Et øjeblik …
For tiden blomstrer en debat om manderoller. Vi skal ændre os. Mænd, der græder, får stor sympati. Det er flot, siger kvinder. Andre kvinder siger dog: Det er en værre tudeprins!
Så hvad er det rigtige?
En mand er en skrøbelig størrelse. Vi mænd tør ikke vise følelser; en rask dreng græder ikke, har vi lært, og vi tør i hvert fald slet ikke snakke om det. Om dem. Følelserne. Pludselig som ud af ingenting ligger vi på dødslejet og fortryder en hel masse. Måske.
lav noget sammen
med andre mænd og dyrk det, der er sjovt og spændende. I sådan en gruppe vil der altid være øjeblikke, der sætter sig, fordi en pludselig åbner munden og tilstår, at han og konen har det dårligt. Det vil i hvert fald afhjælpe noget. Om ikke det hele, så noget!! Også selv om det er midt i en drabelig sværdkamp. Derfor er opskriften såre enkel: Lav noget sammen med børnebørn, familie i øvrigt eller venner! Noget, I begge kan lide, og som I begge holder af!
I en stille stund
kan der være plads til åbenhed. Alene det at man tør sige det til vennerne, er modigt og med til at finde en vej – måske. Er det gode venner, tager de én alvorligt og diskuterer mulige løsninger. En mandegruppe kan være det sted, hvor vi svage mænd kan få en mulighed for at turde være svage. Hvis vi tør åbne os, vise andre hvilke følelser, man har på emnet, er det guld værd. Det kan aldrig blive værre.
Tør du?
Positivt for ethvert ægteskab er kunsten at lytte. Giver man plads for andre end ens eget ego, har man store chancer for et godt og lykkeligt forløb. Ordet lykke er en smule slidt; tilfredshed var måske et bedre ord.
En aften for nogle år siden sad vi sammen med to andre ægtepar, gode venner, og blev enige om at skrive tre positive egenskaber til hver af de andre – samt et negativt. Det gav anledning til stor selverkendelse og en både livlig og aldrig glemt debat. Prøv det!
