastede han op, ville jeg vide. Jeg tror, jeg kom til at sige det lidt for højt, for min mor tog mig hårdt i armen og sagde, at jeg skulle tie stille. Hvis det skal være på den måde, ville jeg aldrig mere kunne gå med i kirke. Aldrig. Basta.
På vejen hjem sagde min far, at FDF’eren var meget nervøs, fordi der var så mange, der kiggede på ham, og fordi han ikke en gang måtte sige noget til ham, der stod ved siden af. Min far sagde til mig, at det var noget pjat, at man slet ikke måtte sige noget som helst. Kun den store præst måtte sige noget. Han råbte endda. Og ikke en gang til ens far og mor. Jeg ville heller aldrig være FDF’er. Basta.
En dag så jeg at, min mor stod og smurte en mellemmad med leverpostej og en ost, der lugtede ligesom tis. Hun blev ved og ved med at lave madder Jeg har aldrig set hende smøre så mange. Jeg spurgte, hvorfor min storebror skulle have så stor en madpakke med i skole.
Bagefter hældte hun noget meget varmt, der var så varmt, at det røg, ned i en spand. Jeg var engang på besøg på en bondegård. Inde i stalden så jeg bondemand hælde noget mælk ned i en spand. Han lavede mælken ved at rykke i en hvid og sort kos lange og lyserøde patter. Den lille spand lignede de store spande, som mælkemanden hver dag kørte til mejeriet med.
Min mor fortalte, at der i den lille spand var varm suppe til herr og fru Jacobsen i den anden ende i Thisted. Min mor sagde ja, da jeg spurgte, om jeg måtte komme med, fordi jeg lige havde lært at cykle.
Herr og fru Jacobsen boede i et langt hus, hvor der boede hundrede andre. Jeg bar den lille spand. Hjemme hos os lugtede det så dejligt af af kaffe, sæbe og sådan noget, jeg kom i hovedet hver morgen. Da vi lukkede op, var jeg lige ved at kaste op. På gulvet lå der nogle gamle aviser og nogle hullede tæpper, som slet ikke lignede de flotte tæpper, som min far solgte til byens spidser. Byens spidser vidste jeg ikke, hvad var.
I en kæmpe seng lå der en gammel dame. Hun lå godt nok ikke rigtig ned, men hun sad heller ikke op. Jeg forstod ikke, hvorfor hun havde en stor hue på. Det var nu også lige meget, for jeg fik øje på en mand, som sad i en mærkelig stol. Hun cyklede hen til os på en cykel, han kunne sidde i. Han brugte hænderne i stedet for fødderne. Mærkeligt, for der var en kæde uden kædeskærm på som på min cykel. Herr Jacobsen havde nogle briller, som jeg aldrig har set mage til. Jeg kunne næsten ikke se hans øjne, fordi brillerne var helt gule.
Min mor hældte suppe op i to tallerkener. Herr Jacobsen skyndte sig at spise. Hans hænder rystede så meget, at meget af suppen løb ned på hans bukser. Han skyndte sig så meget, at det meste af suppen ikke kom ind i munden, men ned på hans bukser.
Hjemme hos os er der altid varmt. Osse om vinteren. Men hos Jacobsens var der meget koldt. Så sagde min mor god dag til herr og fru Jacobsen, at de skulle ha en god dag.
Der var meget varmt, da vi kom ud af huset. Vi cyklede hjem. Nu måtte jeg have en forklaring på, hvor de absolut skulle spise vores vores mad og ikke deres egen.
“Det er,  fordi Jacobsens er meget fattige og ikke altid har råd til at købe mad. Det er vigtigt, at man hjælper de mennesker, som ikke kan klare sig selv. Husk det, når du bliver stor.”
Det varer godt nok længe, når jeg kun er 8.

Hr. Jacobsen

Min mor og far til højre, i midten min morfar og mormor med børn og to børnebørn på skødet (1942)

Forfatter

  • Jan Morell er forfatter, musiker og kunstmaler. Hans malerier er tydeligvis inspireret af Thys himmel, hav og havbåde. Efter en rejse i Kenya blev de kolde farvers palet dog for en periode skiftet ud med de meget varme farvers palet. Foruden et par digtsamlinger har han skrevet en række fikta-faktanoveller, hvori skildringerne som regel udspiller sig i Thy, lige som hans sidste roman, "Farvehandlerens Søn fra Thy" gør det. Jan Morell er herudover medforfatter til "Thy - Længslernes Land", som er en opfølgning på "Landet Mod Nordvest", som udkom i 1947.

    Vis alle indlæg