De forcerer de høje klitter og går direkte ned til havet, hvor de smider deres klæder i sandet og springer råbende i. Vinden holder tyst sit vejr, og der er kun små efterdønninger og krusninger på havet, så de giver sig tid til at skylle den ramme lugt af sved og skidt af sig. De henter deres tøj og skyller det grundigt i det salte, rensende havvand. Skalmejen får dem til at danse og råbe ad bølgerne. Men nu breder der sig alligevel en vis skepsis. Skroget kunne godt være urealistisk. En drømmer er han. På godt og ondt. Kunne de virkelig finde arbejde?
Længere henne ad stranden ligger fem store både med rebede sejl.
Et sejlskib dukker i disen. Der er hård vind fra nordvest, så fartøjet nærmer sig med stor fart stranden. De står i en række og har placeret hånden over øjnene for at skygge for den stærke sol, der spejler sig i havet. De fem går et par meter længere ned mod brændingen i den tro, at de tydeligere i deres iver for bedre at kunne se det mærkelige fartøj, som med stor fart har kurs direkte mod dem. De ser lidt rådvilde på hinanden. Måske er besætningen fjendtligt indstillet overfor fremmede. Eller måske skipperen er faldet i søvn. Skibet krænger fra side til side og på et tidspunkt er det helt skjult af en bølgetop. Den ser nu ud til at ville kæntre, men retter sig langsomt og sikkert op hver gang. De ser at to mænd nu griber årerne og ror til for fuld kraft, så skibet sejler endnu hurtigere. Fartøjet, en sandskude, er ikke mange meter fra brændingen og strander så direkte på sandet med et brag og en skurren. Fortsætter så ti meter op igennem sandet, indtil det falder til ro i det bløde sand. Sammenstødet med store sten, sand og grus er så voldsomt, at en snes træstammer ruller overbord. Fire mænd med lærredsdragt, sydvest og store træskostøvler hopper ned på sandet. De fem nysgerrige daglejere trækker sig lidt tilbage, som køer gør, når de bliver skeptiske ved situationen, hvis ukendte mennesker kommer for tæt på deres domæne.
Ned ad Karbak, som er den største klit i området, kommer nu en stor flok velvoksne unge mænd løbende. Daglejerne aner ikke hvad der foregår. Flokken taler meget højt til hinanden i et forsøg på for at overdøve vestenvindens susen og havets brus. De fem kender ikke sproget, men Skroget mener nu nok, at de taler engelsk eller irsk og går hen for at hilse på de indfødte. En af dem kigger et øjeblik op, men vender hurtigt blikket den anden vej.
Den store flok mænd omringer båden. Seks mand stiller sig agter. Andre seks placerer sig ved stævnen og finder et tov ombord. De fastgør tovet og tager ved, mens de råber taktfast. Det er et signal til, at alle nu må tage hårdere fat. Båden begynder i små ryk langsomt at bevæge sig længere op på stranden. På hver side lægger ti mand ryggen op ad siden på det tunge fartøj. Det får båden til at vippe frem og tilbage, så det bliver nemmere at skubbe og trække. Efter en lille times hårdt arbejde ligger skibet nu helt oppe under den store klit. De toogtredive mand og besætningen på fire er trætte. Efter så lang tid på søen, føles det, selv om de nu har fast grund under fødderne, som om de stadigvæk sejler.
De sætter sig i læ mellem klitten og skibet. De fem daglejere er lidt rådvilde. Skroget tænker og tænker og griber så ud efter skalmejen og en pæl brændevin, som han rækker over til ham, der ligner en skipper mest. Det skulle vise sig at være et klogt træk.
Bag skipperens vejrbidte ansigt viser sig et lille smil. Han præsenterer sig som skipper Brandi og peger så på instrumentet med en slet skjult hentydning til at Skroget skal spille på det mærkelige instrument. Skroget giver tegn til sine venner, som lidt kejtet og forsigtigt bevæger sig hen mod Brandi. Der bliver spillet og sunget og drukket. Skipper Brandi henter et par flasker brændevin i bunden af skibet. Blandt den store flok af hjælpere befinder der sig en, der virkelig kan synge. De andre kan godt lide at synge og synger for fulde hals. Samværet, vejret og brændevinen gør sit til at stemningen bliver løftet en hel del.
Skroget måtte indrømme, at han tog fejl. Der bliver ikke talt engelsk, men vestjysk, som faktisk minder en del om engelsk, fordi de nordvestjyske vikinger mange gange har hærget i England og Irland. A grusom host hedder på thybomål en grusom host. En kost hedder i Thy en liem. Det hedder den også i Irland og i dele af England, beretter Brandi.
De fem er nysgerrige og vil vide noget om skibet. Skipper Brandi fortæller, at det drejer sig om en sandskude. Den er klinkbygget fordi klinkbyggede både meget bedre kan holde til den voldsomme kollision med store sten og grus. Den er meget bred, så den kan laste mere træ. Og så stikker den kun godt en meter for at kunne lande på sandet ved ladningspladsen. Vi har jo ikke en havn på den jyske vestkyst, så vi må, som I kunne se, strande direkte på sandet.
De fem daglejere er noget overrasket over, at sandskuden var kommet sejlende helt fra Norge. Skipper kan godt lide at fortælle og snakker videre. I Norge er der hungersnød, men der er flere træer end de selv har brug for. Så vi sejler til Arendal og Kristiansand med flæsk, saltet kød, ærter og især korn.
Når brændingen bliver for voldsom og brådsøerne truer med at vælte skuden, bruger vi for en sikkerheds skyld en mindre skibningsbåd, så vi kan flytte lasten over i skuden ad flere omgange.
Vi har for en måned siden mistet tre skuder og tolv mand, som tilsammen havde to snese børn. Det er mange munde at mætte, men vi hjælper hinanden så godt vi kan.