Knald eller fald i THY

I Hanstholm mod nordvest i Thy i det nordjyske fik et par herrer af anden etnisk baggrund, de var født i Vesløs, deres livs chok, da de kom fra busholdepladsen. Hylde-Per havde hentet Luske-Kaj og budt velkommen, og de gik netop rundt om hjørnet.
Hylde-Per havde engang haft arbejde på et lager, derfor hed han aldrig andet end Hylde. Luske-Kaj var engang blevet dømt for at luske rundt uden for pigernes omklædningsrum, så den var også god nok.
Luske var endda ved at få en grangren i hovedet, fordi blæsten og regnen fejede juledekorationerne i store svingninger. Vinden overdøvede alt og alle denne mørke og kedelige aften.
– Man kommer sgu helt i julestemning af sådan noget gran, mente han. – Selv om det fanme er lovlig tidligt, de begynder. Har vi i det hele taget overstået efterårsferien?
– Pas på døren der, advarede Hylde og tørrede sig over ansigtet med sit ærme. Luske standsede foran en varevogn, der højst ejendommeligt holdt lige på hjørnet.
– Halløjsa, hvad har vi her? Manden har sgu efterladt en bil med åben bagdør. Det kan vi ikke ha´.

Som sædvanligt løb deres gode hjerter af med dem; de ville hjælpe den glemsomme bilist med at lukke bagdørene. Så uansvarligt. De sikrede sig dog først, at der ikke var personer inde i lastrummet, men der var altså noget andet. Der stod fire tøjsække, der grangiveligt lignede pengesække. Sådan nogen fra Anders And og Bjørnebanden. Luske så sig til alle sider, inden han snittede den ene med sin store foldekniv.
Indholdet fik de gode hjerter til næsten at standse med at slå. Bundtede pengesedler til randen. Dem kunne der nok købes en hel del øl for …

Hylde og Luske kæmpede sig derefter vej op ad skråningen mod det ejendomskompleks, der rummede Hyldes lille bitte lejlighed, hver slæbende på to tunge sække. Aldrig før havde de arbejdet så hårdt, og de var enige om, at det var noget regulært svineri sådan at efterlade så mange penge uden at sikre sig lidt bedre mod tyveknægte. Hylde-Per rev sine bukser og erklærede, at det ikke gjorde så meget. Der var også en revne i det andet bukseben, og lige nu var der en sag, der betød mere end et par bukser.

Hverken stormen eller regnen kunne ødelægge det gode humør, de så pludselig var havnet i. Det gik så vidt, at Hylde-Per fløjtede en stump af ” Bjældeklang, bjældeklang, sød og let musik
fylder vores kanetur med yndig romantik”. Han vidste godt, at andre havde svært ved at høre, at han fløjtede, da hans mellemrum mellem de nederste tænder var for stort til at fløjte, for lille til at pifte, men lige akkurat passede til en ølåbning. Mellemrummet var opstået, da han, som han plejede, bed en ølkapsel af i mangel af optrækker og derved mistede -1 og 1- i nederste række.
Herefter mente han, at en samfundshjælper var et godt stykke værktøj, man kunne have megen glæde af.

– Skal vi ta et lille bundt og gå ned på ”Havkatten” og få os en julebajer? Luske-Kaj antydede, at det, der gik godt, ikke kom skidt tilbage, og han mumlede, at det ikke ville vare så længe, inden nogen fandt dem og tog deres penge igen. Det var nu hans erfaring.
Han søgte at lokke Hylde med et tilbud om en paryk. Den kunne han få straks, mente han, mens han kærligt strøg Hylde hen over den skaldede våde isse.
Hylde-Per standsede op, tog hænderne i siden og sagde bestemt nej. For første gang i sit liv rådede han over en formue, og så skulle den ikke ødes på øl og parykker. Ikke tale om, selv om drømmene holdt i kø:
Hylde kunne købe sig et hus med ølkælder i Vesløs, så han slap for de der forbaskede unger i Hanstholm, og Luske kunne endelig købe 10 aktier i Thy-øl, som han havde drømt om siden barndommen og fablet om i tide og især utide. Udelukkende fordi Thisted Bryghus havde den længste og vådeste generalforsamling i hele Danmark, som man kun kunne deltage i, hvis man havde en aktie. Luske påstod, at hver deltager fik 50 øl imens. Hylde-Per mente dog, at bestyrelsen havde sat det ned til 40, men det nænnede han ikke at fortælle Kaj.
Hans højre hånd standsede Luske:
– Nej, Luske, vi venter.

Det havde han engang hørt i en amerikansk film eller også var det i en reportage fra en landskamp med Michael Laudrup, og det var en flot bemærkning.
I mørket og blæsten afgjorde Hylde, der som ældst havde mest at skulle have sagt, og som for øvrigt desuden var intellektuel, han ville jo have været bibliotekar med forstand på litteratur:
– Luske, vi ta´r dem med hjem til mig. I morgen henter jeg et par øl hos købmanden.

