Jeg faldt forleden over ordet. Det stod og dirrede i luften, mens jeg var optaget af en telefonsamtale med min datter, der fortalte om Vivi, mit yngste barnebarn. Og dejligste! Det må jeg erkende!

Jeg lukkede mobilen og gik glad ned ad gågaden, da en bekendt stødte ind i mig. Hej, sagde vi begge, og hun begyndte straks at snakke løs om sin syge far. Jeg hørte – lidt spredt – efter, men tænkte egentlig – indrømmet – mere på Vivi, som var så glad og klukkende og lige havde overstået en sundhedstest. Det var den, min datter havde berettet for mig.

Pludselig indså jeg med skam, at jeg kun havde hørt halvt efter veninden. Det var her, jeg kom i tanker om det ord, der betyder alverden, når man er i et socialt fællesskab. Og hvornår er vi ikke det?

Det med at høre halvt efter er en uskik. Jeg lægger mig fladt ned og siger undskyld til min veninde. Hvad i alverden bilder jeg mig ind? Hun betror sig til mig om sin syge far, som hun selvfølgelig er noget optaget af, og jeg står bare der og tænker på mit eget.

Associationerne flyver gennem luften og rammer mig. Hvordan var det egentlig til sidste fest, vi var til? Hvem sad vi ved siden af? Nå, ja, det var hende kedelige Lise. Hørte jeg efter, hvad hun sagde?

Mogensen fra “Tirsdagsanalysen” prøver desperat at få Kristiansen og Vig samt en million seere til at høre på det, han siger ved at begynde hver sætning med: “Prøv li´e å hør her …”.

Nej, det tror jeg ikke, jeg gjorde. Altså lyttede. Igen var jeg mere optaget af mit eget.  Og det ord, der rammer mig med Thors hammer er ordet indlevelse. Alene ved at tænke på det ord, bliver jeg en smule rød i hovedet af skam. Tænker straks på Torben, der også var til festen, og som gjorde mig glad. Hvorfor? Fordi han har den der evne til at lytte, til indlevelse. Det er nemlig ordet: Indlevelse!

Hver sætning, der strømmede ud af min mund, var som guld for ham. Sådan så han ud!

Hvor tit ofrer vi 100% på den, vi snakker med? Hvor tit står vi og tænker på alt muligt andet? Hvor tit vil vi hellere høre os selv snakke i stedet for at lytte?

Jeg har lagt  mærke til på det sidste, at det ikke bare er mig, der er en sæk. Den middag, min mand og jeg deltog i, var et godt eksempel på, at vi bare sidder der og lader munden løbe, mens vi selv stopper ørerne med filter, så vi ikke behøver at tage stilling til det, de andre kommer med. Nu skriver jeg vi. For jeg tror faktisk ikke, jeg er det eneste menneske i verden, der ikke lytter aktivt og viser indlevelse.

Øv! Nu bortforklarer jeg min egen svaghed. Undskylder den tåbeligt. Hvad ved jeg om andre og deres lytteevner?

Forfatter

  • Hanne Havgasse

    Hanne Havgasse er journalist med speciale i fruentimmerstof. Hun kommer fra en lovende skuespillerkarriere, men så kun hulhed og tomhed alle vegne. Hun er både feminist og maskulinist og forsvarer begge køns ret til at være her. Hun er berygtet for sit temperament, så pas på med at modsige hende!

    Vis alle indlæg