Skroget vil vide noget mere om skudefarten til Sydnorge.
Jo. ser du, der er kun 55 sømil til Arendal, som er den havneby, der ligger tættest på Klitmøller. I magsvejr varer turen ikke mere end 16 timer derop og hjem igen. Flere fiskere har opgivet fiskeriet, fordi udkommet ved skudefarten er dobbelt så stort, men når der er mange fisk, bliver nogle af dem hjemme for at fiske, men også fordi børnene savner deres far.
Skroget er nysgerrig og skipper Brandi vil meget gerne fortælle. Han er tydeligvis stolt af sig selv og hans måde at skaffe føden på. Især hans generøsitet overfor de fattige enker, får ham til at rette ryggen og skule lidt til siden med en slet skjult stolthed.
En sommerdags morgen blæser det op fra en nordnordvestlig retning.
Fem skuder er på vej mod Klitmøller med skibene fuldt lastet med træ. Vindens retning betyder, at de store søer ikke skyller i land på Norges østkyst, men løber sig større og større direkte ned mod Nordvestjyllands kyster. Ved roret på skuden står Skroget, som nu er blevet skipper på sin egen skude. Han har fået bygget en ny og langt større skude for den sum, han på blot et år har tjent på skudefarten. De seks andre skudeskippere tjener kun en tredjedel af hvad Skroget gør.
Blæsten er yderligere taget til i styrke. Skroget overraskes pludselig bagfra af en så kaldt forkert sø, en særlig høj bølge, som opstår en gang imellem. Skuden ligger nu på langs af søerne, som tager bråd på skibssiden. Det er som om havet ikke vil give slip på skuden. Masten knækker og skuden vælter.
Ingen har siden set hverken skude eller besætning siden. Vinden døde hen sent om aftenen. Et par dage efter ulykken finder skipper Brandi Skrogets bedste ven, Johannes liggende livløs på stranden i nærheden af ladepladsen. Han prøver at vække ham til live. Men forgæves. Da Skroget fik nys om tabet af sin bedste ven, mørknedes hans ansigt.
I Vester Vandet Kirke står pastor Peder Kristensen på prædikestolen og fordømmer den druknede Johannes, som han hævder var vantro og aldrig havde vist sig i kirken. Skroget raser over den gamle præst. Allermest havde han lyst til at kvæle ham, men den ulykkelige og angrende Skroget styrer sine voldsomme kræfter. Organisten er knap nok færdig med at spille postludiet, da skudeskipperen kanter sig ud af kirken for at modtage den mest forbandede satan, han endnu havde mødt i sit liv. Da den hellige og hellige pastor kommer ud fra våbenhuset, står Skroget parat. Han udnytter sin forkølelse og suger gennem næsen spyt og grønt slim ned i mundhulen. Man kan se på hans gumlebevægelser, at han er ved at samle snotklatten. Han suger endnu en grøn klat ned i munden. Den sorte præstekjole viser sig i døren. Skroget bevæger sig nu med tunge og dramatiske skridt hen mod den selvsmagende pastor. Han trækker vejret dybt, sætter kurs med mod målet og placerer den grønne og slibrige masse mellem pastor Kristensens kolde øjne. De kolde øjne står i skarp kontrast til den varme og kulende skyfrie sommerdag.
Ulykken har medført, at der nu kun bor fire tidligere daglejere i hytten ved havet. De sætter sig på et par vind – og sandslebne grå bænke på foranledning af den sørgende Skroget, som spiller en svensk melodi i moll. Ingen synger med denne gang. Alle sidder tungt på bænken og glor tomt ned i det fygende sand. Ingen ymter et eneste ord om Johannes’ tragiske skæbne. Skroget lægger skalmejen og finder brændevinen frem. Ingen af dem bliver fulde. Nu deler de minderne om Johannes og hans vovemod, gåpåmod og lyssind. Minderne vælder frem og der bliver grinet og grædt. Der bliver skoggerleet af Skrogets søde hævn over den indremissionske og ukristelige præst.
En knøs kigger på Skroget og mener, at han må finde sig en kvinde, så der bliver mere end et skrog i byen. Skroget klukker hjerteligt og mumler noget om hvor svært det kan blive at vælge mellem alle de enker.
Den nybagte skudeskipper lytter til knøsens forslag, rejser sig, forlader selskabet og afsende et skælmskt smil til knøsen. Og med et jeg gakker ud og gør, som du siger, kære ven. Han føg ud af døren.
Skipper Brandi og Skroget går godt i spænd og beslutter en sen aften at slå pjalterne sammen. Ideen skulle vise sig at bære frugt. Der skulle ikke gå længe før skudefarten havde forbedret de for mange usle levevilkår. Især Brandi og Skroget klarede sig godt. De delte rundhåndet ud af udkommet. Han betænkte især de fattige enker og betalte for opførelsen af et forsamlingshus tæt på havet.
Skroget selv havde med naboers hjælp bygget et noget større træhus. Materialerne havde han naturligvis selv fragtet hjem fra Sydnorge. I huset var der så rigeligt plads til familien, som foreløbigt foruden moderen Petrine og Skroget talte seks sunde og raske børn i alderen et til syv år og moderen. I byen var der nu ti husstande med godt 100 beboere.
Det 17. århundrede lakker mod enden og det 18. århundrede vil gerne ind i varmen. Det skulle vise sig, at det lykkedes.