1.

Bønderne er ved at pakke deres telte sammen og skal snart age hver til sit. Markedspladsen er indhyllet i røgen fra de mange små bål, som får næring af gammelt papir, hønsefjer og halm.
Midt i byen, hvor de fattige bor, stinker det fælt af afføring og råddenskab. Fra bakkerne ovenfor byen strømmer det fine borgerskabs afføring og køkkenaffald ned til markedspladsen, hvor det syder og bobler af liv og ingen ænser den fæle stank. Et lys i mørket er de dampende hestepærers sødmefyldte duft. En lille flok daglejere har derfor sat sig klods op af en bunke hestemøg, som ligger ved siden af købstadens vandkunst.
Der er ikke flere tjanser til dem den dag, så de har sat sig i en rundkreds. To af dem taler højt til hinanden, men det er svært at forstå hvad de taler om. Så højt taler de. Det er lige ved at udvikle sig til et håndgemæng, da en af mændene griber sin lædertaske, hiver en skalmeje frem, fører den til munden, tager en dyb indånding, retter ryggen og skal lige til at spille, da han får et voldsomt hosteanfald. Den kvalme røg fra de mange små bål medfører, han kaster op og må trække sig lidt tilbage. De andre fire af daglejerne sidder for sig selv. En af dem har en stor, mørkebrun hætte på, som ikke er stor nok til at skjule den byld, der sidder på den ene side af hans hoved. Den er på størrelse med et æble og sidder hvor øret ellers skulle have siddet. Det at hans byld ligner et æble, medfører at han af vennerne får tilnavnet Skroget. Det han morer sig over.
Han prøver at skjule sit ansigt, mens han henter en flaske brændevin, som går på omgang. Derefter går han tilbage til vandkunsten for at skylle sin mund og sit ansigt. De andre bliver lidt mere støjende og et par af dem begynder at slå ud med armene, mens Skroget tager imod flasken og tager sig en slurk. Så en til og en sidste. Hele flokken morer sig kosteligt og griner, så man ser de tænder der engang havde siddet både i overmunden og i undermunden.
Skalmejens skarpe, nasale lyd høres i det meste af byen. Den yngste, Johannes danser i en sky af støv og fjer til de lidt snøvlende og skarpe toner.
Pesten har i disse år skabt frygt i hele landet. Smitten spreder sig lynhurtigt til mennesket via lopper, som først og fremmest trives godt i fattigkvarterene, hvor Skroget og hans venner bor. Sådan gik det til at Skroget fik lopper. Han er vellidt for sin store viden og sit gode humør, der hjalp ham med at holde humøret oppe på trods af at han vidste at kun ganske få ville overleve sygdommen. Især små børn var pestens bytte. Skrogets humør skulle vise sig at være et glimrende lægemiddel.
Jeg ville ønske, at jeg fik rigtig mange bylder over hele kroppen, så jeg kunne tjene penge på at sælge dem som æbler. Mon ikke I, mine venner så ville give mig tilnavnet Plantagen.
Det lå i kortene, at Skroget skulle blive alfahannen i den lille femmandsgruppe. Han var visionær og havde det gå-på-mod og den viljestyrke der skal til for at forandre og forbedre verden. Skroget var en handlingens mand. Det var som om ingenting kunne slå ham ud. Hans fattige forældre fik i alt otte børn, som alle undtaget den ældste måtte bukke under for pesten. Jeg vil hverken være syg eller fattig som mine forældre, så i en måned har jeg syet tøj for de rige oppe på bakken.
For pengene købte han sin skalmeje, som bortset fra hans klæder var det eneste han ejede. Han sov sammen med sit dyrebare instrument om natten i fald det værste skulle ske.
Instrumentet førte ham vidt omkring og gjorde ham kendt som Skalmeje -Skroget blandt den store købstads hen ved fem hundrede indbyggere.
Han ønskede ikke at være tigger, men lagde, når han spillede, sin fedtede kasket på jorden og håbede at tjene til en bid brød og en pæl brændevin.
En dag sidder de fem og snakker sammen om løst og fast. En af dem beklager sig over, at han af og til må gå sulten i seng. Ingen har brug for deres arbejdskraft til trods for, at de er dygtige, flittige og ærlige. Skroget tager sin skalmeje frem og spiller et par meget høje toner kun for at få ro. Han kigger på vennerne med et glimt i øjet og spørger om de ikke har lyst til at få et arbejde. De bryder alle fire ud i en høj latter. Arbejde?
Men hør nu alligevel efter. Jeg har hørt rygter om, at man i Thy har fundet ud af, at der ikke er så langt til Norge, som man hidtil har troet. Der er 55 sømil, og det tager kun 8 timer at sejle fra Klitmøller til nærmeste havn i Arendal. Vennerne er skeptiske og spørgsmålene står i kø. Hvor lang tid tager det at gå til Klitmøller fra Silkeborg og hvad skal vi leve af undervejs og hvor skal vi overnatte. Skroget mente nok at det kun ville tage et par dage og at med hensyn til overnatning, skulle det nok ordne sig, sagde han med stor autoritet. Typisk for Skroget at han ikke ville lade alskens bekymringer stå i vejen for eventyr og forbedringer. Unødvendigt tidsspilde, mente han.
Interessen var vakt og til sidst gav de hinanden håndslag på, at de ville leve drømmene ud. Bekymring var vendt til spænding, thi de havde aldrig før i deres liv været så langt væk hjemmefra.
En flaske hives op af skalmejetasken. Sådan beseglede de deres ed.