Da han kom til fødselsdagsfesten for teamchefen, så han en samling ærværdige forhenværende mænd i habit, alle sidst i halvtredserne. Sveden begyndte allerede der.
Mens han nærmede sig festens hovedpunkt, ham, de skulle fejre, vidste han med sig selv, at konflikten ville blomstre op i lys lue igen.
Han så ham komme nærmere.
Om lidt ville chefen hilse hjerteligt på ham og lægge sit dryppende skaldede hoved ind til hans venstre ansigtsside og samtidig anbringe venstre arm rundt om hans nakke, mens hans hånd ville ryste hans højre, selv om maven hindrede det helt overdimensionerede pumperi.
Hvis han ikke gjorde det og holdt afstand til chefen, ville denne opfatte det som kølig distance. Det var let at forstå, hvilke konsekvenser det ville få for hans forfremmelse!
Og hvis han gjorde det, ville han selv få uhyggelige svedeture, blive kvalt og få udslæt som en gedigen spedalsk.
Allerede nu sprang dråberne frem på panden, åndedrættet steg dramatisk, huden rødmede, sokkerne stod i øl.
De rystende knæ nærmede sig chefen, og så kom Anne Dorte pludselig på tværs. Hun vendte sig smilende mod ham, omfavnede ham og hviskede i hans øre:
-Nej, hvor er det dejligt, at du kom alligevel!
Hun trykkede sig ind til ham, og motoren, der ellers gik i tomgang, tændte øjeblikkelig alle seks cylindre. Der var i den grad omdrejninger til knastakslen! I den tilstand var det da både lovligt at lade være med og helt umuligt at omfavne chefen.
Han rakte højre hånd frem, undskyldende, for hun holdt ham jo. Hans homofobe modvilje mod at omfavne mænd, tidens trend, tidens sataniske krammere, var ham så inderligt imod, at han nærmest fik udslet, åndenød og kvælningsfornemmelser. Han ville ikke være en fucking bøssefogger!
-Hej Boss! Hun vil sgu ikke slippe mig! Og held og lykke med dagen!
Et øjeblik …
