Interview med Jan morell

– Jan, du har udgivet en børnebog?

– Nej, det er en højtlæsningsbog. Mit mål er at bringe tre generationer sammen – at genskabe fællesskabsfølelsen – igen. Ligesom i gamle dage. Grunden til, at jeg kom i gang, var en redaktør på THY.pt, der indtil da havde bragt en serie artikler i magasinet. Om ikke jeg skulle skrive en samlet bog med alle de løgnehistorier og noveller derfra? Med det samme syntes jeg, det var lige det, jeg ville. Jeg stod og manglede noget at rive i, og her kom det oplagte. Jeg fik skrivemagi: Jo mere, jeg skrev, desto sjovere var det. Stoffet var det, men det skulle systematiseres og renses for løgn …

Jan Morell, 28. januar 2025

– Jeg havde opfattelsen af, at du faktisk allerede havde skrevet bogen mere eller mindre på et tastatur? Hver tekst var ligesom en del af en større helhed, og derfor var det da nærliggende at tænke sådan!

– Jo mere, jeg skriver, jo mere kommer der også frem fra langtidshukommelsen.

– Har du et forfattergen?

– Jeg tror, jeg er meget præget af min far. Han skrev ikke lange historier, men især digte. De imponerer mig! Af en mand, der har gået i skole i fem år, ikke? Han kunne stave, flot formskrift, skrev dagbøger fra Klitmøller, og han tegnede også en hel del.

– Du er altså præget på din far?

– Helt sikkert. Bortset fra at jeg i gymnasiet var noget doven.

– Det er jeg ikke mere! Og heldigvis mødte jeg min redaktør, Smilla Sejerup, der har lært mig meget i denne skriveproces.

– Kunne du have skrevet “Polle” med en voksen” synsvinkel?

– Det ville have været noget helt andet. Min roman “Farvehandlerens søn fra Thy” er med den voksnes erkendelse og indsigt, mens Polle er en børnebog med hensigt til højtlæsning.

– I “Polle fra Thy” bruger du ganske rigtigt i udpræget grad Polles synsvinkel, men du har også finurlige ironiske udstryk og vendinger, som jo er typisk for den voksne synesvinkel. Så du undgår ikke helt at have den voksnes synsvinkel. Du ser tingene både som 8-årig Polle og 76-årig Jan, hvilket giver nogle underfundige sproglige hængere. Da jeg læste bogen, kluklo jeg en stor del af tiden. Du har virkeligt et humoristisk gen!

– Jeg havde også et andet dilemma: Jeg havde skrevet, at vi henne på bryghuset fik negerboller, men det rettede min redaktør til flødeboller. Det er jeg usikker på: Det HED jo negerboller?? Senere fik vi en Eskimo-is, og det måtte jeg heller ikke skrive. Men det HED den jo. En slags historieforfalskning.

– Jeg fik en 7-årig pige til at anmelde den! Det er nok et scoop. Hun var meget begejstret for bogen.