Café Stalden i Klitmøller er havnet i ingenmandsland. Har politikerne en mening om den?

Salg eller ikke-salg af den gamle klitmøllercampingplads´ bygninger behandles først i Klima-, Miljø- og Teknikudvalget, og deres indstilling kommer på dagsordenen, når kommunalbestyrelsen holder møde. Det sker en gang i måneden, så det vil ikke være realistisk at tro, at der kan ske en politisk beslutning før tidligst ultimo juni.

De to taksationskommissioner har fastslået, at bygningerne skal høre med i ekspropriationen. Der er endnu ikke fastsat en pris for bygningerne. Sælger har meldt en pris ud, og køber (kommunen) har også meldt en pris ud, og der er ikke helt overensstemmelse mellem de to bud. Så bliver det op til først taksationskommisionen at finde den rigtige pris, herefter kan begge parter anke til overtaksationskommissionen, der så afgør sagen med den endelige pris. Sådan en sag kan sagtens trække ud.

Kommer der et forhåndsbud fra en gruppe interesserede købere, kan deres prisbud påvirke den endelige pris. Uanset at bygningerne skal i udbud vil det give køber og sælger en idé om den faktiske pris.

Med andre ord, Joakim von And: Sidder du og godt kunne tænke dig at eje bygningerne omkring den gamle campingplads, er du velkommen til at give kommunen et forhåndsbud!

Esben Oddershede, V, siger:

– Jeg tror, det er bedst for kommunen at sælge bygningerne. Det der med at udleje har vi ikke så gode erfaringer med. Som regel er der også klart flertal for at sælge bygninger, medmindre de har et klart kommunalt formål. Vi har jo også et hængeparti omkring værdien af bygningerne.

Peter Skriver Nielsen, A, siger:

– Jeg vil mene, at bygningen skal sælges. Vi skal se på det som en forretning. Jeg tror, der er noget på vej til udvalget, hvor vi vil behandle det så hurtigt, det kan lade sig gøre. Måske kan sagen så komme for kommunalbestyrelsen allerede i juni.

Men det hele afhænger af, om sælger og køber kan blive enige om prisen for bygningerne. De kan havne et sted mellem 2,5 og 4,5 millioner (det er KlitPostens gæt). Kommunen har allerede betalt 3,5 millioner for grunden, hvor der nu skal arbejdes på at opføre beboelse.

KlitPosten.dk holder øje med det videre forløb.

Taksationskommissioner træffer afgørelse om erstatningsspørgsmål, jf. lovens § 105.
Taksationskommissionerne er uafhængige instanser, hvis medlemmer ikke er undergivet instruktioner om den enkelte sags afgørelse, jf. lovens § 107. Taksationskommissionen er 1. instans og Overtaksationen er 2. instans i sagsbehandlingen.
En taksationskommission består af tre medlemmer. Formanden, der skal have juridisk kandidateksamen, udnævnes af transport-, bygnings- og boligministeren for en 6-årig periode. Formanden udtager til den enkelte sag to medlemmer fra en kommunal liste. I hver kommune udpeger kommunalbestyrelsen to personer, der for kommunalbestyrelsens funktionstid optages på en liste over medlemmer af den taksationskommission, som omfatter kommunen.
Medlemmer af taksationskommissioner skal have behørig indsigt i vurdering af ejendomme.

Transport-, bygnings- og boligministeren nedsætter overtaksationskommissioner til at efterprøve taksationskommissionernes afgørelser og fastsætter deres forretningsområder. Kommunalbestyrelsen udpeger en person, der optages på en liste over medlemmer af den kommission, der omfatter kommunen.
Taksationskommissionerne er uafhængige instanser, hvis medlemmer ikke er undergivet instruktioner om den enkelte sags behandling og afgørelse, jf. lovens § 107.
En overtaksationskommission består af fem medlemmer. Formanden, der skal have juridisk kandidateksamen, udnævnes af transport-, bygnings- og boligministeren for en 6-årig periode. Ministeren udnævner endvidere to faste medlemmer med suppleanter. Formanden udtager til den enkelte sag yderligere to medlemmer fra en kommunal liste. I hver kommune udpeger kommunalbestyrelsen en person, der for kommunalbestyrelsens funktionstid optages på en liste over medlemmer af den overtaksationskommission, som omfatter kommunen. Medlemmer af taksationskommissioner skal have indsigt i vurdering af ejendomme.

Forfatter

  • Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive. THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord. Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog. På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.

    Vis alle indlæg