Om at få en fuchssvans i ørerne

I storbyen snakkes der

Jeg holdt foredrag om mit forfatterskab på en stor folkeskole i en stor provinsby, og bagefter gik mit livs lys og jeg på kaffebar for at være moderne og med i trenden på trods af vores alder og min gerontologisk fremskredne hang til ældre sætningsdannelser.
Så sad vi der med vores velsmagende kop og en lille kage til. Sørme. Og hvad ødelagde så den oplevelse? For selvfølgelig er der en hund i de kegler.
Bag os sad et yngre par, hvor hendes stemme skar som en fuchssvans i hårdt løvtræ eller en fil i metal og mindst lige så højt. Uden dæmper eller andre volumenmæssige nedskæringer sad denne omkring 22-årige kvinde og fortalte højt og tydeligt om sit daglige liv som studerende. Vi fik hendes relationer til studiekammeraterne, som vi fornemmede, var totalt fejlplacerede, til naboerne, der bare ikke kunne have sex med lydpotte på, til lærerne, der boede i en anden verden end hendes, forstås, og til sine forældre, der åbenbart havde opdraget hende helt forkert.
Det sidste tror jeg nu nok, var rigtigt.
Det, jeg ikke forstår, er, at man kan få sig selv til at snakke så højt, at alle andre i rummet kan høre med. Jeg tænker derfor, at lidt hensyntagen til andre måske også er gået hen og blevet gammeldags og ikke længere er en del af trenden.
Da vi gik, kunne jeg ikke nære mig. Jeg smilede til hende og sagde:
- Tak for snakken.