Om at blive gammel …

For nogle år siden hørte jeg af et noget yngre menneske denne historie, som rinder mig i hu, hver gang vi taler om alderdom!
Følelsen af at livet går hurtigere og hurtigere, jo ældre vi bliver, deles af mange i min omgangskreds, og, tror jeg, af mange yngre også. Når vi tænker 10 år tilbage, er det nærmest i forgårs; da jeg kom i skole i 1884, lå afslutningen på 1864-krigen ikke langt tilbage.
Tidsfornemmelsen skrider, det kan vi måske blive enige om.
Noget andet, der skrider nærmest ubevidst og stedse mere og mere klart, er kroppens forfald. Det, vi kunne som 20-årige, kan vi kun med den største træning og vedligeholdelse fortsætte med som 40-årige. Men som 60-årige går den ikke længere.
Knoglerne bliver stivere, musklerne mindre, men hjernen følger desværre ikke altid med i den proces og kan ofte være noget bagefter i den erkendelse.
![]()
Min søster og jeg sad på hestevognens bagsæde, da vi kørte hjem efter et længere besøg hos vores bedsteforældre. Jeg husker min far pludselig sige: I dag er der kun tre måneder til jul. Min søster og jeg så på hinanden og sukkede. Vi var helt enige om, at det var så længe at vente, at det nok aldrig blev til noget.
![]()
Når vi ser fremad, forekommer livet uendeligt.
Konklusion












