IKEA var engang vores foretrukne indkøbssted i den lettere møbelgenre. Faktisk måske mest min kones. Jeg har altid været en smule forbeholden over produkter, der kun er halvfabrikata. Altså usamlede varer, som man selv skal have umagen med at samle efter et ministykke papir med en tekst, der kun kan læses i stærk forstørrelse. Derfor foretrækker jeg lokale møbelbutikker, hvor skabene er samlet! Desværre har jeg kun 49% af aktierne i vores ægteskab, så det …

I går skete det så.

Min kone studerede de nye kataloger fra Ikea med interesse og så på Ivar, Fjunte og Oscar; en stol hed Carina og havde skæve tynde ben forneden og tykkere længere oppe og øverst et vældigt bredt sæde. Man tør næsten ikke tænke på, hvordan den ville se ud, hvis den havde højt ryglæn. Jeg stod bagved og kiggede hende over skulderen med bange anelser, der nemt kunne blive til mere end anelser, – skulle det vise sig -.

Næste dag drog vi af sted og indkøbte et til vort soveværelse nødvendigt skab, der vist hed Mikkel, og fik udleveret en tung og flad pakke. Betale og hjem og fikse.
Undervejs meddelte jeg noget bekymret min livsledsagerske, at i enhver anden familie ville det nok hedde, at det med at samle sådan en flad pakke til et stort klædeskab skulle far nok ordne. Men jeg var altså en smule urolig.

Jeg lagde nemlig brugsanvisningen, der viste sig at være i stort format, på gulvet straks efter hjemkomsten og spredte Mikkel ud over hele gulvet og gik så ellers frem bogstav for bogstav, tal for tal. Teoretisk var alt, som det skulle være. Jeg betragtede opgaven som en svær, men ikke uløselig sudoku. En matematikopgave til studentereksamen. Løs a og gå videre til b. Løs b og tag fat i c. Kig på a og test forløbet. Er alt i orden? Min svensk-danske ordbog var slået op for alle tilfældes skyld. Mine frontallapper var i allerhøjeste beredskabsmodus. Jeg var nået en alder, hvor en lille pude på gulvet gjorde underværker. Min mave faldt efterhånden lidt til ro.

Herregud! Jeg har måske før haft visse problemer med en Mikkel, men ham her? Han skulle bare ned med nakken.

Tre timer senere stod der vitterligt et skab, færdigsamlet og parat til at tage i brug. Hun tjekkede det grundigt og erklærede mig for vinder af årets Ikeaskabspensionistsamlergrandprix og gik nedenunder for at lave brændende kærlighed.
Og jeg var glad og lettet og lugtede en smule af sved. Samlede tilfreds – overmåde tilfreds – brugsanvisningen op fra gulvet for at gå i bad oven på denne atmosfærisk forstyrrende begivenhed.
Men hov, hvad var det? En skrue rullede af brugsanvisningen. En skrue? Koldsveden sprang bogstaveligt frem og fik mig til at ryste på hænderne, jeg mærkede pandebåndet snære ubehageligt (og jeg havde slet ikke pandebånd på), mens jeg minutiøst gennemgik skabet for at finde det hul, der ikke havde en skrue i sig. Jeg kunne ikke finde det.

Hun gik nedenunder og fløjtede og var stolt over sin dygtige samlermand. Her sad jeg og sank længere og længere ned i depressionen, lukkede mig mere og mere ind i skabet. En skrue var løs, mand. På skabet eller på manden.
Men så sprang jeg ud – på badeværelset og smed skruen langt ud ad vinduet og over i naboens have efter hans irriterende kat og gik i bad. Så lykkedes det mig alligevel ikke. Jeg fik skabet samlet, men ikke til perfektion. Du er en taber, lød min indre selvværdsstemme. TABER!

Skabet står der endnu her to uger senere. I går fandt jeg helt tilfældigt et hul, hvor der manglede en skrue. Den skrue, jeg smed over i naboens have.
Naboen skal på ferie i næste uge. Og så …