Man får næsten lyst til at brænde en bog…
Den siddende flertalsregering har besluttet, at det fremover skal være forbudt at skænde symboler, som trossamfund – anerkendte som ikke-anerkendte – måtte have et særligt forhold til. Dermed bliver det nu definitivt forbudt at brænde koranen, som det har været på mode de sidste år blandt visse grupper.
Lad det være sagt med det samme. Jeg er ikke tilhænger af, at man hverken brænder koraner eller ødelægger ting alene for at genere og håne andre – det er en adfærd, der er forbeholdt den absolut åndelige underklasse og rangerer som den laveste form for demokratisk kommunikation i et demokratisk samfund.
Når det er sagt, så er der midlertidigt to ting, der bør fremhæves. Det første er, at den lovgivning vi har i Danmark, er lavet med henblik på Danmark. Vi bør altså ikke tage os af, hvad folk i Saudi Arabien eller Marokko mener om detaillovgivning i Danmark, og vi skal slet ikke begynde at indrette os efter, hvad de synes i disse lande. Når man stener kvinder for utroskab efter voldtægter og forfølger homoseksuelle, så bør man nok holde lidt igen med snakken om tolerance. Den anden ting, der bør fremhæves, er hvad vi forventer af en modtager af kommunikation i Danmark. I Danmark har vi en udpræget feminin tilgang til ære, og det vil sige, at vi alle som en burde være opdraget til at ryste henkastet på hovedet, hvis vi mødes af en provokation. Og det er præcis sådan man bør reagere på netop det forhold, at en bog man har kær brændes.
Grundlæggende er der flere problemer med regeringens lovforslag, der skal forbyde skænderi af religiøse symboler. Dels er der ikke nogen afgrænsning af, hvad et religiøs symbol er og hvem der konkret må definere, hvad det vil sige at skænde. Eksempelvis kan en yderligtgående gruppe kristne godt beslutte, at det er krænkende at se et kors i alt andet en oprejst tilstand (omvendt er det som bekendt et djævlesymbol) – og pludseligt kan man argumentere for, at det er en krænkelse at slå med et halvødelagt plastikflag (der som bekendt indeholder Dannebrog) i Parken til landskamp. Og så er der et åbenlyst spørgsmål: Hvad nu hvis satanisterne, en anden selvopfattet religiøs gruppe, finder det krænkende at se på kors i det offentlige rum? Hvis to religiøse krænkelser stritter i hver sin retning – hvad så? Snakker vi om massefængslinger så snart der er israelske og palæstinensiske flag i spil, eller hvad er tanken? Regeringen svar på det her er, at domstolene jo må afgøre det. Min erfaring efter otte år som domsmand gør, at jeg godt tør sige, at det her er helt skævt – det er nemlig, heldigvis, slet ikke sådan vores retssystem fungerer. Hvis ikke loven er tydelig og klar, så fører den til makværk. Længere er den ikke.
Jeg kan godt grundlæggende gå med på, at man ikke skal brænde ting af i det offentlige rum. Det giver god mening, at man ikke må det uden videre. Men det må basalt set være sådan, at når man har købt en genstand – religiøs eller ej – så er man ejer af den pågældende genstand. Som ejer bestemmer man suverænt, hvad man gør med sin genstand, så længe man ikke direkte fysisk skader andre.
Derfor stritter alt i mig – både moralsk og juridisk – når man nu vil genindføre en strengere og mere lemfældig blasfemilovgivning. Det er lige før, at jeg selv får lyst til at brænde koranen, og det er jeg ikke ene om, selvom jeg naturligvis ikke ender med at gøre det. Således melder man nu om flere og flere anmeldte demonstrationer, hvor netop det foregår – i protest mod ikke alene islams indflydelse på vores vestlige samfund, men også protest over den regering, der går dens ærinde.
Der er forskel på ting …
… og mennesker