Klokken 23.30 har 100 pensionister her i kvarteret set nok fjernsyn for i dag.
De slukker sengelampen og lægger sig til; hvad skulle de ellers. Lukker øjnene og venter på søvnen.
Men der er en slange i søvnparadiset. Der bor nemlig en hund i kvarteret.

En hundeejer lukker denne hund ud, så den kan besørge. Han står ikke i døren og holder øje med den. Nej, han lukker døren og går ind igen og ved derfor ikke, når den er færdig.
23.35 besørger hunden for natten og lægger endnu et stort og velformet visitkort på den nærmeste nabos græsplæne. Nu begynder den at gø for at henlede sin ejers opmærksomhed på, at nu vil den gerne ind og ligge i sofaen.
Hunden gør og gør; den har sådan en ru og uciviliseret toneart, og dens gøen skærer gennem kvarterets villahaver og vægge og mure og plankeværker og buskadser og høreapparater og rollatorer og tomme øldåser.
Oversat betyder dens gøen:
- MO-AR! Jeg er færdig!
Den ellers søde hund bliver ved med at gø. Klokken nærmer sig midnat.
100 pensionister prøver på at sove, men det er svært. Hvor har vi lagt de der blodtrykssænkende, agressionsdæmpende, nerveberoligende piller? 

Hunden kalder på ejeren ved at gø. Ejeren hører den ikke, men det gør de 100 pensionister. Ejeren er måske hørehæmmet.
Nu er den søde hund endelig færdig med at gø, klokken er 23.59, og 100 pensionister kan omsider få lov at falde i søvn stærkt bedøvede af beroligende piller i spandevis. De tror, den er lukket ind nu.
Men pludselig farer de 100 pensionister alligevel op fra hovedpuden. Direkte mod alt, hvad videnskaben har proppet i dem.
Og det er ikke på grund af hunden. Ikke direkte. Altså.
En ret kraftig og tydelig mandestemme brøler op:
- Fi-do? FI-DO?
Det kan ikke være sandt, tænker 100 pensionister. Det kan ikke være sandt, at der står en mand ved midnat i et tætbeboet pensionistkvarter og råber på sin hund?
Men det er det. Han ved ikke, hvilken have der er gødet i aften.
- FIIIII-DOOOO? Hvor er du?
Fido har fundet noget mere interessant end sofaen derhjemme, hvad man vel ikke kan fortænke den i. Når man kender ejeren.
Nu er det ejerens tur til at gø:
- FI-DO? FIIIII-DOOOOO? Kom hjem! Hjem til far!
Alle 100 pensionister ligger i deres senge denne stille aften og lytter med. Hundeejeren råber af fuld hals det glade budskab:
- FIIII-DOOO! Kom så her. Kom så her, fars bulderbasse.
Alle 100 pensionister hører det, for det er en meget klar og meget stille aften, og klokken har passeret midnat.
100 pensionister, der ikke kan sove, fordi far og bulderbassen skider på det hele.

Der sidder ejeren af den søde hund næste eftermiddag. Jeg går hen til ham:
- Da du ikke var hjemme, lagde jeg en besked i din analoge postkasse her i formiddags.
- Ja. Jeg kan ikke forstå, du ikke snakker med mig om min hund.
- Du var ikke hjemme.
- Så kunne du komme igen.
- Men din hund gør om natten, når vi skal so …
- Det er jo bare en hvalp …
- Og så gør det ikke noget, eller?
- Hold da op. Jeg forstår stadig ikke, hvorfor du ikke kommer og snakker med mig. Jeg synes, du er en underlig nabo. Jeg troede, vi kunne snakke sammen her i byen.
- Ja, men jeg har jo allerede fortalt dig, at …
- Kan du ikke lide hunde?
Han holder hovedet lidt skævt.
- Jo, jo. Men nu drejer det …
- Der er folk, der hader hunde og katte.
- Ja, men jeg …
- Men det må du selv om. Du har ikke selv hund, vel?
- Nej, for de kræver så megen opdragelse, og jeg …
- Jeg tror heller ikke, du vil egne dig til det.
- Men nu har jeg skrevet det.
- Det er jo bare en hvalp. Man skal have tålmodighed, men det kan jeg høre, du ikke har.
- Farvel.

-----

Oh at være en yngling på 78
der lige har begået den store kommers:
man skal sandelig ikke komme folk på tværs
når man selv snart synger på sidste vers!