Mona Lisa anmelder radio- og TV-udsendelser. Hun ligger naturligvis under for KlitPosten.dks projekt med at benytte danske ord og ikke engelske eller amerikanske.
Billedet af hende er malet af en fyr, der hedder Leonardo. Hun mødte  ham på Stalden i Klitmøller. Han var længe om at male hende og tog hende med på sine rejser rundt i Europa nogle gange. Det blev hendes fyr, der var surfer, noget knotten over. Han sagde, at hun skulle vælge mellem ham og Leonardo. Så slog han sit surfboard ned i jorden. Hun trak på skulderen.

Af en eller anden grund forstår DRs sportsjournalister ikke dramaet i reportagen. Læs hvad der er i vejen

Speakeren er energisk og ivrig. Så ivrig, at hun glemmer at tænke på os seere, hvoraf nogle ikke kender kampens resultat. Vi ser reportagen på skærmen og tænker, hvad mon spillerne nu foretager sig?

Det behøver vi ikke at tænke på. For speakeren fortæller os, hvad der sker, før vi ser det. Ja, men hvad er så pointen i at vise os billederne? Hvor er spændingen? Hvorfor ødelægger DR spændingen for os, der ikke kender kampens resultat?

ARDs sportsreportage lørdage mellem 18 og 20 viser, hvordan det skal gøres. Her kan man ud fra speakerens ord umuligt vide, hvem der scorer eller hvornår og slet ikke, hvordan kampen ender. DRs sportsjournalister burde overveje at tage på kursus i Tyskland.

Lyt til de to lydklip, som er taget fra kampen mellem OB og Esbjerg. Det var stort set lige så slemt i de andre reportager. Se dem selv!

Forfatter

  • Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive. THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord. Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog. På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.

    Vis alle indlæg