Hanne Havgasse er  journalist med speciale i fruentimmerstof. Hun kommer fra en lovende skuespillerkarriere, men så kun hulhed og tomhed alle vegne. Hun er både feminist og maskulinist og forsvarer begge køns ret til at være her.
Hun er berygtet for sit temperament, så pas på med at modsige hende!

Kære læser! Måske er du også indimellem træt af de store nyheder? USA, Putin, EU, Kina - gennem eksperternes briller oplever vi den store verden. KlitPosten.dk vil bringe alternative komplet uinteressante og meget små og trivielle nyheder. Hanne Havgasse tager os med ud i dette mikrokosmos.

Af og til er det klart, at man får tilsendt en faktura på mailen. Det er langt den nemmeste måde at kommunikere på, og herfra er det relativt let at betale regningen.

Forleden fik redaktionen en faktura fra Telia. Sådan en skal naturligvis betales, for moderne kommunikation afhænger af de rette forbindelser på nettet.

Hvad skulle betalingen dække? Først faldt det lidt i øjnene, at fakturaen var sendt via vores brevkasse. Den er forbeholdt mennesker med store spørgsmål til tilværelsen, ikke til fakturaer. Aldrig har vi opgivet vores brevkassemail til firmaer, hvor vi har bestilt noget.

Endvidere faldt det ret meget i øjnene, da vi klikkede på afsenderen. Det var ikke en, vi kendte noget til.

Så vi har altså skrottet fakturaen. Måske allermest, fordi vi slet ikke abonnerer på Telia.

Forfatter

  • Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive. THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord. Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog. På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.

    Vis alle indlæg