De slæbte de fire tunge sække hjem til hans bette hummer, det var nok det bedste sted. Der kom aldrig en kæft hos Hylde, hvor alle møbler var lavet af ølkasser. Lejligheden var faktisk kun et værelse med te-køkken og bad i det store kompleks.
Han var sagt op til den første januar. Lige nu var han ret ligeglad med den besked.
– Jeg flytter op til dig i Vesløs, betroede han Luske. – Nu har jeg sgu råd! Men først …

Han tog en sæk, skar den op og tømte den ud på gulvet. I en sand rus hældte de alt ud på gulvet, og de mange sedler fyldte stort set det hele.
– Hold kæft, Luske. Kan vi tælle så mange?

Det mente Luske godt kunne lade sig gøre. Han lå på knæ og sammen talte og talte de; bunkerne blev sirligt lagt for sig, mens gulvet langsomt ændrede udseende.
Efter næsten en times arbejde pustede de ud og satte sig udmattede i de to eneste stole. I mellemtiden var deres tøj blevet nogenlunde tørt.
– Vi bliver altså nødt til at tælle dem igen, mente Luske.
– Ja, vi skal lige drikke først.

Bunden blev vendt i vejret, slubren og væskeindtag fyldte stuen, og nogle sekunder senere bøvsede de begge om kap.
– Lad os så tælle. Vi tæller hver for sig, deler med to og så må det være resultatet.

Endnu en halv time gik. Luske talte halvhøjt, som han havde for vane. Begge skrev ned, talte sammen, konfererede sammen og endte nogenlunde enige:
– Der er i hvert fald mindst seks millioner, konstaterede Hylde.
– Seks millioner!

De sad lidt med våde øjne ved tanken. Så rømmede Luske sig:
– Det holder ikke, Hylde. Det holder ikke.
– Hvad? Hvad mener du?
– En eller anden vil før eller senere komme forbi og negle hele bundtet. Hvordan skal vi nogensinde få glæde af dem?
Hylde lagde panderynkerne i dobbelte folder. Længe sad de med hver sin øl. Så bøvsede Hylde:
– Ved du hvad? Vi graver dem ned, gør vi. Sgu! Der er ikke andet for. Vi graver dem ned …
– … og venter, til alt er faldet til ro!
– Måske helt til næste år, Luske?
– Ja, men var der ikke noget med, at du er sagt op? Hvor skal vi så grave dem ned?
– Du har ret. Hvor fanden finder vi det sted, hvor ingen vil lede?
– Under min seng. Der kommer der sgu aldrig nogen.
– Dur ikke, Hylde. Dur ikke!

De hensank igen i dybe tanker, mens Hylde knappede de næste to øl op.
– Ja, men vi kan da stille dem ud i rummet.
– Rummet?
– Ja, for fanden. Det der depotrum. Vi har alle et rum derude, der er aflåst. Mit er næsten helt tomt.
– Dur det?
– Ja, sgu. Vi skal bare have dem pakket over i sorte affaldssække. Så vil ingen nogensinde tænke på, hvad de indeholder.
– Har vi sorte affaldssække?
– Masser. Det er stort set det eneste, vi får af udlejeren. Kom!

De begyndte at pakke stofsækkene om, men indså, at det var alt for besværligt.
– Kan vi ikke bare stoppe pengene ned i de sorte, sådan her?

Luske var praktikeren, og Hylde indså det fornuftige.
– Du går først. Se, om der kommer nogen …

Luske stak hovedet ud af yderdøren, men der var øde og stille overalt.
– Kom, vinkede han. – Der er ikke en skid herude.

De bar de fire sække over i depotrummet, og Hylde fik låst op ind til sit lille aflukke, der som de andres var sikret med trådgitter helt op til loftet. Herfra kunne intet stjæles.
I hans lille rum stod et gammelt skrivebord og en gammel stol.
– Det er sgu ikke meget, du har herude, hvad?
– Til gengæld er mit rum herefter nok det, der er mest værd, tror du ikke? Måske burde man gå ned i Multi-Brugsen og købe al hans lortewhisky. Kan du huske, jeg fortalte om den dag, uddeleren sparkede mig?
– Ja, og ham læreren der kom og hjalp dig …
– Hvad fanden hed han nu?

De placerede de fire sække bag skrivebordet, så det lignede alt det andet skrammel, der var anbragt her. Hvert eneste rum indeholdt ting og sager, ejeren forlængst burde have smidt ud, men ikke nænnede.
Det var jo snart jul.
– Efter jul, når jeg skal flytte, er der såmænd ingen, der længere kan huske noget om pengene der!