- Den er da fin, Mik!
- Ja, synes du ikke også?
Jeg ruller vinduet lidt ned. Det er varmt udenfor, men min nyindkøbte Golf har desværre ikke aircondition. Solen skinner varmt ude over sundet, og jeg fløjter.
- Tak for kaffe!
- Det manglede da bare, min dreng. Når du nu tilbød mig en tur på Bakken.
- Fordi du er den dejligste mor, jeg kender!
- Du har jo ikke andre! Men du er nu også en dejlig dreng. Det er længe siden, jeg var der sidst.
- Du har fortjent det.
- Vi er så stolte af dig. Far og mig. Tænk, nu har man en søn, der er lærer!
Lidt fremme ligger en sparekasse.
- Jeg skal lige hæve lidt penge.
- Så venter jeg bare. Må jeg tænde radioen?
- Ja, endelig.
Jeg smiler til bankassistenten. Der står Ulla på skiltet.
- Jeg vil gerne bede om 1.000 kroner!
- Hvad er kontonummeret?
- Øh, det husker jeg ikke … Jeg troede, at det hurtigt kunne findes frem … Jeg er kunde i sparekassen, filialen på Østerbro! Øh, jeg hedder …
Hun stamper med højre fod i gulvet, så det giver et bump. Jeg går i stå. Hendes citrusgrønne, cementkolde chili-øjne nidstirrer mig, og hun hvæser:
- Jeg skal bruge det kontonummer!
- Ja, men jeg kan simpelthen ikke huske …
- Ikke huske? Ikke huske?
Hun slår højre hånd i disken, så jeg giver et lille hop:
- Hvordan fanden kan du påstå, at du ikke kan huske? Hvordan vil du nogensinde få købt brød og mælk, ordnet tænder, bil eller biblioteksbøger, hvis du ikke kan huske?!? Hvad?!?
- Øh, undskyld, det er også …
- … tåbeligt? Fjollet? Idiotisk?
- Ja, måske.
- MÅSKE?
Hun stirrer på mig med sit megalomanisk fremadkanonerende brystparti og nu hænderne i siden. Bankdirektøren med det store navneskilt sidder i baggrunden og skriver et eller andet.
- MÅSKE? HA.
Ulla tramper en gang mere i gulvet og stønner.
- Aaaaaaaaaaj, altså …
- Du kan få mit CPR?
- CPR? Hold da kæft. Jeg skal bruge dit KONTONUMMER, fat det, tumpe! CPR, for fanden.
- Ja, men jeg kan jo ikke huske det, derfor synes jeg …
I næste nu er hun helt tæt på mig ved skranken.
- Vil du ikke godt køre hjem og hente det nummer, du bor måske stadig hos far og mor, eller har du i det hele taget kørekort, vrænger hun med lille, kælen stemme, mens hun vrider hovedet fra side til side.
Stemmen stiger i styrke:
- Nej, selvfølgelig har du ikke det, idiot, nullert, slimklat, snotunge, homozygot.
Små dråber fra hendes mund rammer mig i ansigtet. Jeg trækker mig lidt.
Nu bliver stemmen til en regulær udgave af Lucifers, min gamle dansklærer, og mine trommehinder blafrer:
- Så tag din CYKEL og CYKL hjem. NU. Skriv dit kontonummer op på et stykke papir, OG BRING DET FUCKING HERHEN, HVIS DU ABSOLUT SKAL HAVE PENGE. CAPITO?
Det sidste råber hun så højt, at jeg holder mig for ørerne. Hun bøjer sig ind over skranken og tager med venstre hånd fat i min jakke og trækker.
SLAM!! Hendes hånd rammer mig i ansigtet. Jeg falder om. Hun farer rundt om skranken og sparker mig. Jeg krabber hen mod udgangen, mens hun sparker løs.
- Mere fart på, brøler hun. - Tudeprins! Tøsedreng!! Tissemyre!!!
Hun gør mine til at vil slå mig helt hjem, og jeg rejser mig og viger baglæns hen mod døren, mens jeg holder hånden mod min ophovnede kind.
Jeg tager i håndtaget, men slipper det igen med åben mund.
Ulla er løbet tilbage og har taget fat i computerskærmen, løftet den og smadrer den nu ned i gulvet, mens hun råber:
- Dværgpik! Nosseløse kastratsanger! Analfikserede tarmrenser!
Jeg vender mig appellerende om mod direktøren, men han er stadig meget optaget af sit skriveri.
Jeg forlader banken og vakler hen mod min Golf og min mor.
Næste formiddag står jeg atter i banken og går hen til skranken. Ulla sidder ved kassen og ser indædt på skærmen.
- Ja, god dag. Jeg skal bede om 1.000 kroner. Jeg har desværre glemt mit kontonummer …
Et øjeblik …
