I en serie artikler udtaler forskellige personer sig om deres religiøse tro eller ikke-tro. Hvor nuanceret ser vi på det religiøse? Hvor stor en rolle spiller det for os?

Per Holbo

Lige så længe, jeg kan huske tilbage, har jeg interesseret mig for de store ting i livet. Allerede som helt lille har jeg tumlet med de store filosofiske spørgsmål: eksisterer Gud? Hvis Han gør, hvordan er Han så? Hvis Gud er kærlig og god, hvorfor er der så ondskab i verden? Som teenager bøvlede jeg så meget med spørgsmålet, at jeg i en alder af 11 år besluttede mig for, at jeg ikke ville have noget med Gud at gøre. Jeg var nået frem til, at enten eksisterede Han slet ikke - eller også var Han en ondskabsfuld, gammel mand, der bare sad oppe i sin himmel og ventede på en chance for at slå mig oven i hovedet, når jeg gjorde noget forkert. Sidstnævnte var en uudholdelig tanke og det var nok dét, der fik mig til at afvise Hans eksistens, mere end det var en logisk og velovervejet filosofisk betragtning.

Stadig var der noget af min tidlige barndoms trang til det guddommelige, der rumsterede og på trods af min beslutning om, at Gud ikke var til, bad jeg alligevel jævnligt en bøn til den Gud, som jeg ikke troede på. Bønnen var ret simpel, men skulle vise sig at få altomvæltende betydning for mig:
“Gud, hvis du virkelig findes og hvis du virkelig elsker mig, sådan som de siger henne i kirken, så vis dig for mig.”

En nat vågnede jeg, badet i sved. Foran mig så jeg ansigter på mennesker, som jeg gennem tiden havde svigtet eller på anden måde gjort ondt. Jeg følte mig anklaget og dømt og det var, som om et mørkt tæppe af ondskab og skyld lå over hele min krop, så jeg næsten ikke kunne trække vejret. Da kom jeg i tanke om en fortælling, jeg havde hørt engang. En fortælling om en mand, der var i livsfare og som havde råbt på Jesus og på mirakuløs vis var blevet reddet. Det var halmstrået, som jeg kunne gribe i. Jeg råbte på Jesus, så højt jeg kunne. Og med ét forsvandt ansigterne foran mig. Følelsen af anklage, skyld og ondskab forsvandt som dug for solen og i stedet dalede en ro over mig, som jeg aldrig før havde oplevet. I stedet for skyld oplevede jeg tilgivelse og i stedet for angst oplevede jeg tryghed.
Jeg var 14 år og netop dén nat overgav jeg mit liv til Jesus. Jeg var blevet kristen.

Igennem hele min ungdom og mit voksenliv har jeg haft udgangspunkt i freden, kærligheden og tilgivelsen i kristen tro. Jeg kunne slet ikke forestille mig, at nogen form for gudstro kunne trække i dimentralt modsat retning. Jeg var, i mangel af et mere spiseligt udtryk, en kristen halalhippie og fandt, at kritikken af Islam måtte være malplaceret. Men efterhånden som presset fra kritikerne i de senere år er blevet større, besluttede jeg mig for at tage muslimerne i forsvar. Det bedste, jeg kunne gøre – tænkte jeg – var at studere Koranen for netop at kunne forklare hverdagskritikeren, at det hele er én stor misforståelse. Jeg ledte efter fredens religion. Jeg fandt det modsatte.

Derfor har jeg sammen med Massoud Fouroozandeh fornylig udgivet Danmarks første bog om Koranens Dilemma. I bogen argumenterer vi for, at Koranen er blevet til som Muhammeds løftestang til at opfylde sit eget begær efter penge, sex og magt.

Jeg fandt, at Islam ikke blot er ”én religion blandt mange.” Det er i lige så høj grad en religiøst drevet politisk ideologi, som har vold, terror og social kontrol i sit inderste væsen. På min Youtube-kanal, Hjørnesparket, fortæller jeg mere om min rejse fra HalalHippie til Islamkritiker. Se og lyt på min hjemmeside.[bws_pdfprint]

Forfatter

  • Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive. THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord. Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog. På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.

    Vis alle indlæg