"Badehotellet" er en stor succes, fordi vi er mange, der følger med. Alligevel er der nogle sten i skoen, der ikke behøvede at være der.

Det er en god idé, der ligger til grund for "Badehotellet". Stig Thorsboe og Hanna Lundblad har skrevet serien, som kaldes en drama-komedie.

At lade handlingen foregå i det naturskønne nordjyske med udsigt til hav og klitter og sol og sommer er en gevinst. At den foregår for 80 år siden kan være interessant.

"Matador" foregik også deromkring. Men der er en markant forskel.

Forskellen ligger i skuespillernes karakterer, som de vises og føres frem på skærmen. Alle i "Matador" spiller seriøse roller, alle er her "rigtige" mennesker af kød og blod og især med følelser, der opfattes naturlige og virkelige. Forfatter og instruktør har formået at skabe en ægte, folkelig fortælling med drama, humor, realisme.

"Badehotellet" derimod er snarere en dilettantforestilling beregnet på at underholde og ikke så meget andet. Nogle af rollerne udfyldes autoritativt og professionelt, mens andre er det rene vrøvl. Weyse er en parodi på sig selv. Sådan ville et menneske aldrig te sig. Hans rolle gør, at man ikke kan tage "Badehotellet" alvorligt.

Og det er en skam. Havde Weyse været mindre fjollet og tåbelig, havde han måske været morsom og realistisk. Nu er han bare en pjatfigur.

Nogle af de andre roller er ikke helt i skabet, mens jeg gerne vil fremhæve Birthe Neumann og Bodil Jørgensen, der spiller deres roller med troværdighed. Det gælder forsåvidt også de fleste andre, især Lars Ranthe og Peter Hesse Overgaard, mens jeg synes, at pigerne i køkkenet af og til er lidt for ungpigelallende. I det hele taget er det omsiggribende fjolleri med til, at jeg ikke kan tage serien alvorligt.

TV2 forsøger selvfølgelig at gøre den underholdende og interessant og følelsesladet, men den når desværre ikke "Matador" til knæene.

Forfatter

  • Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive. THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord. Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog. På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.

    Vis alle indlæg