Næste morgen så man de fem daglejere forlade byen, hver med sin bylt på en pind, som de gik med over den ene skulder. Bylten blev større og større, da solen skinnede og temperaturen steg. Støvlerne bar de i den ene hånd.
Da de havde gået 7 mil, holdt de pause i skyggen af et stort egetræ. Skroget gik ind på den nærmeste gård og bad om vand. Brøndvandet var så koldt, at humøret nu langsomt begyndte at stige og nåede til uanede højder.
Lyden af skalmejen får en flok fugle til at synge de skønneste melodier. En gærdesmutte sætter sig på en gren tæt på de fem og begynder at fløjte en avanceret melodi, der varer mere end et minut uden at den trækker vejret. De fem sidder tavse og er imponeret af denne virtuose lille skabning.
De er nu så eventyrlystne, at de springer den lur over, de ellers så hårdt havde brug for.
De nærmer sig Thy og på vej ned ad en stejl bakke dukker Limfjorden op med hvidt skum på bølgetoppene. En ukendt duft af halvrådne skaldyr overrasker dem. Der var delte meninger om hvorvidt det stank ad helvede til, eller om der var tale om en liflig aroma. For enden af bakken ligger en robåd med brølende kreaturer ombord. Om der kom en anden båd, som fragtede personer. Men det gør der ikke. De to roere er venlige og imødekommende og hjalp dem ombord, hvor de anviste dem en plads på et par trækasser med krabber og rejer. De fem forstod nu, hvorfra den på en gang dejlige og rædselsfulde stank kom fra.
At de sejler sammen med kreaturer, pattegrise og høns generer dem slet ikke, indtil en ko med dårlige mave skider lige ved siden af dem. Skroget gylpede det sidste måltid op. Det er vist typisk dig, SkalmejeSkrog, at du brækker dig uden grund. En skoggerlatter breder sig i båden og de to roere må lægge årene for at grine med. Vi vil gerne forære Jer kassen med krabberne. De er sjældne her i fjorden og kroerne vil give Jer en god betaling. To af daglejerne bærer kassen med de store krabber mellem sig.
På den anden side af Limfjorden, får de øje på en gammel kro, som er en hvid bindingsværkbygning med et stort rødt skilt med gule bogstaver. Kun Skroget kan læse. Han kan fortælle at der står Kongelig Privilegeret Kro og at Kong Christian den Fjerde har lagt navn til kroen. De er noget overrasket over, hvor mange mænd, der sidder i stuen. En tobakståge og et diffust lys fra fakler fylder hele lokalet. Der er mange fade med øl og vin og en flaske brændevin går rundt ved bordene. Værten dukker op i tågen og Gud velsigne Jer, I vandringsmænd. Nu får han øje på kassen, som fylder det meste af et bord. Jeg køber så Gud hele kassen, dersom de er til salg. I kan til gengæld æde og drikke Jer lige så fulde og mætte som I lyster og i overnatter her selvfølgelig på kroens regning. Han kunne ikke vide, at de ikke ejede kongens mønt. De sendte en stum tak til roerne. Skroget og værten giver hinanden håndslag på den pengeløse handel. Gæsterne har fulgt med i optrinet, rejser sig og skråler og skåler i brændevin.
Der bliver pludselig helt stille i lokalet. At værten pludselig og uventet bliver tavs, hvilket kun sker, hvis noget alvorligt er under opsejling, får alle gæsterne til at rette blikket mod ham og Skroget. Skrogets blødende byld er bristet og det bløder voldsomt. En sveden udenomssnak breder sig blandt gæsterne, som ikke aner, hvad der er på færde. Værten er stadig tavs og henter resolut en klud. På vejen hen til bordet igen standser han og hvisker en stamgæst noget i øret, men festen fortsætter ufortrødent med mad, drikke og sang, som bliver akkompagneret af skalmejen.
Nu er alt på kroen blevet gratis og et fruentimmer udser sig en høj statelig og meget herre mand, som er usædvanligt velklædt og med et overdrevent langt og velplejet fuldskæg. De to forsvinder bag et tykt og tilrøget tæppe. En fælles skål og Gud velsigne Jer i sengen.
Festen slutter brat, da Skroget synker sammen og ligger livløs på gulvet med et fast greb om sit eneste og kæreste eje, skalmejen.
Snarrådigt spænder værten straks hesten for vognen. Han kommer en time senere tilbage med egnens kloge kvinde, som smører bylden med en blanding af terpentin, brændevin og æggehvide og forbinder det åbne sår. Hun hjælper ham tillige med at hælde en god mundfuld brændevin i halsen på ham. Det lindrer smerten. Som betaling får hun af værten to levende høns og en pæl brændevin med hjem. Skroget spørger til skalmejen. Den ligger jo i din hånd, dit skrog siger værten med et smil på læben. Han har samme humor som Skroget.
Næste morgen er Skroget kommet til sig selv og synes nok det er på tide at vandre videre. Den lumre varme tyder på, at et tordenvejr er på vej fra vest, men det bliver kun til en enkelt regnbyge.
Ud på eftermiddagen får de fem daglejere øje på det store åbne hav. De er målløse. Aldrig havde de set noget lignende. Selv om der er to mil tilbage, kan de ikke blot se havet, men også trække duften fra Vesterhavet ind gennem næsen. Det er en duft der kunne minde om Limfjordens lugt men lugten er blot meget, meget stærkere.